Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Jean-Claude Delsart er en af den slags grå skikkelser, man nok ikke engang ville lægge mærke til, hvis man passerede ham på gaden. Med et almindeligt, lidt træt, udseende, passer han i den franske film, »Ikke her for at blive elsket«, sit job som foged og den rutineprægede hverdag byder ikke på mange adspredelser. Hver søndag besøger han sin far på et plejehjem, kun for at blive skældt ud af den tyranniserende, gamle mand, der aldrig har kunnet vise faderlig ømhed. En manglende gestus Jean-Claude er ved at lade gå i arv til sin egen søn, som han mest af pligt har ansat i sit foged-firma, velvidende, at det slet ikke er det, sønnen har lyst til. Den halvdepressive tilstand bliver dog brudt, da Jean-Claude af sin læge bliver påbudt at dyrke motion, og han begynder at gå til tango på den danseskole, han har luret på fra sit kontor. Her møder han kvinden Francoise og langsomt opstår en ordløs intimitet imellem dem, der forandrer ham.
Jean-Claude bliver spillet af en af fransk films gedigne kræfter, Patrick Chesnais, der efterhånden har medvirket i over halvtreds film. Han, Anne Consigny som Francoise og George Wilson som faderen blev alle nomineret til den franske filmpris Cesar og med Stéphane Brizés instruktion er »Ikke her for at blive elsket« blevet en sørgmunter skildring af stille eksistenser.
Med et filmisk kropssprog, hvor armene er klinet til kroppen uden de store fagter, er det i det tavse, at fortællingen og følelserne skal findes. Det kræver en vis tålmodighed af tilskueren, men til gengæld får man en film, der langsomt folder sig ud, og som man kan trække på smilebåndet ad, sådan på den stilfærdige måde lidt for sig selv.
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
Er du enig med berlingskes anmelder?
