Steven Spielberg er ikke den eneste, der har lavet film om nazisternes udryddelseslejre (Schindlers Liste), men 70 år efter befrielsen af lejrene, er der blevet længere mellem film, der fortæller den vigtige historie på en ny måde.
Den ungarske instruktør László Nemes er lykkedes med dette i sin forfærdende øjenvidnerapport “Saul Fia (Son of Saul)”, der følger et medlem af en såkaldt sonderkommando i Auschwitz-Birkenau. Hovedkarakteren Ausländer og hans medfanger har til opgave at bringe de nys ankomne jøder ind i gasrummene, og efter tilintetgørelsen, bringe ligene bort til kremering. Den nazistiske nederdrægtighed betyder, at et medlemsskab af sonderkommando tilstår medlemmerne fire måneders ekstra levetid, før de selv bliver slået ihjel.
Ausländer har påtaget sig opgaven med total resignation, der dog forsvinder, da han opdager en dreng, der har overlevet gassen - en dreng som han overfor medfangerne hævder, er hans søn. Den medtagede dreng lever dog ikke længe, da en tysk læge kort efter endeligt tager livet af ham. Derfra følger man Ausländers kamp for at bringe drengens lig ud af lejren, i et forsøg på at give ham en værdig begravelse efter jødiske forskrifter.
Historien rejser spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte menneskelige gestus er meningsløs i et hav af umenneskelighed, et spørgsmål der kompliceres af, at Ausländers kamp sætter de øvrige fangers liv på spil med sit forehavende.
Formmæssigt er filmen usædvanlig, idet den stort set er filmet i lange flydende indstillinger, der anvender Ausländers perspektiv på grusomhederne. Man aner bunkerne af lig i baggrunden, og ser de vilkårlige henrettelser, men snarere end den ydre dramatik, hæfter man sig ved den stærke fornemmelse af at være på stedet, som filmen indgyder. Denne metode er et politisk statement i sig selv i en nutid, hvor alt for mange hævder, at mordene slet ikke fandt sted eller forsøge at relativisere Holocaust.
