Tåreperser med humor

Ansel Elgort og Shailene Woodley gør det godt i en rørende film om kærlighed i sygdomskatastrofens tegn. Fold sammen
Læs mere

Hazel Grace (Shaileene Woodley) er kun 16 år, og hun har kræft i skjoldbruskkirtlen, som har spredt sig til lungerne. Det kræver, at hun går rundt med en iltflaske. Også når hun nærmest skubbes hen til de andre dødssyge i støttegruppen af sin bekymrede mor. En dag møder hun Augustus Waters (Ansel Elgort), der har mistet sit underben til knoglekræften. Fremtiden bliver lysere for dem begge af mødet.

Historien i instruktøren Josh Boones »En flænge i himlen« er ikke særlig original, men med på tudeturen er heldigvis to dygtige og charmerende unge skuespiller (begge set i »Divergent«), der sammenlagt løfter materialet højt op over den del af filmen, der virker som en turistreklame for Amsterdam. Hvis man havde turdet lave samme film med to gennemsnitligt udseende unge mennesker, kunne den romantiske tåreperser med en pæn portion humor godt score en ekstra stjerne. Jacob Wendt Jensen

Hvad: »En flænge i himlen«. Hvem: Instruktør: Josh Boone. Medvirkende: Shailene Woodley, Ansel Elgort, Laura Dern, Willem Dafoe. Hvor: Premiere over hele landet.