Filminstruktør: Det er krigen, der ikke kan vindes

»Man kan ikke vinde kampen mod narko med politi eller militær,« siger filminstruktøren José Padilha, der står bag Netflix nye serie om den colombianske narkokonge Pablo Escobar.

Den brasilianske skuespiller Wagner Moura har lært sig spansk i rollen som verdens mest magtfulde forbryder, Pablo Escobar. Herover virkelighedens Pablo Escobar. Foto fra filmen: Netflix/xposurephotos.com Fold sammen
Læs mere

Der er en sigende scene i første afsnit af Netflix’ nye store TV-serie »Narcos«, en autentisk fortælling om Pablo Escobar, den rigeste og mest frygtede narkoforbryder, verden nogensinde har kendt.

Den unge Pablo Escobar sidder i førerhuset på den lastbil, han bruger til at smugle kokain fra et laboratorium i junglen til lufthavnen. Lastbilens rute er blevet brolagt med mængder af bestikkelse, der skal sikre den uhindret passage gennem politiets og militærets afspærringer. Men da lastbilen skal krydse en bro, bliver den ikke desto mindre vinket ind til siden af en gruppe stærkt bevæbnede betjente.

Måske har bestikkelsen ikke været tilstrækkelig, men det kan ikke ryste Pablo Escobar, der i serien spilles af brasilianske Wagner Moura. Han springer ned fra førerhuset og åbner beredvilligt lastbilens lastrum. Soldaterne og deres kommandant synes sikre i deres sag, men deres smil blegner snart. Med rolig og uforceret stemmeføring stiller Pablo Escobar nemlig en stribe spørgsmål til soldaternes familier, deres små børn og deres gamle forældre, spørgsmål der afslører et intimt kendskab til familiernes gøren og laden. Lastbilen får hurtigt lov at passere.

Filminstruktøren José Padilha har beskæftiget sig med narkokriminalitet i flere af sine film, herunder den hårdtslående »Tropa de Elite«, der i 2007 indbragte ham en Guldbjørn ved filmfestivalen i Berlin. Nu har instruktøren kortlagt Pablo Escobars liv i Netflix-seriens ti afsnit, fra colombianerens første smuglertogter med få kilo kokain til hans død i en regn af kugler i Medellin i 1993.

»Set ud fra hans eget perspektiv var Pablo Escobar heldig at opdage kokain som handelsvare på et tidspunkt, hvor blandt andre det amerikanske toldvæsen endnu ikke rigtigt tog netop denne type narkotika så alvorligt,« siger instruktøren José Padilha til Berlingske.

I starten af 1970erne lagde det amerikanske narkopoliti stadig sin hovedindsats i bekæmpelsen af heroin, og kokain blev af mange betragtet som værende meget lidt vanedannende. Den livsfarlige myte var med til at udbrede brugen af kokain i den amerikanske mode- og filmbranche.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

José Padilha kalder i dag kokain for »den hurtigste måde en samvittighedsløs person kan blive rig på«. Profitten er enorm, og hvis man er parat til at myrde konkurrenterne, kan man blive velhavende i en astronomisk skala.

»Pablo Escobar havde ingen skrupler. Han blev den syvenderigeste person på planeten,« siger José Padilha.

Pablo Escobars far var landmand, og hans mor skolelærer, og de var, som klichéen beskriver det: »fattige, men ærlige«. Det satte varige spor i Pablo Escobars stolthed, da han som dreng blev sendt hjem fra skole, fordi han ikke ejede sko at tage på. Samtidig var barndommen præget af borgerkrigslignende konfrontationer mellem landets to konkurrerende politiske partier, som betød, at Pablo Escobar og hans bror Roberto blev sendt til storbyen Medellin, fordi forældrene frygtede for deres sikkerhed.

I byen blev Pablo Escobar allerede som teenager involveret i fantasifulde måder at tjene penge på, såsom at stjæle gravstene fra kirkegårde, for derefter at slibe dem ned til genbrug. Pablo Escobars første alvorlige forbrydelse var en bortførelse af en firmadirektør, hvilket indbragte ham 100.000 dollar, men han tjente sin første million som 21-årig, mens han arbejdede som håndlanger for en af landets første narkokonger, Alvaro Prieto.

I 1975 påbegyndte Pablo Escobar en serie af mord på andre forbrydere, der skulle gøre ham selv enerådig i handlen med den indbringende narkotika, samtidig med at han med stor effektivitet indledte en krig mod Colombias politi og retsvæsen. Krigens redskaber blev kendt under navnet »plata o plomo« (sølv eller kugler), efterhånden som modstanderne gav efter for bestikkelse eller vold.

»I serien følger vi narkohandlen i alle dens enkelte led, inklusive de lovudøvere og politikere, der skaber rammer, som kriminaliteten kan trives i. Efter min mening er disse de værste syndere, ikke de drenge der sælger narko i områder, hvor der ikke findes andre former for beskæftigelse,« siger José Padilha.

»Narcos« handler også om Steve Murphy, den amerikanske agent for Drug Enforcement Administration (DEA), der i 1970erne kunne observere, hvordan narkokriminaliteten i USA forvandlede sig fra at være fredelige anholdelser af marihuana-handlere til blodige opgør mellem bander af kokainsmuglere.

»USA tabte krigen mod kokain i det øjeblik, man i 1970erne besluttede, at man ville bekæmpe leverandørerne snarere end at gøre noget ved behovet. Man brugte militær, politi og tunge våben, men man indså aldrig, at fjenden var alt for stærk og alt for smidig til at kunne nedkæmpes med disse midler. For så længe behovet er der, vil der være leverandører. USA burde i stedet arbejde for at fjerne efterspørgslen. Men det er kostbart, og det er et spørgsmål om sundhedspolitik, og dengang var det den amerikanske regerings naive opfattelse, at man kunne fjerne behovet ved blot at opfordre de unge til at sige »Nej til narko«,« siger José Padilha.

Historien om Pablo Escobar er det bedste eksempel på »reaganismens nyttesløse War on Drugs«, siger filminstruktøren. Da man troede sig færdig med at nedkæmpe Escobar i Medellin, var handelen allerede ved at blive etableret i Cali (byen, hvor det berygtede Cali-kartel kom til magten, red.). Og da man troede, at Cali var et overstået kapitel, var leverandørerne for længst flyttet ud i junglen med deres laboratorier.

Pablo Escobar tjente i slutfasen af sin karriere 60 millioner dollar om dagen, og hans bror Roberto, der i en årrække arbejdede som hans regnskabsfører, hævdede, at organisationen brugte tusind dollar om dagen alene på at købe tilstrækkeligt med elastikker til at vikle om de uendelige mængder af seddelbundter, som forbryderne hobede op. Bjergene af penge blev opbevaret i hemmelige rum i kældre og under swimmingpools, hvor man anslår, at op til ti procent af pengene blev spist af mus og andet utøj.

Efterhånden som kokainforbruget nåede epidemiske højder i USA, lagde den amerikanske regering desto større pres på Colombia for at standse Pablo Escobar. Samtidig blev hans egne handlinger umulige for den colombianske regering at se bort fra, først og fremmest hans ansvar for mordet på præsidentkandidaten Luis Carlos Galán og forsøget på at dræbe en anden kandidat, César Gaviria Trujillo. Sidstnævnte skulle have været om bord på et fyldt passagerfly, der blev sprængt i luften under flyvning på Escobars ordre.

Som resultat af en længere forhandling overgav smuglerkongen sig til sidst til de colombianske myndigheder, efter at han havde fået regeringen til at vedtage en beslutning, der gjorde det umuligt at udlevere forbrydere til udlandet. Pablo Escobar indrettede sit eget luksusfængsel, der fik kælenavnet »El Catedral«, hvor han omgav sig med af ham selv udvalgte vagter. Han holdt ekstravagante fester i fængslet, hvilket til sidst irriterede myndighederne så meget, at de besluttede at flytte ham væk.

Pablo Escobar var overbevist om, at han ville blive udsat for et attentat og forsvandt under fangetransporten. Et år senere blev han omringet af colombiansk og amerikansk politi i et hus i Medellin, hvorfra han uden held forsøgte at undslippe ved at løbe hen over tagene i kvarteret. Det diskuteres stadig i dag, om den hårdt sårede Pablo Escobar døde for egen hånd, eller om den dræbende kugle stammede fra en politimands pistol.

»Pablo Escobars storhedsvanvid bragte ham til det punkt, hvor han var verdens rigeste og mest magtfulde forbryder, men det var samme sygelige karaktertræk, der betød hans fald fra tronen,« siger José Padilha.

»Narcos« kan ses på Netflix.