Eriksen lyner igen i sikker Tottenham-sejr

Den danske midtbanekreatør scorede sit fjerde mål i de seneste fem kampe, da Tottenham slog Cardiff.

Tottenham hopper for en stund op på andenpladsen i Premier League med sejren over Cardiff. Rebecca Naden/Reuters Fold sammen
Læs mere

Christian Eriksen er for alvor kommet i målform.

Nytårsdag scorede den danske midtbaneprofil for fjerde gang i de seneste fem Premier League-kampe, da Tottenham på udebane slog Cardiff 3-0.

Eriksen gjorde det til 2-0 efter 12 minutter. Det var danskerens sjette mål i sæsonen og det fjerde siden 15. december.

Kenneth Zohore var ikke med i Cardiffs trup tirsdag. Danskeren sad ude med en skade.

Med sejren overhaler Tottenham hvert fald for en stund Manchester City og hopper op på andenpladsen i den bedste engelske række med 48 point. Guardiolas tropper har 47 point, men har spillet en kamp færre.

Cardiff indtager 16.-pladsen med 18 point.

Tirsdagens kamp var mere eller mindre allerede afgjort, da dommer Kevin Friend fløjtede til pause.

Tottenham kom en smule tilfældigt foran allerede efter tre minutter, da Cardiff-forsvareren Sean Morrison i et forsøg på at sparke bolden væk tæt på mål sendte den ind på Harry Kanes ben, så den i stedet for at ryge væk sneg sig ind bag målmand Neil Etheridge.

Små ti minutter senere gjorde Christian Eriksen det som bekendt til 2-0.

Den danske landsholdsspiller modtog efter en omstilling bolden på kanten af feltet. Efter et par træk sendte Eriksen køligt kuglen i kassen med en flad afslutning.

Efter 26 minutter gjorde Son Heung-min det til pausestillingen 3-0 efter et flot opspil, der efterlod de walisiske forsvarsspillere som statister.

Tottenhams store føring lagde lidt en dæmper på begivenhederne i anden halvleg.

Cardiff havde ikke ressourcerne til at indlede et comeback, og Tottenham var selvsagt tilfredse med, hvor kampen var på vej hen.

Son Heung-mins scoring endte derfor både som første halvlegs og kampens sidste.

/ritzau/