Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kondomerne bliver hængende i supermarkedet, når københavnerne skal have sex.
Det betyder, at væsentligt flere smittes med for eksempel gonoré og HIV med risiko for følgesygdomme som kronisk underlivsbetændelse, betændelse i testikler og kræft.
Det fremgår af et baggrundsnotat til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune lavet af Sundhedsstyrelsen.
Man har ellers troet, at sexsygdomme som gonoré og syfilis var udryddet, men de er blomstret op igen, fortæller Camilla Aavang Poulsen, der er koordinator for kommunal forebyggelse og sundhedsfremme hos Sex & Samfund. Tendensen har flere forklaringer, fortæller hun.
»Det kan skyldes, at det er de rigtige, altså dem med en risikoadfærd, der bliver testet. Det kan også skyldes, at sygdommene ikke længere har en skræmmeeffekt som i 1980erne, hvor man kunne dø af HIV og AIDS, og motivationen til at bruge kondom derfor er faldet. Og så overrasker det ikke, at københavnske unge ligger højt i statistikken, for København er en seksuelt mangfoldig by og en uddannelsesby, og det er oftest de unge mellem 15 og 29, der smittes med sexsygdomme.«
Tallene for københavnernes sexsygdomme taler deres eget tydelige sprog:
Gonoré – 494 tilfælde i 2015. 1133 i 2017. HIV – 85 tilfælde i 2015. 101 i 2017. Syfilis har været stødt stigende i flere år med et mindre fald siden 2015. 462 syfilis-smittede københavnere i 2015. 312 smittede i 2017. Til gengæld er antallet af smittede med klamydia, der er symptomløs men kan føre til barnløshed og kroniske underlivssmerter, faldet fra 7414 tilfælde i 2015 til 7248 i 2017.
Camilla Aavang Poulsen, koordinator for kommunal forebyggelse og sundhedsfremme hos Sex & Samfund »Vi har længe råbt vagt i gevær.«
I følge Sex & Samfund kan man med fordel bryde smittekæden blandt københavnere og danskere generelt ved oplysning om konsekvenserne af at have en ubehandlet sexsygdom og undervisning af unge om prævention samtidig med opsporing og behandling af sygdommene.
Københavns Kommune har i flere år arbejdet målrettet på oplysning og undervisning og kampagner og alternative testmuligheder. I samarbejde med Sex og Samfund har man blandt andet stillet en anonym klamydia- og gonoréhjemmetest til rådighed på nettet.
»Vi har længe råbt vagt i gevær,« siger Camilla Aavang Poulsen.
»Vi skal fortsætte med det, vi gør, men også sætte målrettet ind for at opspore de smittede og sørge for, at de bliver behandlet. Hvis det stod til os, skulle alle unge i hele landet have muligheden for hjemmetests. Det skulle ikke være afhængigt af, hvilken kommune, man bor i.«
Hjemmetestene ser ud til at virke. 38 pct. har i en undersøgelse svaret, at havde de ikke haft muligheden for at blive testet anonymt derhjemme, ville de slet ikke have testet sig selv.
For at ændre københavnernes seksuelle vaner, bør man gribe tidligere ind, end man gør i dag, mener Københavns Sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
»Så skal vi starte i Folkeskolen med seksualundervisningen. Den skal gøres meget bredere end i dag, så man taler om andet end uønsket graviditet. Og så skal vi have bredt hjemmetestene ud. Men det er svært at gøre op med et kæmpe problem, der er i Folkeskolen, når man har afskaffet seksualundervisningen som et selvstændigt fag.«