»Dødtræt af dyreværnsævl«. Tyrefægterne stempler ind på den spanske højrefløj

En række matadorer har indtaget den politiske manege som kandidater for højrenationale partier ved parlamentsvalget 28. april. Tyrefægtermiljøet har i årevis følt sig misforstået og udskammet af »disneyficerede« bymennesker, og nu er tiden inde til revanche, forudser ekspert.

Miguel Abellán, der her udfordrer en tyr under San Fermín-festen i 2014, stiller op som nummer 12 på konservative Partido Populars liste i Madrid med gode chancer for at blive valgt. Joseba Etxaburu/Reuters/Ritzau Scanpix

Serafin Marín var grædefærdig. Han var netop i triumf blevet båret på skuldrene ud af Barcelonas arena, men det var efter at have dræbt den sidste tyr, inden et forbud mod tyrefægtning i Catalonien trådte i kraft. »Politikerne har revet mit liv op med rode,« lød det bittert fra den lokale matador.

Otte år senere er Marín selv på vej ind i de folkevalgtes rækker som nummer tre på det nye spansknationale parti Vox’ liste i hjembyen. Og han er blot én blandt en række kandidater fra tyrefægtningens verden, der op til parlamentsvalget 28. april har meldt sig under højrefløjens faner i protest mod, hvad de ser som et politisk korrekt komplot.

»Der er opstået et forvrænget billlede af tyrefægtning, og jeg er dødtræt af at høre på dyreværnsævl og urimelige beskyldninger,« siger Salvador Vega, der stiller op for det konservative Partido Popular (PP), til Libertad Digital og tilføjer:

»Tiden er inde til at træde et skridt frem og få folk til at fatte, at tyrefægtning er kunst.«

Serafin Marín bæres i triumf ud af Barcelonas arena efter den foreløbig sidste tyrefægtning i Catalonien 25. september 2011. Bag ham ses et banner i de catalanske nationalfarver med påskriften »Frihed for vores kultur«. Alberto Estevez/EPA/Ritzau Scanpix

Raquel Sanz – enke efter en matador, der for et par år siden blev stanget ihjel i arenaen – udtrykker det på en anden måde:

»Tyrefægtningens verden er ikke partipolitisk, men den insisterer på frihed og respekt,« skriver den ligeledes konservative kandidat på Twitter.

Værdier, som – underforstået – ikke findes på venstrefløjen og endnu mindre i de catalanske nationalistpartier, der i 2011 forbød »nationalfesten« i deres region.

Spanskhedskonkurrence

Tyrefægternes indtog i den politiske manege begyndte sidste efterår, da en af øjeblikkets store stjerner, Morante de la Puebla, dukkede op i en bizar – men ekstremt effektiv – video ridende side om side med Vox-lederen Santiago Abascal.

Senere deltog Morante i kampagnen op til det andalusiske regionalvalg kort før jul, hvor det nye højrenationale parti gik fra tæt på nul til 11 pct. Og selvom det ikke lykkedes at signe ham, kunne Vox for nylig præsentere en række andre tyrefægterkandidater.

PP har øjeblikkeligt svaret igen for ikke at miste terræn i den intense krig om at fremstå mest »spansk«, der efter Vox’ eksplosive fremgang er brudt ud på højrefløjen. En krig, der har forsvaret af den såkaldte nationalfest som en af de vigtige fronter.

I tyrefægtningens ofte selvtilstrækkelige verden rynker mange på næsen, mens de genfortæller anekdoten om den legendariske matador Juan Belmonte og en af hans medhjælpere, der efter karrieren blev udnævnt til guvernør for Huelva-provinsen.

Da Belmonte spurgte til det nye job, svarede medhjælperen: »Det er gået tilbage for mig, Maestro.«

Venstrefløjens udskamning

Men for Pablo García-Mancha, der skriver om tyrefægtning for en række nordspanske aviser, er politiseringen en naturlig konsekvens af de seneste års udskamning. Og lige så oplagt er det, at »tilbagegangen« finder sted på den yderste højrefløj.

»Tyrefægterne og deres fans har i årevis følt sig politisk hjemløse, fordi selv PP syntes, det var lidt pinligt at forsvare dem. Og når Vox gør tyrefægtning til en mærkesag, ja, så søger de selvfølgelig tilflugt her,« siger kulturjournalisten og tilføjer:

»Hos venstrefløjen kan de i hvert fald ikke melde sig ind, så længe Podemos-lederen Pablo Iglesias kræver folkeafstemning om et forbud.«

Tidligere var tyrefægtning ikke en politisk markør. Diktatoren Francisco Franco hadede eksempelvis »los toros«, mens venstrefløjsikoner som Pablo Picasso og Federico García Lorca var store aficionados.

Det er med den nye venstrefløj opstået i krisens kølvand, at udskamningen af tyrefægtning som en mandschauvinistisk og fascistoid aktivitet tager fart, mener Pablo García-Mancha. Hvilket knytter an til en mere generel samfundsudvikling: Disneyficeringen af vores forhold til dyrene.

Morante de la Puebla, her fanget midt i en uortodoks manøvre i Sevillas arena, var den første tyrefægter, der åbent bekendte politisk kulør og erklærede sin støtte til det højrenationale parti Vox.  Cristina Quicler/AFP/Ritzau Scanpix

»Gule Veste« med pailletter?

»For moderne bymennesker er dyr lig med kæledyr. De ser økologi og animalisme som to sider af samme sag. Og hvis man slår dyr ihjel i forbindelse med tyrefægtning eller på jagt, er man et dårligt menneske,« siger journalisten og fortsætter:

»Men de glemmer, at jagt i landområderne ofte er et spørgsmål om det daglige brød. Og jeg tror, at Vox’ forsvar af det traditionelle og landlige Spanien er mere populært, end mange forestiller sig.«

Er tyrefægterne en slags »Gule Veste« med pailletter og lyserøde kapper? Og er deres indtog i politik varsel om et forestående vælgeroprør med afsæt i Udkantsspanien?

En ting er sikker. Hvis Vox får afgørende indflydelse efter valget 28. april, vil chancerne for, at Serafin Marín snart igen kan dræbe tyre i sin hjemby Barcelona, være væsentligt forbedret.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa