Restauranternes navne bliver mere og mere kryptiske. At give en restaurant på Vesterbro titlen 3100, som er Hornbæks postnummer, må være den foreløbige rekord. Forklaringen er, at de to venner, Marcus og Rasmus, som står bag stedet, begge er vokset op i netop Hornbæk.

I min verden kunne der næppe være længere fra 3100 Hornbæk, som jeg forbinder med sommerhuse i palæstørrelse og strandløver i Erik Brandt- og Thorkild Thyrring-klassen, og så til denne ydmyge tomandsbetjente kælderbeværtning på det ydre Vesterbrogade.

Spisestue, vinstue, dagligstue

»Spisestue, Vinstue, Dagligstue,« står der på det undseelige skilt på facaden, hvilket egentlig meget godt deklarerer, hvad man har i vente. 3100 er et af byens mindste og mest uformelle spisesteder. Hvis alle borde pakkes perfekt, er her – inklusive baren og et bord i køkkenet – maksimalt plads til 20 gæster.

Indretningen er nærmest ikkeeksisterende; der har helt sikkert ikke været hyret nogen højt profileret tegnestue her. Vores tomandsbord var så lille, at det ikke lod sig gøre at have vin, brød og tallerkener på bordet samtidig. Belysningen var lige så minimal og bestod primært af stearinlys.

Der blev spillet relativt høj musik; denne aften funk og disco fra min tidligere ungdom midt i 1970erne – jeg følte mig som 13 år igen, da jeg genhørte WARs »Low Rider«. Det er ikke til at komme udenom, at akustikken også var en smule presset, hvilket især var en udfordring i begyndelsen, hvor et par ungersvende ved nabobordet var ved at varme op til en aften på Vega. Drengene gik heldigvis hurtigt, og så var resten af aftenen lutter hygge.

Radiotavshed

3100 er på flere planer typisk for byens nye post-corona-steder. Vi befinder os i en kategori, der er så afslappet, at man knapt kan bruge ordet restaurant, endsige bistro. Informationer findes der ingen af, hverken på hjemmesiden, Instagram eller i trykt menuform, al kommunikation foregår mundtligt på stedet gennem værten.

Oprindeligt skulle 3100 have været en vinbar, fortalte han, men så viste det sig, at gæsterne ville have mere mad, og nu består aftenens pakke af en menu med fem ombæringer til yderst fornuftige 320 kroner. Men man kan nu stadig også bare lægge vejen forbi og drikke et glas vin, forsikrede værten.

Vinkort er der heller ikke noget af; man lader sig enten guide af værten eller finder selv en flaske i det lille vinskab i baglokalet. Han åbner gerne det meste og serverer det på glasset til rimelige priser. Vi faldt over en flaske chardonnay 2017 Chantemerle fra Jérôme Arnoux i Jura (550 kroner), som gjorde os glade og i øvrigt passede perfekt til maden, som var domineret af grøntsager og fisk.

Frem med mormorstellet

Menuen, som blev serveret på godt skramlet mormorstel fra marskandiseren, startede stille og roligt ud med grillet surdejsbrød fra det glimrende bageri Brød henne om hjørnet på Enghave Plads med en skål velsmagende dip af grillede courgetter rørt med cremefraiche til at dyppe i.

Der var mere courgette i anden ombæring – her var den skåret i tynde bånd og marineret i citrus som en slags ceviche, rullet op som en rosette og toppet med en skefuld ørredrogn. Courgetten var garneret med en kold kefirbaseret sauce smagt til med dild og peberrod. Alt i alt en meget let og læskende ret, som midt i det gustne vintermørke smagte af sol og sommer.

Sild ala sommer

Der var på en eller anden måde også noget sommerligt over den næste ret: en stor, fed hårdtgrillet sild, stegt de sidste 20 sekunder med lagen fra sensommerens hjemmehøstede og -syltede brombær, som bidrog med et syrligt bid. Nedenunder silden befandt der sig en grov urtepesto og ovenpå citronskal og syltede porreblomster, alt sammen for at give kant til den fede fisk.

Det var nu tid til at få lidt rødvin i glasset. Jeg havde i vinskabet spottet en flaske fra den unge amerikaner Jonathan Purcell, som efter i en årrække at have arbejdet for den navnkundige Philippe Pacalet i Beaune, nu selv laver vin i Bourgogne under etiketten Vin Noé. Her var der tale om en glimrende, super saftig beaujolais, fra Julienas så vidt jeg husker.

Tilfredsstillende vegetarret

Så fulgte en god, rustik og mægtigt tilfredsstillende vegetarret i form af hårdt grillet spidskål, hvis let brændte og bitre smag var blødt op af en græskarcreme kogt med hønsefond, ristede hasselnødder og pinjekerner samt, på toppen, store mængder af revet vesterhavsost, som angiveligt var en særligt lagret juleversion fra i fjor, der skulle være mere dyb og krydret i smagen.

Hovedretten, hvis man kan tale om en sådan i denne sammenhæng, var grillet torskekrave – en udskæring, som sjældent ses på vores breddegrader, men er mere almindelig i blandt andet Japan. Den moderat kødfulde torskenakke blev serveret med en meget klassisk sauce kogt på fiskefond med masser af smør og cremefraiche.

På siden fulgte en fremragende frisk salat baseret på den herligt bitre romerske specialitet puntarelle, som åbenbart er i sæson nu. Puntarelle er en slags kæmpe mælkebøtte i cikoriefamilien, her marineret i olivenolie og citron og sekunderet af syltet fennikel og god gedefeta.

Ikke noget pjank

»Hvordan kan man leve af at servere en menu på fem ombæringer til 320 kr. per næse for 14 mennesker?« spurgte min ledsager på vej ud igen på Vesterbrogade.

Tjahh … man kan jo sørge for at holde udgifterne nede på et minimum. Det, vil jeg tro, er tilfældet på 3100, hvor man tydeligvis arbejder med relativt ydmyge (læs: ikke-prestigiøse) råvarer og ikke kaster om sig med penge til dyre designerstole og andet pjank.

Maden er ikke desto mindre gedigen, ærlig og rustik – nogenlunde på niveau med det, jeg selv laver derhjemme, hvilket nu heller ikke er så skidt endda, og svarer til en rating midt på skalaen i form af tre og en halv stjerne. De tre stjerner skal således ikke forstås som en negativ kritik, men simpelthen en indikation af, at vi her befinder os et hak under mere poleret og elaboret bistromad, som for eksempel den fra Kristian Baumanns Juju, der scorede fire stjerner her på siden.

3100

Vesterbrogade 87, tlf.  2062 7378

Priser: fem serveringer, 320 kroner.