Nu gik det ellers lige så godt for Pedro Sánchez. I hvert fald med fortællingen om Spaniens unge og fotogene premierminister som frontfigur i et bemærkelsesværdigt comeback for Europas socialdemokrater, der også omfatter Mette Frederiksen samt - om man vil – Sveriges Stefan Löfven.
Men er spanieren i gang med at smide både sit narrativ og regeringsmagten på gulvet, fordi han trods et fornuftigt udgangspunkt efter valget 28. april – og modsat sine skandinaviske partikammerater - synes ude af stand til at samle de øvrige centrums- og venstrefløjspartier bag sig?
I hvert fald måtte Sánchez torsdag eftermiddag indkassere endnu et nederlag ved ugens anden tillidsafstemning i det spanske parlament, hvor han ellers kunne nøjes med et simpelt flertal. Og det skete takket være, hvad der set på europæisk afstand, ligner smålige, taktiske hensyn.
Forinden var forhandlingerne om en koalitionsregering med Podemos først på dagen brudt definitivt sammen. Ifølge socialdemokraterne fordi det nye venstreparti anført af den karismatiske Pablo Iglesias krævede en ublu stor andel af ministerier og magtbeføjelser.
Skal man tro Iglesias var det tværtimod Sánchez og hans folk, som slog krøller på sig selv for at undgå et regeringssamarbejde uden at fremstå som de »skyldige« i offentligheden. En udlægning, som et flertal af spanierne ifølge en meningsmåling er enige i.
Målet er tilsyneladende at presse det internt splittede Podemos til yderligere indrømmelser og helst helt ud i en rolle som eksternt støtteparti. Og det kan sagtens være, at det lykkes i løbet af de to måneder, der nu er til rådighed for videre forhandling inden et omvalg.
Men Sánchez spiller højt spil med både Spaniens stabilitet og sit lands rolle som stabiliserede kraft i det europæiske samarbejde. Ikke mindst forud for et efterår, der tegner til at blive turbulent både ude og hjemme, og som skriger på en solid og handlekraftig spansk regering.
Brexit og Gibraltar
Med Boris Johnsons indtog i Downing Street 10 er risikoen for et hårdt og kaotisk Brexit til efteråret, når fristen for en aftale udløber, rykket et langt skridt tættere på.
Sker det, har EU ikke brug for det magttomrum, som vil opstå i et af samarbejdets største og vigtigste medlemslande, hvis det befinder sig midt i en valgkamp.
Slet ikke, når medlemslandet – som Spanien – har en meget direkte aktie i slagsmålet om Brexit pga. den mangeårige konflikt om Gibraltars status.
Få ting kan som spørgsmålet om den britiske enklave bringe spansk nationalfølelse i kog, og som emne i en tæt valgkamp vil det være direkte eksplosivt.
Den italienske ballade
Sánchez' europæiske momentum handler også om, at Storbritannien er i gang med at forlade EU, mens den italienske koaltionsregering mellem Matteo Salvinis højrenationale Lega og Femstjernebevægelsen mere eller mindre direkte modarbejder Bruxelles.
Det placerer Spanien langt mere centralt i samarbejdet end hidtil som en pålidelig og proeuropæisk partner for Tyskland og Frankrig, der under Sánchez oven i købet kan favne den socialdemokratiske familie som hverken Emmanuel Macron eller Angela Merkel tilhører.
Men hvad hjælper det alt sammen, hvis han ikke kan omsætte sin valgsejr til regeringsmagt og i stedet åbner døren på klem for en spansk højrefløj, hvor EU-begejstring ikke længere er en selvfølge?
Som i forhold til Brexit gælder det også, hvad angår efterårets forventelige konflikt med magthaverne i Rom om Italiens finanslov for 2020, at der er god brug for Spanien som en magtfuld stemme i koret af fortalere for økonomisk ansvarlighed.
Den catalanske konflikt
Retsforhandlingerne i sagen mod de catalanske separatistledere, der er tiltalt for oprør i forbindelse med forrige års løsrivelsesforsøg, sluttede i juni.
Dommen ventes afsagt i løbet af efteråret. Og meget tyder på, at den bliver hård med straffe på 15-20 års fængsel til eksempelvis lederen af partiet Esquerra Republicana (ERC), Oriol Junqueras.
Sker det, risikerer det i forvejen spændte forhold mellem den separatistledede selvstyreregering i Barcelona og centralmagten i Madrid at eksplodere igen.
Af samme grund opfordrede ERCs politiske ordfører Gabriel Rufian forud for torsdagens afstemning indtrængende Sánchez og Iglesias til at blive enige om en aftale, mens de socialdemokratiske separatister kan om end ikke direkte støtte den så i hvert fald undlade at stemme.
»Fra september (hvor dommen ventes. red.) bliver det svært at indgå politiske aftaler for os alle,« sukkede han.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
