Søren Frank: Hvis du kan lide bourgogne, skal du smage denne vin

AOK
Gastronomi
Guide

Den røde vin fra Jura er endnu mere lys, let og feminin end bourgogne, og så er den til at betale.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man i forvejen synes, at rød bourgogne er noget let og pjasket sprøjt, er der ingen grund til at spilde sin tid på bourgognes feminine fætter, rød jura, som er endnu lettere og lysere. Her tæller elegance, balance og letdrikkelighed fremfor power, tyngde, dybe farver og tanniner. Rød jura er med andre ord antitesen til de store tunge 'Parker-vine' med oceaner af alkohol, farve, koncentration og træ, som inspireret af den amerikanske vinkritiker af samme navn dominerede markedet op gennem 90erne og 00erne.

Det gælder ikke mindst den lokale poulsard-drue (også kaldet ploussard), som med 14 procent af beplantningen er den mest populære røde drue i Jura-distriktet og ikke så lidt af en følsom dame: Druens skaller er om muligt endnu mere tynde end pinot noirs, hvilket gør den følsom overfor meldug og råd. Poulsard modner tidligt, hvilket kan være en fordel, når sensommeren/efteråret er regnfuldt, og knopskyder også tidligt, hvilket gør den følsom over for forårsfrost. Den bedste forklaring på poulsards popularitet er, at den trives i Juras mergeljorde side om side med den lokale hvide savagnin-drue.

Faktisk er poulsards farvepigment så lavt, at den ofte forveksles med rosé og således også bruges til denne disciplin, inklusive rosé cremant, som Jura er storproducent af. Poulard kan være en lidt spagfærdig drik, men når vinbonden rammer den rent, er frugten lys og bærret a la ribs og tranebær – et sted midtimellem de allermest feminine røde bourgogner og nebbiolo fra urklassiske baroloproducenter som G.Mascarello og Burlotto.

Trousseau, som står for omkring otte procent af beplantningen, er en anden snak. Navnet har ikke noget med dametrusser at gøre, men kommer af druens let plumpe fremtoning, på fransk 'troussé'. I andre lande er den kendt som bastardo, under hvilket navn den indgår i portvin. Skallerne er relativt tykke, og druerne skal have meget sol. Trousseau er således svær at få til at modne på leret jord, hvorfor den oftest plantes på mere kalkholdige marker.

Trousseau er klart mørkere i glasset med tilsvarende mørke frugtnoter, ofte suppleret med et krydret, lettere aromatisk element i form af blandt andet rosenblade og peber. En vin, som med sin friske syre egner sig glimrende til at rense munden efter de fede pâtéer og pølser, som konstant står på spisebordet i Jura.

Endelig er der pinot noir, som dækker 13 procent af arealet og således er den næstmest plantede røde drue. Jura-pinoterne er generelt lettere og mere sexede og saftige end deres fætre fra Bourgogne, de når til gengæld sjældent samme monumentale højder. Jura-pinot’ens force er til gengæld, at den er til at betale, hvilket også gælder de andre røde juratyper, selvom prisudviklingen desværre går den forkerte vej.

Tissot (Rosforth/Gladvin)

2019 DD (246 kroner/ 205 kroner v 6 fl.) ★★★★☆☆

2019 Trousseau En Amphore (444 kroner/ 370 kroner v 6 fl.) ★★★★★☆

2019 Pinot Noir En Barberon (438 kroner/365 kroner) ★★★★☆☆

Tissotfamilien er hjemmefødte juravinbønder og besidder et ganske stort domæne på 65 hektar. Nuværende generation, Stephane, gik øko i 1999 og bio i 2004, stilen er relativt klassisk, men bevæger sig stille og roligt i retning af naturvin.

Således er hverken DD, som er poulsard blandet med pinot og trousseau, eller Trousseau en Amphore tilsat svovl. Begge vinene er let uklare i glasset og meget saftige, næsten mostagtige, men uden fadpræg (DD er lagret på store foudres, mens trousseau er lagret på amfora).

DD er lækkert åben med klare noter af skovsø og stilke, værd fire og en halv stjerne. Trousseau'en, der med fem og en halv stjerne er smagningens bedste vin, er lige en tand dybere og tættere, med flere muskler og sikkert også mere lagringspotentiale.

Pinot Noir En Barberon er relativt mørk og flot, men også mere konventionel og væsentligt mere fadpræget i udtrykket – fire og en halv stjerne.

Ratte (Niche Vine/Venner & Vin)

2020 Clos Maire Arbois (310 kroner Niche Vine) ★★★★★☆

2019 Les Corvées, Arbois (225 kroner/ v 6 fl. Venner & Vin) ★★★★★☆

Michel-Henri og Françoise Ratte har ni biodynamisk drevne hektar i Arbois.

I min mund er parret relativt set bedre til de røde end de hvide, stilen er herligt ufiltreret, rund og saftig.

Clos Maire, blandet af pinot noir og trousseau, er den yngste og umiddelbart mest sexede og åbne med blåbærfrugt og vanilje. Corvées, som er ren trousseau, er væsentligt mørkere, mere koncentreret og magtfuld, med en lille snert af acetone.

2016 Ploussard, Tony Bornard (260 kroner, Krone  Vin) ★★★★★☆

Bornard junior (søn af Philippe Bornard, som står for juravinen med ræven på etiketten) står for en ekstremt lys og feminin stil. Vinen er uklar i glasset, men fuldt åben og veludviklet i næsen med stilke, skovsø og underskov samt et let strejf af marsala i eftersmagen. Fnuglet med 11,2 %. Kravler lige op på fem stjerner.

2019 Gibous Trousseau, Arbois, Les Bottes Rouges (388 kroner, Krone Vin) ★★★★★☆

Jean-Baptiste Menigoz er endnu en jura-bonde, som er kommet udefra fra for relativt nylig (2012) og har grundlagt et lille domæne, på fire hektar. Denne trousseau er helt klar i glasset og relativt mørk. Næsen er flot åben og osende med tons af ribs og tranebær og et strejf af røv. Finishen er relativt tør med et snert af acetone.

2018 Poulsard, Côtes du Jura, Lulu Vigneron (265 kroner, Krone Vin) ★★★★★☆

Bag LuLu Vigneron står den arkitektuddannede tysker Ludwig Bindernagel. Denne poulsard er, som det hører sig til, ekstremt lys i glasset. Frugten er ligeledes lys, ribsagtig og feminin, med et strejf af acetone. Saftig, afrundet og fnuglet mund, 12,1 %. Kravler lige op på fem små stjerner.

2018 Elle Aime, L’Octavin (400 kroner, Krone Vin) ★★★★☆☆

Bag Octavin finder man Alice Bouvets, her med en sjælden blanding af pinot noir og chardonnay, som er plantet sammen. Vinen er lys og uklar i uklasset med en markant naturagtig profil inklusive mødding, stilke og acetone. Ultralet og feminin 11,5 %. Fire og en halv stjerne.

Domaine du Pélican (Philipson Wine)

2018 Poulsard Arbois (295 kroner v 6 fl.) ★★★★☆☆

2019 Béranger trousseau, Arbois (410 kroner v 6 fl.) ★★★★☆☆

Dette biodynamiske domæne blev skabt i 2012 af den kendte bourgogneproducent Marquis d’Angerville fra Volnay. Stilen er meget ren og konventionel set i denne sammenhæng. Poulsarden er ekstremt lys og klar i glasset med fine noter af ribs, som leder tankerne i retning af barolo fra G.Mascarello. Trousseauen er væsentligt mørkere og mere maskulin med mere bundtræk, denne kunne godt ligne pinot noir fra Bourgogne. Begge scorer fire og en halv stjerne.

2018 Pinot Arbois, Domaines des Bodines (295 kroner, Krone Vin) ★★★★☆☆

Bag Domaines des Bodines står parret Alexis og Emilie Porteret, som lavede deres første årgang fra de bare fire hektar i 2011. Vinen er ganske lys i glasset og uklar. Frugten er saftig, næsten mostagtig med stilke, underskov og skovsø og et snert af rom. Let prikkende og syrlig mund. Fire og en halv stjerne.

2019 Trousseau, Côtes du Jura, Domaine Pignier (295 kroner, Vinguruen) ★★★★☆☆

Pignier er et relativt gammelt domæne og et af de første til at blive certificeret biodynamisk, ikke desto mindre er stilen relativt konventionel. Vinen er mørk og klar i glasset. Frugten er godt moden, med noter af chokolade, lakrids og flødekaramel. Man fornemmer også noget træ og trousseaus karakteristiske kombination af rosenblade og peber. Fire og en halv stjerne.

2006 La Capitaine Arbois, Domaine de la Pinte (Magnum 444 kroner / 373 kroner v 6 fl., Rosforth) ★★★★☆☆

De la Pinte er et af de ældre (1952) og største (34 ha) domainer i dagens Jura. Domainet er biodynamisk drevet, men udtrykket er relativt traditionelt. Næsen på denne pinot noir er flot åben og moden med let blommet jammy-frugt samt lakrids, peber og en del træ. Munden er fint afrundet. Fire og en halv stjerne.

Fruitière Vinicole d’Arbois (Husted Vin)

2018 Trousseau Arbois (169 kroner) ★★★★☆☆

2019 Love Poulsard Arbois (209 kroner) ★★★★☆☆

Kooperativet i Arbois er en af Frankrigs ældste og  den største producent i Jura. En stor del af vinen sælges til supermarkeder og fra stalddøren direkte til private kunder. Begge vine er meget lyse, klare i glasset og konventionelle i udtrykket. Stilen er let fin og feminin med et strejf af lakrids og en anelse tør i munden – jeg kunne godt have brugt lidt mere frugt. Fire små stjerner til begge.

2018 Trousseau Arbois, Villet (280 kroner, Krone Vin) ★★★★☆☆

Gérard Villet har lavet vin fra sit økodomaine i Jura siden 1988. Stilen relativt klassisk/traditionel. Her er udtrykket meget mørkt og en smule lukket med en smule varm frugt, hvilket formentlig skyldes årgangen. I munden tæt og koncentreret med nogen tannin og tilsyneladende også træ.

2019 Trousseau a la dame, Arbois, Domaine de la Renardiere (275 kroner, Vintro) ★★★★☆☆

Renardiere har syv biodynamisk drevne hektar i Arbois. Denn trousseau er let uklar i glasset med medium dyb kulør. Næsen er relativt burgundisk og peberkrydret med indslag af hønsefond og reduktion.

2019 Poulsard Les Clous, Domaine de L’Aigle à deux têtes (275 kroner, Victoria Vine) ★★★☆☆☆

Ekstrem lys i glasset. Sjov, nektaragtig, overmoden frugt og flødekaramel. Ganske sart og blød. Tre og en halv stjerne.

2019 La Grande Chaude, Côtes du Jura, Philippe Chatillon (395 kroner, Niche Vine) ★★★☆☆☆

Efter 18 år som vinmager for Domaine de la Pinte startede Philippe Chatillon i 2013 sit eget lille domæne, der i dag tæller 3.5 hektar. Denne blanding af pinot noir og trousseau er ganske rustik: Mørk og uklar i glasset med nogen oxidation i form af acetone og lignende. Dog ganske saftig. To flasker åbnet med samme resultat. Tre og en halv stjerne.