Hvis Marine Le Pen kunne gøre en enkelt ting om i sit liv, ville hun formentlig vælge de afsluttende minutter af tv-duellen forud for præsidentvalgets anden runde i 2017.
Trængt i defensiven under en debat om den økonomiske politik begyndte kandidaten fra det yderste højre pludselig at skære grimasser og gøre nar af sin modstander, Emmanuel Macron. Som sad hun på en bar og ikke foran millioner af seere.
Det lignede selvmord for åben skærm, men fem år senere er Marine Le Pen mere i live end nogensinde.
Hun har ikke blot fastholdt magten i sit eget parti, men også udmanøvreret det højrenationale stjerneskud, den tidligere journalist og debattør Éric Zemmour, i en stærkt usædvanlig valgkamp.
Hun har, efter at krigen i Ukraine brød ud, på mirakuløst vis snoet sig fri af sit indtil for nylig nære forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Alt sammen ved at føre en valgkamp »uden polemik og punchlines, nede på jorden og med substans«, som Marine Le Pen forleden betroede avisen Libération.
En kampagne, ikke mindst, der selv af politiske modstandere anerkendes som »seriøs« med gennemarbejdede forslag og en kandidat, der for en gangs skyld har lavet sine lektier.
Når franskmændene søndag går i gang med at vælge en ny præsident, har den højrenationale leder og evige outsider for første gang en reel chance for at erobre Élysée-palæet.
Viljen til magt?
»Jeg har nærstuderet debatten fra 2017, og det er utroligt, hvordan Marine Le Pen fuldstændig mister fodfæstet,« siger sociologen Sylvain Crépon til Berlingske og fortsætter:
»Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at hun ikke blot er inkompetent, men også simpelthen mangler viljen til at udøve regeringsmagt.«
Ifølge Crépon, der er forfatter til flere bøger om den højrenationale leder og hendes parti, opstod der efter nederlaget i dele af Front National – der nu kalder sig Rassemblement National – en grim mistanke:
Marine Le Pen havde, mere eller mindre bevidst, spændt ben for sig selv og forpasset sit livs chance for at blive præsident.
Marine Le Pens bizarre opførsel under debatten i 2017 har forfulgt hende lige siden.
Man kan vanskeligt forestille sig en mere skrøbelig position for lederen af et parti med regeringsambitioner, der endnu ømmede sig efter lammetævene i anden valgrunde med blot 33 procent mod Emmanuel Macrons 66.
Hendes indflydelsesrige højre hånd og kuglestøber, Florian Philippot, brød da også hurtigt ud og dannede sit eget part. Men det ulmende oprør blev nedkæmpet.
Heller ikke de seneste måneders faneflugt til Éric Zemmours rækker, med niecen Marion Maréchal i spidsen, har tilsyneladende svækket mosteren – hverken internt eller i meningsmålingerne.
Hvordan er det gået til?
»Jean-Marie med pagehår«
»Først og fremmest er hun en Le Pen. Hun har ikke blot arvet partiet efter sin far (Jean-Marie Le Pen, red.) men også hans evne til at udrense rivaler og marginalisere kritikere,« siger Sylvain Crépon.
Det er næppe hele forklaringen, hvilket vi vender tilbage til. Men der er ingen tvivl om, at Marine Le Pen er sin fars datter – på godt såvel som på ondt.
»Marine er en klon af sin far, fysisk og moralsk. Hun er Jean-Marie med pagehår,« har moderen, Pierrette Lalanne, sagt om sin yngste datter.
Den lille lyshårede pige, der er født i 1968 og døbt Marion Anne Perrine, deltog, så snart hun kunne gå, i Front Nationals demonstrationer – klamrende sig til faderens bukseben med en blanding af frygt og fryd.
Som 12-årig gik hun sammen med sine to ældre søstre forrest i protesten mod en lov om abort, og allerede som teenager deltog hun aktivt i faderens kampagner.
På universitetet, hvor Marine Le Pen læste jura, huskes hun – ifølge en uvenlig, men veldokumenteret biografi af journalisten Renaud Dély – som »middelmådigt begavet og ualmindeligt festglad«.
Efter et mislykket forsøg på at etablere sig som advokat vendte hun da også tilbage til faderen, til Front National og til det, som er hendes virkelige talent – en helt særlig evne til at kommunikere politisk, ikke mindst på tv.
Svært, men nødvendigt fadermord
Det var med tv-studierne som platform, at hun op gennem 2000erne gradvis overtog magten i partiet og udmanøvrerede en gammel garde af »landsbytosser«.
Til sidst blev også faderen offer for denne dédiabolisation (afdæmonisering), der skulle gøre partiet stuerent for bredere vælgergrupper. I 2015 blev Jean-Marie Le Pen uden nåde smidt ud af sit eget Front National.
Marine Le Pen betegnede i et interview med Berlingske fire år senere »fadermordet« som sit livs vanskeligste beslutning.
Men også som helt nødvendigt for at sikre troværdigheden af et parti, hun på det tidspunkt desuden havde givet det nye og mere kompromissøgende navn Rassemblement National (National Samling).
Spørgsmålet var – og er stadig – om det hele var ren taktik. Skulle den højreekstreme »ulv« blot iføres mere moderate fåreklæder? Eller var moderniseringsprocessen ærligt ment?
Under interviewet med Berlingske optrådte Marine Le Pen på ingen måde som den »hooligan«, mange franskmænd elsker at hade.
Og da vi bad hende forholde sig til Danmarks internationalt omdiskuterede udlændingedebat, trak hun sine røde linjer i værdipolitikken krystalklart op.
Eksempelvis i forhold til Rasmus Paludans på det tidspunkt hyppige aktioner, hvor han blandt andet skændede muslimernes hellige bog, Koranen.
»Jeg er imod provokationer, der ydmyger andre på grund af deres religion og vil ikke forsvare en ballademager, som dansk lovgivning, formoder jeg, har midler til at stoppe,« lød det iskoldt fra den højrenationale leder.
Zemmour: trussel eller fordel?
Éric Zemmours metoder og retorik er en hel del mere sofistikerede end Rasmus Paludans. Men også den tidligere journalist bruger provokationen som sit vigtigste våben.
Og selvom to højrenationale kandidaturer alt andet lige er en dårlig nyhed for Marine Le Pen, giver det hende også en uventet fordel.
»Han får mig til at fremstå som mere moderat og skubber mig ind mod den politiske midte,« vurderede Marine Le Pen i første omgang over for Politico.
Bekymringen var ellers åbenlys i Rassemblement National, da Éric Zemmour umiddelbart efter partiets dårlige resultater ved regionalvalget i juli sidste år trådte ind på den politiske scene.
Da han i løbet af efteråret overhalede Le Pen i meningsmålingerne, forvandlede bekymringen sig til panik. Men allerede da valgkampen i begyndelsen af året tog fart, var tendensen vendt.
Muligvis fordi Zemmour på alle andre politikområder end sine foretrukne – debatten om national identitet, migration og forholdet til islam – har vist sig endnu mere »inkompetent« end Le Pen.
Og så kom krigen.
Den russiske forbindelse
Da Rusland 24. februar invaderede Ukraine, fik højrenationale partier over hele Europa travlt med at lægge et røgslør ud over deres beundring for, og i mange tilfælde nære forhold til, Vladimir Putin.
I Frankrig havde Marine Le Pen umiddelbart mest at tabe på en folkestemning, der straks vendte sig mod regimet i Moskva.
Forud for valget i 2017 besøgte hun den russiske leder og har siden stolt brugt et billede fra audiensen. Front National har desuden lånt penge i russiske banker, hvilket kræver Kremls velsignelse.
»Men da krigen startede, forstod Marine Le Pen straks, hvad der var på spil, og fordømte invasionen langt skarpere end Éric Zemmour,« siger sociologen Sylvain Crépon og fortsætter:
»Samtidig har hun aldrig på samme måde hyldet den russiske leder i ideologisk forstand, mens Éric Zemmour direkte har sagt, at Putin er hans forbillede.«
Læg dertil, at Èric Zemmour i første omgang nægtede at modtage ukrainske flygtninge og krævede, at de forblev i nærområderne.
Og så har man en stor del af forklaringen på, at Marine Le Pen i løbet af få dage distancerede rivalen klart i meningsmålingerne, efter at de i ugerne op til krigens udbrud lå stort set lige.
Holder den »republikanske dæmning«?
»Zemmour har fungeret som min lynafleder,« konstaterer højrekandidaten i Libération med slet skjult skadefryd.
Samtidig har hun været hurtig til at se mulighederne i krigens økonomiske konsekvenser og har kastet sig ud i forsvaret af franskmændenes købekraft med forslag om massive momsnedsættelser.
Frygten for inflation og forarmelse har for længst overhalet selve krigen som deres vigtigste bekymring, og i samme periode har Marine Le Pen halet mærkbart ind på Emmanuel Macron i meningsmålingerne.
Præsidenten har da også i valgkampens slutfase gentagne gange advaret om faren for, at den højrenationale ulv denne gang rent faktisk ender med at komme – iklædt moderation og et gennemarbejdet regeringsprogram.
Vil det lykkes ham endnu en gang at rejse en »republikansk dæmning«, som franskmændene kalder det, når traditionelle borgerlige og venstrefløjsvælgere slår pjalterne sammen for at bremse kandidater fra det yderste højre?
»Det bliver givetvis mere tæt end i 2017, hvis Macron og Le Pen, som alt tyder på, går videre til anden runde. Men jeg tror stadig, at hun vil banke hovedet mod sit glasloft,« vurderer sociologen Sylvain Crépon.
Andre eksperter er knap så sikre.
De peger på, at halvdelen af den bedst placerede venstrekandidat, Jean-Luc Mélenchons, vælgere afviser at stemme taktisk på den blandt mange forhadte præsident Macron for at stoppe Marine Le Pen.
Élysée-palæet er tættere på end nogensinde før. Og det er nu eller aldrig.
Skulle det for tredje gang mislykkes, genopstiller Marine Le Pen ikke, har hun allerede meddelt.
Martin Tønner er Berlingskes udsendte korrespondent i Frankrig
