Middelhavet efter migrantkrisen: Hegn, blokader og lokumsaftaler

En strategi, der kombinerer hårdkogte metoder med »bløde« samarbejdsaftaler, har tre år efter den store krise i 2015 reduceret tilstrømningen dramatisk.

ITALY-EUROPE-POLITICS-RIGHTS-MIGRATION-DICIOTTI
Migranter på dækket af den italienske patruljebåd »Diciotti«, som i august blev offer for indenrigsminister Matteo Salvinis blokade og måtte vente dagevis på at få lov til at lægge til kaj.  Fold sammen
Læs mere
Foto: GIOVANNI ISOLINO/AFP/Ritzau Scanpix

Det er ikke ret længe siden. Efter at have taget tilløb i månederne forinden væltede en strøm af migranter i efteråret 2015 over Middelhavet i så enormt et antal, at de i store grupper drev rundt på Europas motorveje, heriblandt de danske.

Tre år senere er antallet af ulovlige grænsekrydsninger ind i EU faldet til cirka en tiendedel. Og selvom flere af Mellemøsten og Afrikas mange konflikter i mellemtiden har udviklet sig i mindre blodig retning, er incitamentet til flugt fra krig og nød næppe blevet afgørende mindre.

I stedet har en strategi, der kombinerer fysiske barrierer og hårdkogte metoder med »blød« magt i form af en serie af samarbejdsaftaler, indtil videre vist sig virkningsfuld.

Grænsehegn virker

Spørg bare i de spanske enklaver Ceuta og Melilla, hvor et tredobbelt og seks meter højt »forsvarsværk« gennem årtier har holdt migrationen ved EUs eneste landfaste grænse med Afrika nede på et tåleligt niveau.

Det var bygningen af fysiske barrierer i først Ungarn og senere flere andre østeuropæiske lande, der i efteråret 2015 fik stoppet den livlige trafik ad Balkanruten ind i Europa.

Soldater patruljerer ved et af en serie hegn op gennem det sydøstlige Europa, her ved grænsen mellem Makedonien og Grækenland.  Fold sammen
Læs mere
Foto: GEORGI LICOVSKI/EPA/Ritzau Scanpix.

Men hegn giver, som migrationseksperten Félix Arteaga har forklaret til Berlingske, kun mening som et pusterum på særligt udsatte steder, og når de samtidig er led i en mere omfattende strategi.

Fra »Srebrenica« til lukkede havne

Da 366 migranter i 2013 druknede nær den italienske ø Lampedusa sammenlignede daværende premierminister Matteo Renzi tragedien med massakren i Srebrenica og søsatte som svar et gigantisk redningsberedskab.

Fem år senere har indenrigsminister Matteo Salvini lukket de italienske havne, og selv landets egne flådefartøjer er blevet nægtet adgang, hvis de havde migranter ombord.

Den italienske indenrigsminister Matteo Salvini er kendt for at tage bombastiske og kontroversielle midler i brug i kampen mod illegal indvandring. Her forsvarer han sin politik i et TV-program med migranter i havsnød som bagtæppe.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas SOLARO/AFP/Ritzau Scanpix.

Renzis humanitære fokus er blevet afløst af et mere nøgternt og, i enkelte tilfælde, direkte fjendtligt syn på migranterne.

Såvel middelhavslandenes som grænseagenturet Frontex' omfattende beredskab lægger vægten på overvågning og kamp mod menneskesmuglere. Og de NGOer, der i første omgang overtog redningsopgaven, har stort set alle givet op over for Salvinis blokade.

EU begynder i Tyrkiet, Libyen og Marokko

EUs aftale med Tyrkiet, der i 2016 markerede afslutningen på den store migrantkrise, er et blandt flere eksempler på, hvad migrationseksperter betegner som outsourcingen af EUs grænsebevogtning. Et fænomen, der samtidig er den vigtigste forklaring på den faldende tilstrømning.

En marokkansk grænsebetjent forsøger at indhente en migrant i bjergene nær den spanske enklave Ceuta. Spaniens nære samarbejde med Marokko er kernen i landets migrationspolitik.  Fold sammen
Læs mere
Foto: FADEL SENNA/AFP/Ritzau Scanpix.

Eksempelvis skyldes det dramatiske fald i trafikken til Italien i højere grad samarbejdet med magthaverne i Libyen, der blev påbegyndt under den tidligere socialistiske regering, end Salvinis bombastiske havneblokader.

Når Spanien stort set ikke blev berørt af krisen i 2015-16, var det i kraft af en serie samarbejdsaftaler med Marokko og andre vestafrikanske lande. Madrid satser da også på at bremse de seneste måneders øgede tilstrømning ved at intensivere samarbejdet med det nordafrikanske naboland.