Søren Frank: Denne årgang vil gå over i historien – her er de bedste køb

Søren Frank, mad- og vinredaktør på Berlingske. Thomas Lekfeldt

Hvis du er træt af pluskæbede hvide bourgogner, bør du tage et kig på den nyankomne, kølige årgang 2021. Søren Frank har smagt 24 vine og udvalgt de bedste køb.

Som de fleste helt sikkert har bemærket, er vejret gået hen og blevet en mærkelig størrelse. Ikke bare herhjemme, men også i Bourgogne. Efter tre usædvanligt varme somre med historisk tidlig høst i 2018, 2019 og 2020 blev 2021 lidt af et annus horribilis for vinbønderne. Det startede med heftig forårsfrost, som ankom 5. april og blev hængende nærmest hele måneden. Når planterne bliver ramt af frost, efter de har dannet knopper, bærer de ingen frugt, og høsten bliver således mindre i sidste ende.

Det kølige vejr fortsatte, for at det ikke skal være løgn suppleret med regn, som medførte angreb af svampesygdommen meldug. Efter en kølig og småfugtig sommer startede høsten omkring 18.-20. september – hvilket var normalt i de gode gamle dage, før klimaforandringerne for alvor satte igennem. Udbytterne var mange steder nede omkring 20-30 procent af normalen, så det mest dækkende, man kan sige om 2021, er, at der er meget lidt af den. Mange af de bedre vine er allerede udsolgt på forhånd.

Andre læser også