Mens dansk film de senere år har forfinet melodramaet gennem dygtige Susanne Bier, og vi har fået den historiske »storfilm« tilbage i film som »En kongelig affære« og »Hvidstengruppen«, har det knebet med andre genrer. For eksempel komedier hvor der er andet end platte replikker med omvendt ordstilling og monologer om Jaka-bov. Samtidig er film til de unge sygnet noget hen, og det er en skam, når næsten en fjerdedel af støttekronerne fra Det Danske Filminstitut er øremærket til den type film.
På den baggrund er det glædeligt, at Lotte Svendsen rammer begge de tørre pletter med den tredje film i serien om Max Pinlig. Han (Samuel Heller-Seiffert) optrådte først som et frisk pust på TV sammen med sin overbeskyttende og klodsede mor (Mette Horn), og siden indtog det umage par biograferne. Søde flegmatiske Max er efterhånden blevet 16 år, og han er i overhængende fare for at blive til »dengsedrengen, der finder sig i hvad som helst«. Han får blankt nej til at tage alene på musikfestival i Roskilde, mindst et år efter at de fleste får lov til den slags. Øv. Og så begynder den søde dreng at sige fra ved at drage sin far ind i billedet, og han gambler også med forholdet til sin lettere dominerende kæreste, der går i beige tøj, da en spændende sortklædt pige pludselig kommer ind i billedet.
Flair for virkeligheden
I filmene om Max og hans pinlige mor er instruktør Lotte Svendsen stadig god til at lade sig inspirere af, hvad der sker i samfundet. Hendes komedie er som altid lavet med fin flair for virkeligheden, så der mellem løjerne er ægte og rørende øjeblikke. Hun gør grin med selvhjælpsbølgen, curlingforældre, selvhøjtidelige kunstnere og meget mere muntert stof. På papiret lød en tredje film om Max på Roskilde Festival faktisk en smule søgt, men Lotte Svendsen formår at følge med alle Max-fans op i alderen. Hun leverer noget så sjældent som en film nummer tre, der lever op til den første film i en serie.
Lars Bom fortjener særskilt hæder for sit morsomme portræt af en skuespiller, der har fået sit livs rolle som Nelson Mandela. Han gør Robert Downey Jr. i »Tropic Thunder« rangen stridig, når det handler om ironisk selvudlevering af en krukke ved at tage til Roskilde Festival med brun make-up i hovedet. Han ligner måske nok Mandela, men han opfører sig mere som Carl-Mar Møller.
Lotte Svendsen gjorde sig effektivt bemærket med »Bornholms stemme« allerede i 1999, da hun formåede at skabe noget så sjældent som balanceret samfundssatire, der både fik det brede grin og følelserne med. Siden er der gået »Max Pinlig« i den, og det er heldigvis langt fra pinligt. Men nu vil vi så alligevel gerne snart have Lotte Svendsens bud på en samfundssatire for voksne. Hvorfor ikke om nogle spændende menneskeskæbner på baggrund af finanskrisen?
