Er der noget, der hedder et harmløst sidespring? Eller er utroskab altid et utilgiveligt forræderi? Kan man selv være skyld i, at ens partner får lyst til at dyrke sex med en anden? Kan man elske et menneske og samtidig være forelsket i et andet? Og kan nogen af parterne leve med den situation?
Det er de ømfindtlige spørgsmål, som rumsterer i den danske instruktør Simon Stahos svenske film »Himlens Hjerte«. Den begynder med, at vi ser ægteparret Susanna og Lars blive skilt, hvorefter filmen springer ni måneder tilbage i tiden og fortæller sin historie som et langt flash-back. Dermed ved vi fra starten, hvordan beretningen ender – tror vi da, for Simon Staho serverer en overraskelse til sidst og rykker dermed ved sin tilskuers sindsstemning på en måde, som man absolut ikke havde regnet med.
Filmen handler om Lars og Susannas nære venskab med ægteparret Ann og Ulf, og den skildrer de frustrationer, som midaldrende mennesker kan opleve, når den ægteskabelige passion ikke længere brænder med helt så hed en flamme, som den gjorde engang.
I dette tilfælde medfører den erotiske nedkøling på hjemmebanen, at Lars og Ann indleder en affære, og den får voldsomme konsekvenser – »Himlens Hjerte« hører til de film, hvor utroskab er en katastrofe af kolossale dimensioner, og de fire sårede, sammenbidte og selvmedlidende personer – flere mennesker er der ikke i filmen – havner i et emotionelt drama, der uvilkårligt må få tilskueren til at tænke på både Lars Norén og Ingmar Bergman.
Staho som voksen
Det lyder umiddelbart deprimerende og er bestemt heller ingen solstrålehistorie, men Simon Staho har status som den mest dystre og misantropiske af alle filmskabere, og sammenlignet med hans tidligere film kommer »Himlens Hjerte« næsten som en lettelse.
I »Dag og Nat« fortalte han om en mand, som havde besluttet at begå selvmord, i »Bang Bang Orangutang« smadrede den mandlige hovedperson sin tilværelse ved at køre sin lille søn ihjel, og i »Daisy Diamond« myrdede den kvindelige hovedperson sin baby. Set i forhold til disse ekstremt barske og tænderskærende pessimistiske værker er den nye film et høfligt konversationsstykke, hvis personer ganske vist lider alle helvedes kvaler, men uden at slå nogen ihjel eller selv gå i hundene. Er den benhårde Staho ved at blive blødsøden?
Nej, han er snarere ved at blive voksen, og han og hans faste medforfatter Peter Asmussen har til »Himlens Hjerte« skrevet et mere modent og nuanceret manuskript end til de tidligere, kulsorte og vrængende film. De fire personer i den nye film er begavede og velformulerende, og selv om filmen stort set består af lutter nærbilleder og dermed ikke er voldsomt interessant visuelt – den kunne sagtens fungere som teaterforestilling – er dens dialog fyldt med skarpe og nærgående diskussioner om eksistentielle emner som kærlighed, seksualitet, loyalitet og svigt.
Altså har vi her en intelligent film for modne mennesker. Staho er stadig Staho, så filmen er spækket med kvæstede følelser og forbitrede frustrationer, og den pendler frem og tilbage mellem det pinlige og det smertelige, men bag bebrejdelserne og aggressionerne rummer den en bevægende ømhed. Og hvis man ikke kan høre den i de beske replikker, kan man se den i øjnene på de fire kærlighedshungrende mennesker spillet fuldstændig fremragende af Lena Endre som Susanna, Mikael Persbrandt som Lars, Maria Lundqvist som Ann og Jakob Eklund som Ulf.
Efter de brutale ydmygelser og fysiske fornedrelser, som personerne har været ofre for i Simon Stahos tidligere film, virker det velgørende at se et værk, hvori personerne kun sårer hinanden med ord. Det kunne de hos andre filmskabere have gjort langt mere sarkastisk og vittigt end her, men Staho er mindst af alt humorist – til gengæld er han en konsekvent og kompromisløs kunstner, og »Himlens Hjerte« demonstrerer, at han nu er holdt op med at råbe rasende ad tilværelsen og begyndt at tale roligt med den i stedet.
Sammen med den nye films trods alt håbefulde slutning opleves det som et gigantisk fremskridt og gør denne nervespændte beretning om skyldfyldt utroskab til en stærk og vedkommende oplevelse.
