Vox har været her, der og alle vegne op til søndagens parlamentsvalg i Spanien.
Partiets ideer og mærkesager - fra antifeminisme og liberalisering af våbenlovgivningen til forherligelse af tyrefægtning - har domineret debatten. Og mens de øvrige borgerlige partier skar hæle og tæer af deres liberale ideologi for at fremstå lige så patriotiske som de højrenationale, var også venstrefløjen tvunget til at forholde sig til deres dagsorden.
Når forhandlingerne om en ny regering fra i dag går i gang, er det imidlertid efter en klar sejr til socialistpartiet PSOE og »landsforræderen« Pedro Sánchez, der har flere muligheder for at samle et nyt flertal bag sig - og uden, som hidtil, at være afhængig af catalanske separatister.
Selv om Vox er gået fra nul til 24 mandater, vil partiet efter det konservative Partido Populars (PP) nedsmeltning ikke kunne bruge dem til meget andet end en platform, hvorfra de kan råbe videre, mens andre tager beslutningerne.
Her er tre lærestreger og konsekvenser af det spanske valg, som også har betydning for resten af Europa:
Tryk skaber modtryk
De højrenationale kræfter er kommet for at blive, og Spanien har som det sidste store EU-land nu også fået et slagskraftigt parti i familie med franske Rassemblement National, italienske Lega og Alternative für Deutschland.
Men det spanske valg er samtidig endnu et eksempel på, at vælgerne i Vesteuropas konsoliderede demokratier - med undtagelse af italienerne - tøver med at give dem regeringsmagt samt at risikoen for, at det sker, har en stærkt mobiliserende kraft på venstrefløjen og i midten af det politiske spektrum.
Det hører således med til historien, at PP, der har placeret sig tæt på Vox, fik et katastrofevalg og var tæt på at blive overhalet af mere midtsøgende Ciudadanos som det største borgerlige parti.
Socialdemokratisk genopstandelse
For mindre end et år siden lignede de spanske socialister et parti, der ligesom franske PS eller græske PASOK var på vej - om ikke i opløsning, så hvert fald ud ad et sidespor.
Søndag trodsede Sánchez og hans stilfærdigt renoverede PSOE de seneste års tilsyneladende naturlov om socialdemokratisk deroute over alt i Europa, og det nye venstreparti Podemos blev klart distranceret.
Når Spanien efter al sandsynlighed nu får sit første røde kabinet, bliver det med socialdemokraterne som modererende kraft. Ligesom i Portugal i øvrigt, hvor socialisten António Costa regerer solidt med støtte fra rødgrønne og kommunister.
Europæisk forudsigelighed
Det fornyede mandat til Sánchez og fravalget af en højrealliance på Vox' nåde betyder også, at Spanien fortsat vil være et forudsigeligt medlem af EU.
En PSOE-ledet regering vil næppe udfordre eurosamarbejdets budgetdisciplin med »folkelige finanslove« efter italiensk forbillede. Og alt tyder på, at Sánchez' stramme, men også diskrete migrationspolitik vil fortsætte.
Endelig udgør det spanske resultat set i EU-perspektiv et fingerpeg om, hvilken vej vinden blæser forud for næste måneds valg til Europa-Parlamentet:
Det kan godt være, at de højrenationale kræfter har momentum, men en stor del af vælgerne er ikke indstillet på også at give dem magt.
