Lille dreng stor ørken

Jordans Oscar-bidrag »Theeb«, instrueret af Naji Abu Nowar, er en stærk og barsk fabel med lige det rette drys klassisk westerneventyr.

Beduindrengen Theeb, der sammen med sin storebror Hussein drager ud i ørkenen som guide for en britisk soldat, er omdrejningspunktet i den barske jordanske fabel »Theeb«. Foto fra filmen Fold sammen
Læs mere

»Theeb« foregår omkring 1916, i en brydningstid, både kulturelt, teknologisk og politisk. Men selv om den splinternye jernbane skærer sig igennem ørkenen, og de britiske koloniherrer stadig opfører sig som herrefolk, er det ikke dem, der er i fokus.

Det er derimod den lille beduindreng Theeb, der sammen med sin ældre bror Hussein drager ud i ørkenen som guide for en britisk soldat med skumle hensigter. For snart at befinde sig alene i et goldt landskab, fyldt med farer – fra naturen og fra skruppelløse skurke.

»Theeb« er delvist optaget i Wadi Rum, hvor også »Lawrence of Arabia« blev optaget, og landskabet er en effektiv stand-in for Monument Valley i en film, der på samme tid er et intenst westernopgør mellem de gode beduiner i hvidt og skurkene i sort, en knugende og fascinerende fabel om en lille dreng, der mister sin uskyld over for verden og en betagende rejse gennem en både storslået og brutal natur, hvis endeløse vidder er både en trussel og et løfte.

Hvad: »Theeb«
Hvem: Instruktør: Naji Abu Nowar. Medvirkende: Jacir Eid, Hurrein Salameh
Hvor: Månedens film i Cinemateket i København