Anton faldt i krigen, som ikke findes

Anton Tumanov stolede på præsidenten. Rusland er ikke i krig, forsikrede Vladimir Putin. Der er ingen russiske tropper i Ukraine, sagde regeringen. 20-årige Anton faldt i en krig, der officielt ikke findes.

Anton Tumanovs død var voldsom, men den blev hurtigt omgivet af tavshed. Familien fik kun få oplysninger og ingen officiel besked om, hvor og hvordan det var sket. Foto: Simon Kruse Fold sammen
Læs mere

KOSMODEMJANSK: Anton blev begravet i det stille. Under bøgetræerne på landsbykirkegården stod kun den nærmeste familie. Hans mor og de to mindre brødre. Bedsteforældrene var der. Hans kæreste gennem to år, Nadesjda, stod og holdt om sin mor.

I kisten lå 20-årige Anton i sin uniform. Han var russisk soldat. Han døde under »udførelse af sine tjenstlige pligter«, står der i de officielle papirer. Men han fik ingen militær begravelse og ingen officiel hæder. Hæren sendte ingen repræsentant til Antons grav.

»Det var meget stille,« siger hans mor, Jelena.

Anton Tumanovs død var voldsom, men den blev hurtigt omgivet af tavshed. Familien fik kun få oplysninger. Anton var blevet gennemboret af granatsplinter. Han døde af blodtab, stod der i dødsattesten. Men familien fik ingen officiel besked om, hvor og hvordan det var sket. Og den historie, som Antons mor, hans soldaterkammerater og hans egne tekstbeskeder fortæller, er ifølge den russiske regering umulig.

For der er ingen russiske soldater i Ukraine. Det er officielt.

»Ingen af vore militære tropper er eller har været til stede i det sydøstlige Ukraine,« sagde Aleksandr Lukasjevitj, talsmand for det russiske udenrigsministerium 13. november.

Det samme sagde landets præsident, Vladimir Putin, under sit tre timer lange TV-transmitterede pressemøde i sidste uge. Kun russiske frivillige – ikke soldater – krydsede grænsen til det krigshærgede Østukraine, »fordi deres hjerte kaldte dem dertil«, sagde Putin til de millioner af russiske TV-seere.

Manglede et job

Anton meldte sig til hæren, fordi han manglede arbejde. Han var færdig med gymnasiet, og det var svært at finde job i den lille provinsby Kosmodemjansk 600 kilometer øst for Moskva. Han fik en tjans på en byggeplads og blev snydt for sin løn. En periode arbejdede han på fabrik. I juni besluttede han at søge ind til militæret, fortæller hans mor. Hun var bekymret, for der var uro i nabolandet Ukraine.

Men sønnen beroligede hende.

»Han sagde, at præsidenten havde jo sagt, at der ikke var nogen russiske soldater dér. At det var dem selv, der kæmpede mod hinanden. Han troede på præsidenten, og det gjorde jeg også,« siger Jelena Tumanova.

Over for hende, i den lille stue, hænger et billede af Anton. Han er i sin uniform. Et sort sørgebånd sidder om rammen. På TV-apparatet under billedet ligger Antons kasket oven på et sammenfoldet russisk flag.

»Han sagde, »det er hæren, mor. Det er stabilt arbejde,«« husker Jelena.

21. juni blev Anton sendt til en søvnig kaserne i det sydlige Rusland, hvor den 18. motoriserede infanteribrigade holdt til.

Anton ringede hjem næsten hver dag. Både til sin mor og til sin kæreste, 17-årige Nadesjda Tjernova. De skulle giftes, når han kom hjem, havde de aftalt. Men efter halvanden uge begyndte Ukraine-krigen at dukke op i deres samtaler. En officer på militærbasen opfordrede de nye rekrutter til at melde sig som frivillige for at kæmpe i Østukraine, fortalte Anton sin kæreste.

»Han sagde, at de forsøgte at overtale dem til at tage til Ukraine for at hjælpe oprørerne,« fortæller Nadesjda Tjernova.

Anton sagde nej. Ifølge ham ønskede ingen fra delingen at kæmpe i en uerklæret krig mod Ukraine. Men i slutningen af juli fik brigaden en direkte ordre. De skulle på øvelse i Rostov-regionen nær den ukrainske grænse. Fra begyndelsen af august boede Anton og hans deling i en fremskudt lejr få kilometer fra Ukraine, fortalte han i sine daglige telefonopkald til familien.

At det var mere end en øvelse, forstod Anton 3. august. Da blev han for første gang sendt ind over grænsen, skrev han i en kortfattet besked til Nadesjda.

»Han ringede, da de var tilbage. I tre dage havde jeg ikke hørt fra ham. Jeg var meget bange,« fortæller Nadesjda til Berlingske.

Den lyshårede unge kvinde går stadig klædt i sort fire måneder efter Antons død. De var kærester i to år.

Ifølge de beskeder, Anton sendte til hende, var de første missioner korte. To-tre dage ad gangen. Men 10. august blev familiens værste frygt til virkelighed. Anton ringede til sin mor og sagde, de havde fået udleveret granater og 150 patroner hver. De skulle i krig. De havde fået ordre om at »hjælpe oprørerne« i Ukraine, sagde han.

Det sidste livstegn, Jelena fik fra sin søn, var en kort besked på den sociale tjeneste VKontakte. Kort efter klokken 15 den 11. august skrev Anton: »Har indleveret telefonen. På vej til Ukraine«.

Til Nadesjda skrev han samme forhastede besked. Hendes svar til ham står stadig som »ulæst« på det sociale netværk.

»Jeg elsker dig,« skrev hun.

Ingen undersøgelse

De to følgende døgn er omstridte. Men vi ved, at mindst ni soldater fra Antons brigade omkom mellem den 11. og 13. august. Det har de russiske myndigheder bekræftet.

 

Den russiske menneskeretsgruppe Memorial og Ruslands forening af Soldatermødre bad i september det russiske auditørkorps, der står for undersøgelser af dødsfald i hæren, om en forklaring på de unge mænds død.

»Der startes altid en undersøgelse, når en soldat mister livet, medmindre det drejer sig om for eksempel et biluheld. Hvis nogen dør under en øvelse, så undersøges det også for at udelukke en forbrydelse,« siger Sergej Krivenko, der er Memorials ekspert i sager om soldaters rettigheder.

Men Antons død udløste ingen undersøgelse. I stedet bankede en officer fra den lokale kaserne en augustdag på døren hos Jelena. Han rakte hende en dødsattest.

Anton var død i tjenesten, sagde officeren. Hans ben var flået i stykker af granatsplinter. Så meget stod klart fra dødsattesten. Men der stod ingen steder, hvor det var sket. Lægen havde blot tilføjet med håndskrift, at Anton var død på »et midlertidigt udstationeringssted«.

Jelena græd. Hun spurgte officeren, om det var sket i Ukraine. Det bekræftede han. Anton var død i en træfning med ukrainske styrker, sagde officeren.

»Jeg sagde, »hvordan er det muligt? Der er jo ingen ordre fra den øverstbefalende? Den øverstbefalende er jo præsidenten«. Han sagde: »Der var en mundtlig ordre«,« siger Jelena Tumanova.

Men officielt eller skriftligt ville ingen fra hæren bekræfte, at Anton var død i Ukraine. Og hæren sendte ingen officiel repræsentant til begravelsen, præcis to måneder efter Anton meldte sig til tjenesten.

»Vi har ingen information om den pågældende sag,« siger en officer på den lokale kaserne i Kosmodemjansk, da Berlingske spørger om en kommentar.

Antons sag er ikke enestående

Anton er ikke den eneste, der er blevet begravet i stilhed. Menneskeretsgruppen Memorial har gennemført sin egen undersøgelse af en række officielt uopklarede dødsfald blandt russiske soldater i august, september og oktober, mens krigen rasede i Ukraine. Sergej Krivenko fra Memorial har talt med to overlevende soldater fra Antons deling. En af dem afgav en skriftlig erklæring om begivenhederne og er parat til at vidne i en retssag.

Ifølge erklæringen, som Berlingske har læst, blev hundredvis af unge russiske soldater 11. august sendt på en mission ind i Ukraine. De skulle ledsage lastbiler med ammunition til de prorussiske oprørere.

13. august ankom de til byen Snesjnoje dybt inde i det østlige Ukraine. Her kom delingen under beskydning fra ukrainsk side. De var uforberedte og led tab, som soldaten anslår til »over hundrede«.

»Det var ikke kamp. Det var beskydning. Og under denne beskydning døde Anton Tumanov og mange andre,« refererer Sergej Krivenko udsagn fra de to soldater i Antons deling.

De russiske myndigheder afviser den udlægning. I slutningen af november kom et svar fra det russiske auditørkorps på Memorials forespørgsel. Det bekræftede i alt 29 dødsfald i august.

Men auditørkorpset meddelte samtidig, at intet tydede på mistænkelige omstændigheder ved de pågældende dødsfald. Der ville derfor ikke blive indledt en officiel undersøgelse.

Det er helt usædvanlig, siger Sergej Krivenko. Både tavsheden og den manglende undersøgelse. Under Ruslands krige i Tjetjenien i 1990erne og i Georgien i 2008 lagde ingen skjul på den militære involvering. De faldnes efterladte fik officiel hæder og erstatninger.

»Efter alt at dømme foregår der en skjult brug af russiske væbnede styrker. Soldater dør, men myndighederne fastholder, at der ikke er nogen krig,« siger Sergej Krivenko.

Ingen vil tage ansvar

For Jelena Tumanova er tasheden det værste. Hendes søn mistede livet, fordi han fulgte sine overordnedes ordre, siger hun. Men ingen vil stå ved de ordrer, der kostede ham livet.

»Hvis I gør sådan noget med vores børn, så anerkend, hvad I har gjort,« siger hun.

Fire måneder efter Antons død har hun endnu ikke fået udleveret hans personlige ejendele. Det eneste, hun har fået som minde, er det russiske flag, der var svøbt om hans kiste.

»Han er et menneske. Han har et navn. Og jeg ønsker ikke, at de holder det navn skjult,« siger hun.