På vej til frontalsammenstød med EU: Her er fire grunde til, at Italien står fast på »folkets finanslov«

Rivalisering, politiske gevinster og finansiel gambling, men også et velment forsøg på økonomisk nytænkning. Det er grundene til, at den italienske regering stædigt holder fast i en generøs finanslov trods konflikt med EU og pres fra finansmarkederne.

En italiensk trio af finanspolitiske provokatører udfordrer EU og eurosamarbejdet: Premierminister Giuseppe Conte flankeret af sine vicepremierministre og regeringens reelle magthavere, Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio (tv.), og Matteo Salvini, der står i spidsen for Lega. Fold sammen
Læs mere
Foto: Filippo Monteforte/AFP/Ritzau Scanpix

Italien har en kæmpegæld på 131 pct. af BNP, og udsigterne til økonomisk vækst de kommende år er ifølge både internationale og hjemlige vurderinger alt andet end prangende.

Hvordan i alverden kan regeringen i Rom i den situation finde på at dække op til et hundedyrt tag-selv-bord af nye velfærdsydelser og skattelettelser ved at lade budgetunderskuddet vokse?

Og hvorfor insisterer den stædigt på ikke at file så meget som en decimal på sin »folkets finanslov« trods EUs krav om inden udgangen af tirsdag at aflevere et forslag, der overholder eurosamarbejdets regler, for at undgå sanktioner?

Protestpartierne bag den italienske regering har flere tungtvejende grunde – politiske især, men også økonomiske – til at stå fast. Her er fire af de vigtigste:

1. Kontraktlige forpligtelser

Da den højrenationale Lega og Femstjernebevægelsen i slutningen af maj blev enige om at danne regering, underskrev de en kontrakt. Den symbolske formalisering af regeringsgrundlaget skulle sikre, at de – modsat tidligere »svigefulde« regeringer – ikke løb fra valgløfterne, når først de var kommet til magten.

Kontrakten, som partiernes ledere, Matteo Salvini og Luigi Di Maio, konstant refererer til, består af et langtfra harmonisk miks af deres vidt forskellige programmer. Mens Salvini »æder« borgerlønnen, må Di Maio leve med flad skat samt – ikke mindst – med en serie benhårde stramninger af rets- og migrationspolitikken. Ingen af deltagerne i det skrøbelige regeringssamarbejde, der især holdes sammen af finanslovsaftalen, er parat til at give afkald på deres mærkesager og dermed miste troværdighed forud for et sandsynligt valg i utide.

2. Populær styrkeprøve med EU

Italienerne, der føler sig svigtet af resten af Europa i migrationskrisen, hører til de mest EU-skeptiske europæere. Og når Salvini og Di Maio går i verbal infight med kommissionsformand Jean-Claude Juncker eller økonomikommissær Pierre Moscovici, tager det kegler i store dele af befolkningen.

Derfor vil det fremstå som en ydmygelse, hvis der files så meget som en decimal af det budgetunderskud på 2,4 pct., som den italienske regering har meldt ud som sit absolut laveste bud. Samtidig, og ikke mindst, er konfrontationen med »nøjsomhedsbureaukraterne« i Bruxelles vand på især Salvinis mølle forud for næste års valg til Europa-Parlamentet, hvor Lega som del af en højrenational alliance med ligesindede partier i bl.a. Frankrig, Tyskland og Ungarn satser på at sikre sig afgørende indflydelse på det europæiske samarbejde.

Den italienske vicepremierminister, Matteo Salvini (th.), og Ungarns premierminister, Viktor Orbán, står i spidsen for en alliance af højrenationale partier, der har sat sig for at vinde indflydelse i EU ved næste års valg til Europa-Parlamentet. Til det formål er konflikten omkring Italiens finanslov perfekt. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARCO BERTORELLO/AFP/Ritzau Scanpix.

3. Nøjsomhedspolitikken virker ikke

​I modstrid med opfattelsen i Nordeuropa har italienerne faktisk ikke, i hvert fald ikke i nyere tid, levet over evne. Den store gæld blev opbygget for årtier tilbage – og skiftende regeringer i Rom har, som en højtstående tysk bankmand minder om i tirsdagsudgaven af Financial Times, længe ført en stram finanspolitik.

Nøjsomheden i form af et primært budgetoverskud (fraregnet udgifter til renter og afdrag) har imidlertid ikke nedbragt gælden nævneværdigt. Samtidig er Italien gennem en lang periode vokset markant mindre end nabolande som Spanien og Frankrig, mens store dele af befolkningen er blevet forarmet og infrastrukturen misvedligeholdt.

Så hvorfor blive ved med at tage en medicin, der påfører italienerne store afsavn, når den tilsyneladende ikke virker, spørger man i den nye italienske regering. Hvorfor ikke i stedet forsøge at stimulere økonomien via et budgetunderskud, der måske nok er langt højere, end man tidligere har lovet i Bruxelles, men fortsat lavere end i eksempelvis de to ovennævnte nabolande? Det kunne jo være, at det virkede.

4. Nervekrig med finansmarkederne som dommer

Mens konflikten med kommissionen og EU-systemet som nævnt passer den italienske regering glimrende, har den langt større respekt for finansmarkederne som indirekte modstander.

Siden »folkets finanslov« blev præsenteret tidligere på efteråret, er den italienske obligationsrente steget markant, hvilket gør det dyrere for landet at refinansiere sin gæld. Rentespændet mellem italienske og tyske tiårs-obligationer har seneste uger ligget omkring tre procentpoint og dermed et pænt stykke fra de fire procentpoint, som ifølge Salvini er smertegrænsen. Samtidig har de internationale kreditvurderingsinstitutter måske nok nedgraderet Italien, men ikke så meget som mange havde forventet. Og så længe den politisk »indbringende« nervekrig med EU ikke har større finansielle omkostninger, vil den efter al sandsynlighed fortsætte.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa