Favorit udelukket fra Oscar-fest

En af producenterne bag Oscar-favoritten "The Hurt Locker" kan hænge smokingen tilbage i skabet. Han er blevet udelukket fra prisoverrækkelsen efter emailskandale.

"The Hurt Locker" fik prisen for bedste film i England. Men for Nicholas Chartier (yderst til højre) bliver der ingen Oscar-fest Fold sammen
Læs mere
Foto: BEN STANSALL

Det er giganternes kamp i Hollywood på søndag, når Oscar-prisen for årets bedste film skal uddeles. Bookmakere og eksperter er enige om, at kampen i høj grad kommer til at stå mellem krigsfilmen "The Hurt Locker" og 3D-fænomenet "Avatar".

Men for en af producenterne bag "The Hurt Locker" bliver det knap så festligt. Ifølge Los Angeles Times har Nicolas Chartier nemlig fået besked på, at han ikke er velkommen til årets Oscar-uddeling. Producenten blev tidligere afsløret i at have sendt emails til de stemmeberettigede i priskomiteen for at overtale dem til at stemme på "The Hurt Locker" og ikke "en film til 500 millioner dollar". Og det er imod reglerne, påpeger Oscar-komiteen.

Chartier fik en advarsel og undskyldte mange gange med henvisning til uvidenhed om reglerne. Men åbenbart forstod han ikke situationens alvor. Under alle omstændigheder blev han efterfølgende afsløret i endnu en gang at have sendt emails, hvor han med henvisning til nye stemmeregler forsøgte at overtale dommerne til at vælge "Avatar" som nummer ti og ikke bare nummer to, så 3D-filmen vil få færre points.

Og det var åbenbart mere end Oscar-komiteen ville finde sig i. Nu må Nicolas Chartier se prisoverrækkelsen fra sofaen, mens resten af holdet bag "The Hurt Locker" tager til fest.

Der er i forvejen en anspændt stemning mellem holdene bag de to film. "The Hurt Locker" er nemlig instrueret af Kathryn Bigelow, der tidligere var gift med James Cameron, instruktøren bag "Avatar".

Det er første gang, at komiteen bag Oscar-prisen vælger at udelukke en navngiven person, og den oplyser, at man vil sørge for, at Nicolas Chartier ikke får held til at snige sig ind på en anden films gæstekort. Komiteen fastlår dog, at Nicolas Chartier kun er bandlyst fra selve overrækkelsen. Hvis "The Hurt Locker" vinder for bedste film, vil han modtage sin statue på et senere tidspunkt.