Det er tilsyneladende svært for nogle Michelin-restauranter, at få det til at løbe rundt. Det gælder også i Norge, hvor restaurant Under befinder sig i byen Lindesnes.

Restauranten har ellers været omtalt i pressen i hele verden, og kom i 2019 på forsiden af Time Magazine, hvor det blev nævnt som et af verdens 100 bedste steder. Da Berlingskes madanmelder Søren Frank var forbi i 2019, skortede det heller ikke på roser. 

Men nu har restauranten fyret alle sine 24 ansatte fra årsskiftet, siger den danske køkkenchef, Nicolai Ellitsgaard Pedersen, til norske Børsen.

»Jeg har været med i syv år, så det er selvfølgelig meget trist. Restauranten er det eneste jeg har tænkt over – alt hvad jeg har lavet, har haft noget med restauranten at gøre,« siger køkkenchefen. 

Restaurantens årsregnskaber for 2022 viser ifølge Børsen, at restauranten omsatte for 24,7 millioner norske kroner, hvilket i dagens kurs svarer til  cirka 16 millioner danske kroner. Det blev dog kun til et overskud på cirka 10.000 danske kroner. 

Michelin-restauranter i Danmark er flere gange blevet anklaget for dårligt arbejdsmiljø, og tilsyneladende er der heller ikke helt styr på det på Under. 

I februar skrev det norske medie Fædrelandsvennen, at Arbejdstilsynet fandt flere brud på arbejdsmiljøloven, da den var forbi. Herunder, at personalet havde for lange vagter, og at de arbejdede ulovligt i weekenderne. 

Arbejdsuger på 60 timer

»Den lange tur ned ad den imposante trappe til den store turkisblå væg, hvor vi har bord i første parket, føles dramatisk, nærmest historisk, det er, som om alt og alle i lokalet har en betydning,« sagde Søren Frank, da han var forbi Under i 2019. 
»Den lange tur ned ad den imposante trappe til den store turkisblå væg, hvor vi har bord i første parket, føles dramatisk, nærmest historisk, det er, som om alt og alle i lokalet har en betydning,« sagde Søren Frank, da han var forbi Under i 2019.  Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Nu siger ejeren af restauranten, Stig Ubostad, til Fædrelandsvennen, at restauranten fuldstændig skal ændre sit koncept for at få enderne til at mødes. Der har nemlig ikke været gæster nok til at få det hele til at løbe rundt. 

Herhjemme er det tilsyneladende også svært at få højgastronomien til at løbe rundt.

Den ellers populære restaurant Brace, der ligger i Teglgårsstræde, og som har en grøn Michelin-stjerne, meddelte torsdag, at den lukker. Det skyldes, at den ikke har kunnet hente det tabte hjem efter coronanedlukningerne, og har nu en uoverkommelig gæld. 

Udover det har en ny TV 2-dokumentar sat fokus på arbejdsmiljøet på en række Michelin- og fine dining-restauranter i Danmark. Blandt andet om en endog meget hård tone, om syge medarbejdere, der blev presset til at gå på arbejde, og hvor de ansatte havde arbejdsuger på 60 timer uden overtidsbetaling

Henrik Yde, der står bag Kiin Kiin, mener dog, at de dele af dokumentaren, der handlede om Kiin Kiin, ikke var retvisende, og han har hyret en advokat, der skal undersøge, om der er basis for et sagsanlæg.