Gwen Stefanis søde flugt

Koncert: Det skorter ikke på bling bling og glimmer, når Gwen Stefani kommer til byen. Men i en ikke så fjern fortid havde hun altså mere at byde på end det.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første gang, jeg så Gwen Stefani, troede jeg, at hun var en groupie. Det var på Roskilde Festival 1996, og hendes band No Doubt var netop trådt ind på Gul Scene, festivalens næstmindste.

Vi anede ikke, hvem de var, og No Doubts tre mandlige medlemmer var allerede fuld sving med deres kværnende ska-punk-pop-rock. Ude i kulissen stod en blondine, der med bart maveskind, pangfarvet kropsnært streetwear og platingarn lignede en, der prøvede lige lidt for hårdt.

Vi pegede hende ud og grinede i skægget, men vupti, bang: Tre flikflak-spring senere stod hun inde foran mikrofonen og gav den fuld slæde, mens vennerne og jeg plejede en flovmand og en dybt sænket underkæbe.

Det var dengang med »Don't Speak«, »Just A Girl« og et uglamourøst band, der fik energi, melodi og en knivspids kulturkritik til at gå op i en om ikke højere, men så i hvert fald kløgtig og spraglet enhed af den slags, der var så typisk for årtiet.

Nu er Gwen Stefani for længst gået solo, og det er lykkedes hende at etablere sig selv som ikonisk blonde, som hiphop-producernes foretrukne poptøs og som direktør for sit eget tjekkede tøjmærke, Lamb.

Det er næsten for meget af det gode, eller rettere: Det er for meget af det gode. Jeg tror nemlig, at Gwen Stefani er en kløgtig dame, og jeg tror, at hun søndag i det halvfyldte Forum gjorde sig dummere, end hun er.

Det skurrer, at en voksen dame to år fra de fyrre omgiver sig med ungdomscrazy breakdancere i skolekomedieagtige positurer. Og værre endnu: At en kvinde som for ti år siden spyttede på scenen, og hvis band hittede med en ormstukken appelsin på coveret, i dag har bygget sit show op omkring en fnugfri, Gucci-agtig bling bling-æstetik. Jeg tror simpelthen ikke på det. Og så fungerede det altså heller ikke som noget plus, at det lidt ølbøvsede backingband med bulder og brag pillede pynten af Stefanis højglanspolerede L.A.-drømmefabrikpop i sange som »Orange County Girl« og »Early Winter«.

Fra laber til lummer
Det begyndte ellers så festligt: Frem på scenen kørte Stefani i et gyldent bur til den sprøde titelsang fra hendes seneste soloalbum, »The Sweet Escape«. Det stod dog hurtigt klart, at Stefani solo hverken er en interessant eller dynamisk sangerinde, heller ikke selv om hun ofte sang oveni et tommetykt, på forhånd indspillet stemmespor.

Iført kreationer spændende fra det labre til det lumre svang hun sig gennem de hiphoppede »Hollaback Girl«, »Wind It Up« og »Yummy«, og midtempo-pop som »Wonderful Life« og »Danger Zone« – men det var kun hendes reneste popstunder som »What You Waiting For« og altså »The Sweet Escape«, der kunne holde showet swingende. Og den slags har hun altså ikke nok af i rygsækken til to timers koncert.

I 1990erne sang Gwen Stefani bittersødt om sit hjemsogn Orange County på »Tragic Kingdom« – slang for Magic Kingdom, som det lokale, og originale, Disneyland undertiden kaldes.

I dag sentimentaliserer hun over. at hun blot er en »Orange County Girl«. Og at hun søndag sendte en enkelt spytklat mod scenegulvet, virkede blot som en nervespasme fra en tidligere karriere, hvor hun havde mere på hjerte og hjerne, og ikke var bange for at skilte med det.