Efter rekordmange migranter: Nu trækker Spanien i nødbremsen

Ikke et øje var tørt, da Pedro Sánchez i juni sidste år lod NGO-skibet »L'Aquarius« anløbe Valencia med 630 migranter ombord. Migranterne var blevet samlet op syd for Sicilien men forment adgang til Italien. Og med sin gestus fik Spaniens dengang nye premierminister lagt effektiv afstand til den EU-fjendtlige regering i Rom.

Godt et halvt år senere har piben imidlertid fået en anden og mere skinger lyd. Socialisten Sánchez er nu på vej med en række stramninger, der ikke lader de højrepopulistiske italienerne meget efter - og med god grund.

I 2018 krydsede 56.644 personer, ifølge EUs grænseagentur Frontex, illegalt grænsen til Spanien, mens regeringen i Madrid sætter tallet til 64.298. Det er under alle omstændigheder ny rekord, og det store sydvesteuropæiske land har nu overhalet både Grækenland og Italien som migranternes mest populære destination.

Som om det ikke var nok, er udviklingen siden årsskiftet accelereret yderligere. De første 14 dage af 2019 krydsede ikke færre end 3.000 migranter, midt i vinterens angivelige lavsæson, Gibraltarstrædet. Tre gange flere end sidste år, og hvis alarmklokkerne ikke allerede ringede i Madrid, gør de det nu.

Marokko skal »på finansloven«

Vil Spanien undgå at ende som migranternes hovedindfaldsvej til Europa, må kursen lægges hårdt om. Og ifølge en plan, som avisen El País har haft lejlighed til at se, har regeringen besluttet at gennemføre en række indgreb, der skal halvere sidste års rekordhøje tilstrømning.

• Det er slut med at sejle rundt og fiske andre landes migranter op, sådan som flere spanske NGOer har gjort i farvandet syd for Italien. Eksempelvis fik redningsskibet »Open Arms« midt i januar forbud mod at forlade havnen i Barcelona. Officielt med den begrundelse, at det ikke overholder sikkerhedsreglerne for transport af personer.

​

• Den spanske kystvagt skruer ned for beredskabet og vil ikke længere aktivt lede efter synkefærdige migrantbåde, men vente på at blive tilkaldt. En dødelighed i Gibraltarstrædet på blot 1,7 pct. mod 28,5 pct. på den centrale Middelhavsrute fra Libyen til Italien skyldes blandt andet kystvagtens - set udfra en strammer-logik - lige lovlig nidkære redningsarbejde.

• I stedet skal marokkanske patruljebåde operere i et større område end hidtil - mod klækkelig betaling, naturligvis. EU afsatte i efteråret 140 mio. euro til formålet i form af diverse tilskud og projekter. Spanien lobbyer desuden for at opfylde Marokkos ønske om at få en fast plads i det europæiske migrationsbudget og opnå en højere grad af finansiel ligestilling med Tyrkiet, Libyen og andre lande, der foretager fremskudt grænsebevogtning for EU.

Effektiv outsourcing

Det sidste punkt er det i særklasse vigtigste for den spanske nødplans succes, vurderer Blanca Garcés, der er ekspert i migrationspolitik og tilknyttet den catalanske tænketank CIDOB.

»Outsourcing af grænsebevogtningen er ekstremt effektivt. Det gælder ikke mindst den seneste tids tendens med at lade lande som Libyen og nu Marokko overtage rednings- og overvågningsarbejde,« siger Garcés til Berlingske og fortsætter:

»Patruljebåde fra de nordafrikanske lande kan sejle migranter, der bliver samlet op, direkte tilbage, hvor de kom fra, mens den spanske eller italienske kystvagt skal tage hensyn til reglerne i Genève-konventionen.«

På længere sigt, og set i et større perspektiv, kan kun et ingreret samarbejde om at skabe alternativer til migration bremse tilstrømningen, mener den spanske ekspert.

»Hvis vi lægger vores skæbne i hænderne på uberegnelige magthavere i Marokko og ikke mindst Libyen, vil løsningerne være midlertidige og usikre,« forsikrer Garcés.

Men på den korte bane er der, som det bratte fald i tilstrømningen til Italien har vist, kontant afregning. Og det er den, det handler om for Pedro Sánchez.

Frygt for et indvandringsvalg

Spanierne skal til foråret til kommunal- og regionalvalg. Det kan langtfra udelukkes, at premierministeren i løbet af 2019 desuden udskriver valg til parlamentet.

Og efter at det indvandrerfjendske parti Vox for nylig fik 12 pct. af stemmerne i den sydspanske region Andalusien, skal han ikke nyde noget af at sætte flere nye rekorder for tilstrømningen af migranter.

Der ér endnu langt fra Madrid til Rom, når det handler om retorik og symbolpolitiske stunts. Men i substansen er det blevet vanskeligere at kende forskel på redningsskibsvelgøreren Sánchez og Italiens hårdkogte migrant-sherif, Matteo Salvini.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.