Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Eva Selsing i Groft sagt: Og det var så den akademiske karriere

Selsing
Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Adieu, lektor Stidsen

Eva Selsing

En usædvanligt modig kvinde ved navn Marianne Stidsen trodser den femi-totalitære tidsånd. I et opråb i Uniavisen sender Stidsen, der er lektor i sprogvidenskab på KU, en replik til de radikalfeministiske kræfter, der er ved at bemægtige sig universitetet.

At presse en særlig regnbuepolitik eller kønsvinkel ned over alle forskningsområder, der lægges op til, »er ensbetydende med en ideologisering af universitetet svarende til, hvis alle fag pludselig skulle sværge ed over for en kommunistisk ideologi eller underlægge sig en nazistisk ideologi. Sådan som det kendes fra de totalitære stater i det 20. århundrede,« skriver hun.

Sammenligningen er fuldt ud rimelig, men det vil den ekstremt intolerante femimagt på universitetet sandsynligvis blæse et stykke. Herfra spås den modige lektor en meget kort videre karriere i akademia.

Færøsk fornuft

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Færøerne vil etablere en repræsentation i Jerusalem engang næste år. Færøernes udenrigsminister, Jenis av Rana, begrunder det med, at Jerusalem er Israels hovedstad. Derfor er det også det rette sted at etablere sig.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen, mener derimod, at Færøerne skal etablere sig i Tel Aviv, fordi andre europæiske lande gør det.

Groft sagt mener, at statsministeren burde lytte til logikken i den færøske argumentation i stedet for den manglende logik i den europæiske. Man etablerer sig i hovedstaden. Det ville også være mærkeligt, hvis Israel besluttede sig for at etablere landets ambassade i Jelling, fordi byen engang i fordums dage havde ageret dansk hovedstad. Samtidig burde statsministeren præsentere de europæiske partnere for en omgang sund færøsk fornuft.