Håndværkerne er i fuld gang. Og selvom kun betonskelettet endnu er kommet op at stå, pryder et stort navneskilt allerede bygningen.
Den nye skole i La Devèze – et fattigt udkantskvarter, hvor næsten alle er muslimer – skal naturligvis hedde École Samuel Paty. Den første i Frankrig opkaldt efter læreren, der blev halshugget af en jihadist efter at have brugt Muhammed-tegninger i undervisningen.
For Béziers' kontroversielle borgmester lader sjældent en lejlighed gå fra sig til at trække streg i sandet og sende et værdipolitisk signal.
Der er efterhånden gået otte år, siden den tidligere journalist Robert Ménard erobrede magten i sin sydfranske hjemby med støtte fra Marine Le Pens parti Front National – det nuværende Rassamblement National.
Det skete med et program om at sparke liv i den hensygnende, ludfattige og indvandrerdominerede kommune. Samt, ikke mindst, at genoprette lov, orden og respekten for franske værdier.
Men hvordan er det egentlig gået i »det højreekstreme laboratorium«, som medierne hurtigt døbte Béziers?
Hvad sker der, når den blandt mange franskmænd frygtede yderste højrefløj får lov at regere – ikke blot for en kort bemærkning men i en længere periode?
»Vi føler os mere sikre end før«
Det er ikke let at få svar på spørgsmålet i La Devèze. Ingen af de lokale, som Berlingske taler med, er de store sludrechatoller.
Hverken når det handler om navnevalget til den nye skole eller andre dele af Robert Ménards embedsførelse.
De fleste vinker afværgende, mens de skynder sig videre langs boderne på det lokale gademarked, hvor man kan købe alt fra småkageforme og gryder til djellabaer og tunesiske landsholdstrøjer.
Og de få, der stopper op, nøjes med diplomatisk at konstatere, at »det er blevet bedre«. Hvorefter de lader et »men …« hænge i luften.
Michel Dumoulin har dog ikke noget imod at sige sin mening, og han er godt tilfreds.
»Borgmesteren har gjort meget for at forskønne og skabe liv i især den historiske bykerne. Det kommunale politikorps er blevet bevæbnet, der er blevet sat overvågningskameraer op, og vi føler os mere sikre end før,« siger den ældre mand.
Han bor ikke selv i La Devèze men kommer her næsten dagligt for at indtage et glas hvidvin og købe et par østers i Celines kombinerede skaldyrsudsalg og bar.
Og den tidligere elværksarbejder har det fint med at færdes blandt kvarterets muslimer, understreger han. Herunder de unge lømler, som han kender godt fra sin tid som frivillig fodboldtræner.
»Borgmesteren opførte sig i begyndelsen nok lige lovlig aggressivt over for migranterne. Men jeg synes, at han med årene har lært at komme lidt mere vand i vinen, som man siger,« bemærker Michel Dumoulin.
»Værdikamp giver resultater«
Det var Robert Ménards »aggressivitet«, der midt i 2010erne bragte Béziers i ikke blot franske, men også internationales mediers søgelys.
Borgmesteren plastrede sin by til med plakater, der fremstillede migranter som en fjendtlig invasionsstyrke.
Han mødte op hos syriske flygtninge, iført sit trikolore-skråbånd og ledsaget af tv-kameraer, for ansigt til ansigt at fortælle, at de ikke var velkomne i hans by.
De kommunale skolers antal af børn fra indvandrer- og sigøjnerfamilier blev gjort op til to tredjedele, selvom fransk lovgivning forbyder at føre statistik på baggrund af race og etnicitet.
Den kristne kulturarv blev dyrket ved kommunalt finansierede massegudstjenester og opstilling af en julekrybbe på rådhuset, hvilket også er ulovligt i Frankrigs strengt sekulære offentlige rum.
De seneste år er gader og bygninger blevet opkaldt efter »martyrerne« fra opgøret med den islamistiske terrorisme med Samuel Paty som det seneste eksempel.
Og selvom Robert Ménard i dag fortryder sine udfald mod flygtninge, er han overbevist om, at værdikampen har givet resultat.
»Selvfølgelig virker det. Når jeg i 2020 blev genvalgt med 68 procent af stemmerne, er det, fordi jeg siger tingene, som de er. Og gør de ting, jeg siger,« fastslår borgmesteren over for Berlingske og fortsætter:
»Jeg har gjort byen sikker. 95 procent af beboerne i La Devèze, hvor jeg i øvrigt selv er vokset op, vil bare leve i fred. Jeg slår hårdt ned på resten. Og selvom de måske ikke er enige i alt, stemmer mange af dem på mig.«
Symbolpolitik og lokalpatriotisme
Emmanuelle Boillot, der er mangeårig kommunalreporter på den lokale avis Midi Libre, har to indvendinger.
»Det er rigtigt, at Robert Ménard fik 68 procent ved det seneste valg. Men kun 14.000 stemte på ham, hvilket ikke er meget i en by med 80.000 indbyggere. Den store sejr skyldes især lav valgdeltagelse,« siger hun.
Når borgmesteren tager æren for et klart fald i kriminaliteten de senere år, er det også en sandhed med modifikationer.
»Han kan ikke sætte folk i fængsel på rådhuset. Og det kommunale korps har, uanset om de bærer våben, kun få beføjelser i forhold til lov og orden. Faldet er nationalpolitiets fortjeneste,« understreger Emmanuelle Boillot.
Ifølge den erfarne journalist har Robert Ménard til gengæld gjort et stort og hårdt tiltrængt arbejde med at skabe liv i den centrale del af Béziers.
»Bag den renoverede facade er byen stadig blandt Frankrigs fattigste med enorm ulighed mellem et lille, rigt mindretal og resten befolkningen. Og mange af borgmesterens initiativer er ren symbolpolitik,« siger hun og tilføjer:
»Men det er også sandt, at han har gjort folk i Béziers stolte af deres by igen.«
Fattigdom og hus forbi
Den historiske bykerne er ganske rigtigt nydelig.
Place Gabriel Péri, hvor rådhuset ligger, er omgivet af hyggelige brasserier. Og trods det kølige forårsvejr indtager vi frokosten uden for, mens et par kommunale politibetjente kommer vraltende forbi.
De bærer ikke blot håndvåben – deres »nye ven«, ifølge en af Robert Ménards propagandaplakater – men også beskyttelsesudstyr som var de midt i en antiterroraktion og ikke på patrulje en stilfærdig tirsdag eftermiddag.
Inde i de smalle gader omkring katedralen er der endnu en del af gøre, inden byfornyelsen har udryddet det sidste slum.
»Det er blevet bedre, men fattigdommen eksisterer stadig. Butikkerne har fortsat svært ved at få det til løbe rundt. Og samtidig bliver mange af de oprindelige beboere skubbet ud af kvarteret,« forklarer en midaldrende kvinde, der ikke ønsker at sige sit navn.
Selv har hun under alle omstændigheder vigtigere problemer:
»Jeg kæmper for at få min invalidepension til at slå til. Jeg har 258 euro til rådighed netto, prøv lige at klare Dem for det, når der skal købes medicin og med stigende priser ovenikøbet,« siger hun.
Det er næppe let.
Men i øvrigt heller ikke Robert Ménards ansvar, fastslår den højrenationale borgmester, da Berlingske spørger til den tredjedel af Béziers borgere, der lever under fattigdomsgrænsen, mens små 25 procent står uden job.
»Der er desværre flere områder, hvor min rolle er begrænset. Beskæftigelsespolitikken, eksempelvis, er statens domæne. Jeg kan kun kæmpe for, at vi får en præsident, der tænker ligesom mig.«
Martin Tønner er Berlingskes udsendte korrespondent i Frankrig
