Macrons valgmøde var en velsmurt videoproduktion.

Godt 30.000 franskmænd skreg i ekstase, da Frankrigs præsident lod sig hylde som en superstjerne af den anden verden. Postyret var ellers slet ikke for deres skyld.

Superstjerne eller politiker? Spørgsmålet fyldte de franske medier oven på Emmanuel Macrons første og eneste valgmøde, som blev holdt lørdag aften uden for Paris. Emilie Lærke / Ritzau Scanpix

Unge, storsvedende fyre går frem og tilbage. De vifter med armene og råber ind i megafoner. På tribunen foran dem er folk euforiske. Slogans. Bølger. Plakater.

I over en time er deltagerne i hallen lidt uden for Paris blevet hidset op. Det hele minder om optakten til en højprofileret boksekamp eller en koncert med Beyoncé.