Det er på flere måder oplagt, at den danske instruktør Martin Zandvliet har instrueret filmen om Dirch Passer, som i dag har premiere. Allerede i sin forrige film »Applaus« skildrede han nemlig en stjerneskuespillers anstrengelser for at forene scenens krav med virkelighedens og lod de to verdener spejle hinanden i en mesterlig, mangetydig præstation af Paprika Steen. Samme dualitet finder man i Dirch Passers liv, idet denne gennem tre årtier stillede sig offentligt til skue både på scenen, i film, og mere modvilligt, som et privat menneske..
Da ingen voksen dansker er uden forhåndskendskab til Dirch Passer, er det en krævende rolle som Nikolaj Lie Kaas har påtaget sig. Det gør han solidt og overbevisende, selv om instruktøren og skuespilleren klogt har undgået at lave en 1:1 kopi af komikeren. Ganske vist er de kendte monologer (og filmen åbner dristigt med den kendteste, nemlig »Tømmerflåden«) genskabt med imponerende præcision, men hovedvægten er lagt på Dirch Passers poetiske åre og paradoksale yndefuldhed, snarere end hans »alt eller intet«-crazykomik.
Allerede i filmens første scene betones modsætningen mellem den livsplagede, usikre Passer, der ikke tør gå på scenen, og den altfavnende Dirch, der kanaliserer publikums kærlighed og begejstring i ABC Teatret. Det er et oplagt dramatisk materiale, måske for oplagt, og pejsestuebilledet af »klovnen, der græder bag sin maske« er flere gange faretruende tæt på at overtage filmen.
Dette er den mest dominerende kliché i filmen, men ikke den eneste. Lars Brygmann giver den hele cigaren som en lurvet Stig Lommer, der ikke skyer nogen midler for at få publikum til huse, mens en lang række af kvinder mest er staffage, der skal betone morskabsteatrets implicitte erotik eller understrege tidsbilledet i technicolor New Look-kjoler. Filmens centrale akt, handler om den store, forkrampede kærlighed mellem Dirch Passer og Kjeld Petersen (knivskarpt spillet af Lars Ranthe).
Et problem er det, at Kjeld Petersen i lang tid fremstilles så kynisk og usympatisk. Forholdet bruser op med succesen, og ødelægges af jalousi og alkoholisme, men til sidst finder parret hinanden igen - i en scene med ægte, bevægende varme, der heldigvis får eksponeret forholdets substans. Kjeld Petersen dør, for så jævnligt at vende tilbage i resten af filmen - desværre endnu en tyk filmisk kliché - som Dirchs »onde ånd« og kunstneriske kritiker.
1950erne, 60erne og 70erne er skildret med stor detaljerigdom, selv om budgettet har begrænset skildringen til en række flotte interiører, der sammen med de fine kostumer giver filmen et slags »Mad Men«-præg.
At »Dirch« lykkes er først og fremmest den arbejdsomme Nikolaj Lie Kaas’ fortjeneste, men det hører med til regnestykket, at filmen skildrer Passer som en udpræget tragisk figur. Publikum lo ad Passer som Lenny i Steinbeck-stykket, men ingen kommer til at le ad Nikolaj Lie Kaas i rollen som Dirch Passer. I flere passager, heriblandt en afsluttende scene, der indvarsler det endelige hjertestop, sidder man med en fornemmelse af trøstesløs gru. Men dermed kommer filmen måske tættere på det menneskelige i Passers genialitet end en mere regelret revykavalkade ville være kommet.
