B.T. afslører: Daniel A. Pedersen skifter til Brann

En ny udfordring er så godt som på plads for den tidligere Superliga-profil Daniel A. Pedersen.

B.T. kan afsløre, at han skifter Lillestrøm ud med Brann og dermed bliver i Norge - såfremt han består lægetjekket i sin nye norske klub.

Nordmændene scorer ham foran Daniel A. Pedersens tidligere klub, erfarer B.T.

Netop nu sidder han i et fly på vej til Norge, hvor han med sin agent Christian Bysted vil afslutte de sidste detaljer.

Daniel A. Pedersen sagde i sommeren 2018 farvel til Superligaen efter hele 158 kampe i den bedste række for klubberne Silkeborg og AGF, og han gav efterfølgende dette interview til B.T. om årsagerne til, at han lod sin kontrakt løbe ud. 

Turen gik til Norge og Lillestrøm blev en succes, og Daniel A. Pedersen har markeret sig så stærkt, at han for et år siden forlængede kontrakten med to år i klubben.

Ikke desto mindre rykker han videre nu, fordi Lillestrøm i sin sidste kamp oplevede et vildt kollaps og smed en 4-0-føring over Start og dermed røg ud af Eliteserien på reglen om udebanemål.

Danskeren undgår med dette skifte at spille fodbold på næsthøjeste hylde og kommer til en klub, der ramte alt lige midt imellem det hele i den sæson, der sluttede med årets udgang. Ud af 30 kampe vandt Brann 10 gange, spillede 10 uafgjorte og tabte 10.

Nu skal en dansker være med til at forbedre det.