»Chorizo« sover siesta i solen. Den velvoksne orne slumrer trygt og ænser ikke, at vi nærmest må skræve hen over den for at komme ind gennem havelågen til det lille husmandssted.
Alt ånder fred og idyl, men skinnet bedrager. I virkeligheden befinder vi os ved fronten i en bitter kulturkamp. Mellem land og by, speltboller og foie gras eller, om man vil, Greta Thunberg og Obelix.
For Chorizos ejer, René Jaumes, er ikke blot en stor dyreven, der foruden konen Sylvie deler hus og hjem med to tamme grise, ni hunde, et par gedebukke plus det løse.
Han er også jæger. Og jægerne her i omegnen af Montpellier har været på krigsstien, siden den sydfranske storby for halvandet år siden forbød al jagt på offentlige områder inden for kommunegrænsen.
Et nyt bystyre domineret af grønne partier, der erobrede en række større byer ved kommunalvalget i 2020, havde udfordret ikke blot de lokale jægere, men samtlige de godt en million franskmænd med jagttegn.
Kort efter opstod en modstandsbevægelse med centrum her i Saint-Brès, der lige siden har arbejdet indædt for at inddæmme »økoayatollahernes« offensiv mod jægerne.
Med held, også på landspolitisk niveau. I hvert fald har kandidaterne op til søndagens første runde af det franske præsidentvalg stået i kø for at bakke op om den populære og traditionsrige fritidsaktivitet.
Hvem har mest ret til at bruge naturen?
René Jaumes, der bor i udkanten af den lille by 20 kilometer øst for Montpellier, har gået på jagt, siden han var en stor dreng.
»Dengang var der ikke meget andet at lave for unge. Samtidig var det også for at skaffe mad, og når man fik ram på en hare, var der festmiddag i familien,« fortæller den 72-årige tidligere smedemester og tilføjer:
»I dag går jeg på jagt for hyggens skyld. Vi tager afsted nogle stykker sammen, får lidt godt at spise og drikke. Jeg får rørt mig og kommer ud i naturen.«
For den ældre mand og hundredtusinder af andre franskmænd er jagt både en folkefornøjelse og en umistelig borgerret erhvervet under revolutionen i slutningen af 1700-tallet.
Men hvad med andre menneskers ret til at færdes i naturen?
Når jægerne i stigende grad møder modstand, er det ikke kun blandt dyreaktivister. Udøvere af andre fritidsaktiviteter risikerer i bogstavelig forstand liv og lemmer.
Op mod 450 franskmænd har mistet livet ved jagtulykker siden årtusindeskiftet. Senest 22. februar, da en 25-årig kvindelig jogger blev dræbt af skud fra en vildsvinejagt i bjergene nord for Montpellier.
Eksplosivt protestmøde
»Selvfølgelig skal vi forebygge så godt som muligt, og hvert dødsfald er et for meget. Men det er også rigtigt, at antallet af ulykker har været faldende i 20 år,« siger Laurent Jaoul, der er borgmester i Saint-Brès og fortsætter:
»Samtidig skal man huske på, at naturen som regel er 'nogens'. Hovedparten er privat område, som vi jægere – modsat andre – betaler for retten til at bruge.«
Spørgsmål som sikkerhed og sameksistens kan man under alle omstændigheder organisere sig ud af. Det farlige er, når modstanden mod jagt bliver ideologisk, mener lokalpolitikeren.
Det var Laurent Jaoul, der i februar sidste år mobiliserede en række af sine borgmesterkolleger mod jagtforbuddet i Montpellier.
På et protestmøde i Saint-Brès var stemningen, ifølge det lokale medie Metropolitain, så eksplosiv, at man måtte prise sig lykkelig for, at deltagere trods alt havde ladet deres geværer blive hjemme.
»Vi fik sendt et klart signal. Der var planer om at presse lignende forbud igennem i en række omegnskommuner, men det fik vi stoppet,« siger Laurent Jaoul tilfreds.
Afgrund mellem land og by
Montpellier kommune har ikke svaret på Berlingskes henvendelser om at give sit syn på sagen.
Men til avisen Midi Libre fortæller Eddine Aritegui, der er rådmand med ansvar for dyrevelfærd, at byrådet uden held forsøgte at komme i dialog med jægerne.
Samt at han efter vedtagelsen af forbuddet modtog både dødstrusler og hundredvis af racistiske og homofobiske fornærmelser i de sociale medier.
Siden er gemytterne i nogen grad faldet til ro igen. Men for Laurent Jaoul er balladen om jagtforbuddet symptom på en mere grundlæggende konflikt.
»Der er opstået en dyb modsætning mellem os, som bor ude landområderne, og befolkningen i de store byer, hvor man mange steder har stemt de grønne til magten,« siger han og fortsætter:
»Men jeg tror, at de er gået for vidt. Når man, som i Bordeaux, forbyder juletræer eller ikke vil have Tour de France til sin by, ja, så bliver det for ekstremt for de fleste – ikke kun jægerne.«
Den grønne præsidentkandidat, Yannick Jadot, står da også til blot fem-seks procent, selvom franskmændene ser miljøet som et valgkampens vigtigste emner, kun overgået af købekraften og krigen i Ukraine.
Macron er jægernes mand
Hverken Jadot eller den rødgrønne kandidat Jean-Luc Mélenchon var inviteret med, da det nationale jagtforbund for nogle uger siden afholdt sin valgdebat.
Men det fortæller alt om jægernes indflydelse, at både højrenationale Éric Zemmour og konservative Valérie Pécresse selv mødte op, mens Emmanuel Macron og Marine Le Pen sendte højtstående folk.
Siden har forbundsformanden for første gang nogensinde anbefalet sine medlemmer at stemme på én bestemt kandidat, nemlig præsidenten. Med god grund, mener Laurent Jaoul.
»Jeg kan være uenig med Macron om mange andre ting, men ikke om hans syn på jagt. Og så har han halveret prisen for et jagttegn,« siger Saint-Brès-borgmesteren.
Han er mindre begejstret for den anden favorit til at gå videre fra første runde. Og uviljen mod Marine Le Pen blandt de ofte højreorienterede jægere kan blive dyr for hende i et sandsynligt finaleopgør mod Macron.
»Hun siger, at hun støtter os, men går samtidig ind for et forbud mod jagt til hest. Man kan ikke som jæger med god samvittighed stemme på Marine Le Pen,« fastslår Laurent Jaoul.
Tilbage i René Jaumes husmandssted, hvor Chorizo er vågnet fra middagsluren og lunter omkring, har også den ældre mand tænkt sig at stemme på præsidenten. Men det er ikke på grund af hans indstilling til jagt.
»Der er trods alt vigtigere ting i livet – såsom at undgå at få bomber i hovedet,« siger han med henvisning til Ukraine-krigen og tilføjer:
»Det tror jeg, at Macron den bedste til at sikre.«
Martin Tønner er Berlingskes udsendte korrespondent i Frankrig.
