Italiens økonomi: En umulig kamp at vinde for EU

Tirsdag afleverer Italien sit endelige budgetforslag for 2019 og meget tyder på, at støvlelandet stadig lukker øjnene for EUs løftede pegefinger. Italien kan sanktioneres, men det er tvivlsomt, at det rent faktisk sker. Her er EUs muligheder.

Foto: STR EPA

Tirsdag afleverer Italien sit budgetforslag til EU-Kommissionen. Den selvudnævnte protestregering – bestående af højrenationale Ligaen og EU-skeptiske Femstjernebevægelsen – har med åbenlyse provokationer ladet skinne igennem, at den ikke vil bøje sig for krav om mere økonomisk ansvarlighed.

I EU-sammenhæng har landet været humlebien, der egentlig ikke kan flyve, men som får lov til det alligevel, fordi gode venner sørger for passende medvind. Men måske er tåmodigheden ved at løbe tør. Her er din miniguide til slaget om Italiens økonomi.

Forhistorien

Italien er EUs fjerdestørste økonomi – kun overgået af Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Landet har notorisk dårlig økonomi. Mere end hver tiende i den erhvervsaktive alder er arbejdsløs. Helt håbløst ser det ud for ungdommen, hvor hver tredje mellem 20 og 34 år hverken har job eller er under uddannelse.

I september vedtog den italienske regering så »Forandringens budget«, hvor man planlægger at stifte ny gæld svarende til 2,4 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Italiens regering siger, at det øgede offentlige forbrug – der skal gå til borgerløn, flad skat og lavere pensionslader  vil skabe vækst, som på sigt vil nedbringe gælden, der i slutningen af 2017 var 131 procent af BNP. Det svarer til 2.400 milliarder euro.

Men Bruxelles kan ikke se det geniale i »Forandringens budget«. Italiens forventninger til effekten af det øgede forbrug er alt for optimistiske, lyder det. Blandt andet fordi den økonomiske højkonjunktur, som vi befinder os i, menes at have toppet. Timingen med skattelettelser og lavere pensionsalder er også helt skør, for det giver langsigtede byrder i et i forvejen belastet budget.

»De fleste lande har brugt den fleksibilitet, der er i EUs fiskale regler, til at overbevise kommissionen om budgetoverskridelser. Det gælder også tidligere italienske regeringer. Men i det mindste forsøgte de at bevæge sig i samme retning som kommissionen,« forklarer research fellow Grégory Claeys ved tænketanken Bruegel og uddyber:

»Den nuværende italienske regering lader ikke engang som om. Udadtil signalerer de, at de kan gøre lige, hvad de vil.«

Om provokationerne har virket, er svært at sige. Men EU-Kommissionen gav i slutningen af oktober den italienske regering tid til at tænke sig om og præsentere et nyt budget. Fristen hedder 13. november.

Hvor står sagen nu?

Når EU-Kommissionen skal vurdere et lands budget er det tommelfingerreglen, at landet ikke må budgettere med et underskud, der overstiger tre procent af BNP pr. år. Gælden må heller ikke være større end 60 procent af BNP. De fiskale regler er meget bøjelige, og tidligere har blandt andet Italien fået dispensation, fordi tidligere regeringer med reformer har ovebevist Bruxelles om, at de arbejder i samme retning.

Men den nuværende regering sender slet ikke den slags signaler. Med nøje afmålt hovmod har den afvist at leve op til EUs regler. Fortsætter stilen skal EU beslutte, om den vil forsøge at styre Italiens finanspolitik i en mere bæredygtig retning via sanktioner. Stabilitets- og vækstpagten, som er rygraden i EUs finanspolitiske ramme, består af en forebyggende og en korrigerende arm. Begge håndtag kan aktiveres i sagen mod Italien.

Har EU overhovedet tænkt sig at straffe ulydige Italien?

Italien er et af EUs grundlæggerlande, og det gør ondt i Bruxelles-boblen, at Italien blæser højt og flot på det system, man selv er fadder til. En EU-kilde kalder unionens reelle manøvrerum og Italiens hovmod for en af »EUs allerstørste bekymringer«. Det er der flere grunde til:

  • Vi nærmer os EP-valget, og den italienske populistregering vil bruge EU som syndebuk og gøre unionen ansvarlig for den økonomiske krise i landet, hvis man sanktionerer.
  • Er det overhovedet fornuftigt at presse landet mere økonomisk? Hvis markedet mister tillid til Italien, så vil en krise ikke kun påvirke Italien, men hele Europa og verden. Den græske økonomi er set i den sammenhæng peanuts i forhold til Italien.
  • Hvis man omvendt vælger ikke at bruge sanktioner, så undergraver man også sine egne økonomiske principper og regelværk. Det vil måske blive set som en invitation til andre EU-lande med populistiske regeringer.
Mette Dahlgaard er Berlingskes EU-reporter i Bruxelles