Nuancer af grå

»Hannahs valg« er en stærk, tankevækkende og spændende film om det juridiske spil ved en krigsforbryder-sag ved domstolen i Haag.

I »Hannahs valg« må anklageren Hannah (Kerry Fox) overtale en ung kvinde (Anamaria Marinca) til at vidne mod en tidligere krigsforbryder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Udefra set har retfærdigheden altid en ren farve. Men hvis man kender til retssystemet, ved man, at der er mange grå nuancer. Det er også den sandhed, anklageren Hannah Maynard, spillet med stor troværdighed af Kerry Fox, må se i øjnene, da hun får overdraget en sag, der i første omgang ser ganske ligetil ud.

En formodet krigsforbryder står anklaget ved krigsforbryderdomstolen i Haag for ugerninger under krigen i det tidligere Jugoslavien. Der er et vidne, en ung mand, så Hannah skal »bare« gå ind og afvikle sagen. Men komplikationerne opstår hurtigt. Vidnet lyver, og Hannah må i stedet på jagt efter andre vidner, hvis sagen ikke skal smuldre. Men når man har med et land at gøre, hvor korruption og politiske ambitioner, også i forhold til EU, er en del af dagsordenen, er det nemt at få fjender, også blandt egne rækker.

I sidste ende står Hannah overfor at skulle træffe et valg og tage stilling til et moralsk spørgsmål, der helt afhænger af personlig integritet.

Udover Kerry Fox ses især eminente Anamaria Marinca (der kunne opleves i »4 måneder, 3 uger og 2 dage«) og en række danske og svenske skuespillere. Blandt andre Bent Mejding, Jesper Christensen og Rolf Lassgård. Et resultat af Zentropas pan-europæiske samarbejder. Og det er rart at se hjemlige skuespillere gøre sig - godt - i udenlandske produktioner. Her oven i købet for en produktion med noget på hjerte.

For udover, at »Hannahs Valg«, der blev belønnet med tre priser ved Berlin Film Festival, bl.a. Amnesty Internationals pris, er elementært spændende som en velfungerende thriller og retssalsdrama, har historien substans af den slags, der føles som væsentlig. Det gør den til den type film, der bliver lavet alt for få af, men netop derfor bør ses.