Politiet fandt kirurgens hemmelige dagbog: »Jeg er pervers og pædofil, og jeg er lykkelig«

Trods stærke advarsler og en betinget dom fik fransk kirurg i årtier lov til at forgribe sig på mindreårige patienter. Hans position som anerkendt specialist på sit område kan være en del af forklaringen, vurderer ekspert i sundhedsfaglig praksis og etik.

FRANCE-HOSPITAL-CHILDREN-DAYCARE
Børn, der som her boltrer sig i legerummet på et hospital i Paris, burde være i de bedste hænder, når de er indlagt. Og afsløringen af kirurgen Joël Le Scouarnecs årelange og ekstremt omfattende misbrug af sine mindreårige patienter har rystet franskmændene.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Loic Venance/AFP/Ritzau Scanpix

»Oppe på afdelingen udnyttede jeg, at drengen var faldet i søvn, til at kæle for ham. Men midt i det hele blev jeg overrasket af A.B. Ærgerligt, for jeg ville godt være fortsat lidt længere.«

Notatet i dagbøgerne, hvor Joël Le Scouarnec omhyggeligt førte sine overgreb til protokols, er fra 2000 og skrevet i en påfaldende nonchalant tone.

Det bekymrede ham tilsyneladende ikke, at kollegaen skulle fortælle om befamlingerne. Formentlig fordi den franske kirurg, efter en allerede på det tidspunkt lang pædofil »karriere«, vidste, at de fleste foretrækker at kigge den anden vej.

Der skulle da også gå yderligere 17 år, inden der i 2017 blev sat en stopper for hans forbrydelser.

Naboerne i den lille sydvestfranske by, hvor Le Scouarnec havde bosat sig, anklagede ham for overgreb mod deres seksårige datter. Undersøgelser viste, at kirurgen ganske rigtigt havde voldtaget hende med en finger, og siden har han siddet varetægtsfængslet.

I sig selv en modbydelig historie. Men da politiet under en ransagning fandt dagbøgerne, viste det sig, at den lille pige blot var det seneste offer i en lang række.

Joël Le Scouarnec, i en af sine dagbøger

»Jeg er ekshibitionist, voyeur, sadist, masochist, fetichist, pædofil. Og jeg er meget lykkelig.«


Ifølge de tusindvis af notater, der strækker sig over tre årtier er forbrydelserne så omfattende, at efterforskerne to år senere endnu er i gang med at skaffe sig overblik over dem.

Foreløbig har 184 ofre meldt sig. Men den franske anklagemyndighed kunne forleden oplyse, at det samlede antal som minimum når op på svimlende 250.

Samt at der i de fleste tilfælde er tale om børn, der blev befamlet eller voldtaget i operationsstuer, konsultationsrum og på sengeafdelinger under Le Scouarnecs lange karriere som en i øvrigt dygtig og anerkendt tarmkirurg.

Børnesexdukker og »eksistentielle« overvejelser

Le Scouarnec bekræftede i første omgang dagbøgernes ægthed under politiafhøringer. Senere har han ændret forklaring og hævder, at der er tale om nedskrevne fantasier.

Under alle omstændigheder er notaterne, som søndagsavisen Le Journal du Dimanche for nylig kunne bringe uddrag fra, modbydelig læsning. Og offentliggørelsen af dem har rystet franskmændene, der har svært ved at forstå, hvordan en umættelig og skruppelløs pædofil efter alt at dømme i den grad kunne flyve under radaren.

De daglige notater beretter ikke blot deltaljeret om overgreb, der omfatter børn i alle aldre. Kirurgen fortæller også om sit forhold til børnesexdukker, som han har givet navne. Og indimellem kaster han sig ud i »eksistentielle« overvejelser.

»Jeg har tænkt meget over den kendsgerning, at jeg er bundpervers. Jeg er ekshibitionist, voyeur, sadist, masochist, fetichist, pædofil. Og jeg er meget lykkelig,« skriver han blandt andet.

Men lige så opsigtsvækkende er beskrivelserne af omverdenens reaktioner – eller mangel på samme.

Kolleger, der overså eller ignorerede det, når han tog en patient på ballerne under en operation. Eller Le Scouarnecs familie, der allerede midt i 1990erne opdagede pædofilien efter overgreb mod en niece – uden at mæle et ord.

Også den begivenhed, der burde have fået alle alarmklokker til at ringe, er beskrevet i dagbøgerne.

I 2005 blev kirurgen idømt fire måneders betinget fængsel i forbindelse med en verdensomspændende politiaktion mod børneporno på nettet, hvilket førte til frustrerede kommentarer om, at han nu i en periode måtte afstå fra at besøge sine foretrukne hjemmesider.

At dommen kunne få yderligere konsekvenser faldt ham tilsyneladende ikke ind. Med rette, som det efterfølgende absurde forløb skulle vise.

Advokat Francesca Satta, der repræsenterer en række af ofrene for Joël Le Scouarnecs forbrydelser, holder pressemøde flankeret af bedsteforældrene til et af dem. Retsforhandlingerne i sagen mod den franske kirurg ventes at begynde til marts næste år.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacques Demarthon/AFP/Ritzau Scanpix.

»Tvivler på hans evne til at styre sig over for børn«

Politiet forsømte i forbindelse med efterforskningen at ransage Le Scouarnecs kontor, hvor han på det tidspunkt gemte sine afslørende dagbøger.

Retten, der afsagde dommen, forsømte at informere sundhedsmyndighederne, og da kirurgen efterfølgende søgte ansættelse på et nyt hospital, anede ledelsen intet om hans straffeattest.

Heller ikke en senere skriftlig advarsel fra de nye kolleger fik konsekvenser, selv om den ledende overlæge uden omsvøb udtrykte sin »tvivl om dr. Le Scouarnecs evne til at styre sig, når han har at gøre med mindre børn«.

»Der er tale om et kollektivt svigt hos retssystemet, sundhedsmyndighederne samt hospitalsledelsen, og vi påtager os vores del af ansvaret,« siger en repræsentant for Conseil national de l'Ordre des médecins (CNOM) – den franske lægeforening – til Berlingske.

Repræsentanten, der ikke vil stå frem med navn, erkender, at CNOM forsømte at efterforske mistankerne mod Le Scouarnec, da foreningen fra 2008 fik mulighed for at føre sager om uredelig embedsførelse mod sine medlemmer.

»Men husk på, at vi jo dengang ikke kendte til alle de uhyrligheder, som senere er kommet frem,« insisterer han.

Parallel til Epstein-sagen

Mens de ansvarlige myndigheder således har travlt med at vaske hænder eller, for fleres vedkommende, er tavse som graven, melder et andet spørgsmål sig:

Kunne et så langvarigt og omfattende misbrug have fundet sted i andre faggrupper som eksempelvis børnehavepædagoger eller idrætslærere? Eller har den påfaldende mangel på evne til at sætte en stopper for Le Scouarnecs forbrydelser også at gøre med hans status som kirurg – oven i købet en dygtig og anerkendt en af slagsen?

Hos CNOM vil man ikke afvise, at det kan have spillet ind.

»Læger er givetvis mindre tilbøjelige til at anklage hinanden indbyrdes end andre faggrupper. Måske har hospitalerne også haft lige lovlig hårdt brug for en anerkendt læge som arbejdskraft,« vurderer repræsentanten for lægeforeningen.

Joël Le Scouarnecs sygelige interesse omfattede børn i alle aldre. Kirurgen beskriver i sin hemmelige dagbog overgreb mod såvel nyfødte i kuvøse som teenagere.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Loic Venance/AFP/Ritzau Scanpix.

Den danske filosof Henrik Rude Hvid, der har sundhedsfaglig praksis og etiske problemstillinger blandt sine specialer, er enig.

For selv om blandt andet internettets demokratisering af viden – på godt og ondt – har reduceret lægernes status som orakel og givet patienterne en mere aktiv rolle i behandlingen, har de stadig en særlig plads i vores samfund.

»Det er muligt for en anerkendt kirurg at misbruge sin position i et sundhedssystem, hvor læger stadig har en del magt,« siger Henrik Rude Hvid og trækker en parallel til sagen om den amerikanske milliardær Jeffrey Epstein, der i årevis åbenlyst og systematisk misbrugte mindreårige piger:

»Epstein-sagen er et eksempel på, hvordan mennesker i magtfulde positioner er i stand til at undgå retsforfølgelse i mange år. Der var kun få, der tog de mindreårige pigers anklager alvorligt. De havde ikke samme magtposition. De blev ikke hørt.«

»Det samme kan ske igen«

Det er den ene side af sagen. Den anden handler om en grundlæggende tillid til læger som personer, der helbreder og lindrer smerte.

»Hvem anklager en anerkendt kirurg, der behandler syge mennesker, for at tilføre mindreårige frygtelige smerter gennem seksuelle overgreb? Det strider imod lægegerningen og lægeløftet om, at lægen anvender sine kundskaber til samfundets og medmenneskers gavn,« forklarer Henrik Rude Hvid og tilføjer:

»Det kræver, at man er ret sikker i sin anklage, tænker jeg. Derfor er det også meget kritisabelt, at sundhedssystemet ikke har ageret på klagen fra en kollega.«

Var det sket, kunne en væsentlig del af Joël Le Scouarnecs forbrydelser mod et endnu ukendt, men givetvis enormt antal af børn, efter al sandsynlighed være afværget. Men har de franske myndigheder og andre aktører i det mindste lært af fejlene?

Der er kommet bedre styr på kommunikation mellem domstole, sundhedsmyndigheder og faglige organisationer. Og samtidig har lægeforeningen fået bedre muligheder for at holde justits inden for egne rækker, påpeger repræsentanten for CNOM.

»Men det hjælper ikke noget at ændre love og regler, hvis man som i denne sag undlader at reagere på advarsler og anmeldelser. Og desværre har vi ingen garanti for, at det samme ikke kan ske igen.«

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa