Steve Bannon tog sig overraskende god tid. I stedet for et par minutters udveksling af faste håndtryk og høflige almindeligheder på kontoret i Det Hvide Hus inviterede Donald Trumps daværende toprådgiver repræsentanterne fra Vox til middag i sit hjem.
Hvorfor i alverden satte en af klodens på det tidspunkt mest magtfulde mænd en hel sommeraften i 2017 af til at tale med politikere fra et ukendt spansk parti, som havde fået sølle 46.781 stemmer ved et parlamentsvalg året forinden svarende 0,2 pct.? Der var, har det siden vist sig, gode grunde til det.
»Dengang var de nul og niks, men de havde allerede forstået logikken,« forklarer Bannon i et interview til avisen El País forud for næste søndags nye spanske showdown ved urnerne og forudsiger:
»Vox vil opnå overrumplende resultater, og deres succes vil sende trykbølger ud i hele Europa.«
Den spanske undtagelse er slut
I første omgang står det højrenationale parti i meningsmålinger til omkring 11 pct. af stemmerne og kan, hvis der opstår et flertal til højre for midten, få afgørende indflydelse som støtte for en konservativt ledet regering.
Men selv om det skulle lykkes for den socialistiske premierminister Pedro Sánchez at bevare magten, kommer valget 28. april efter al sandsynlighed til at markere et før og et efter i spansk politik.
Det store sydeuropæiske land, der trods massiv migration, islamistiske attentater og massearbejdsløshed indtil for nylig syntes immun over for de seneste års ideologiske opbrud i den vestlige verden, har langt om længe fået et højreparti med gennemslagskraft.
En udvikling med vidtrækkende konsekvenser for såvel det store sydeuropæiske land som et EU, hvor føderalistiske og »patriotiske« kræfter op til europaparlamentsvalget om en måneds tid kæmper om magten. Men hvordan er det gået til?
Nære forbindelser i Visegrad-landene
Uden forrige års forsøg på at løsrive Catalonien og den stærkt følelsesladede reaktion på udfordringen i andre dele af landet ville Vox' kompromisløse spanske nationalisme næppe have vundet fodfæste – i hvert fald ikke på så kort tid.
Men det er også rigtigt, at jorden i forvejen var gødet for partiets eksplosive vækst, samt at Vox' ledere, som Bannon konstaterede, »havde forstået logikken« og var klar til at udnytte deres momentum, da det indtraf i løbet af 2018.
Hvor stor en rolle den italienskbaserede alt-right-guru spiller som rådgiver for de spanske højrenationale, vil hverken han eller de fortælle. Desuden har Vox – i overensstemmelse med sin strategi om at boykotte traditionelle medier – ignoreret Berlingskes anmodninger om et interview.
Set udefra med den politiske kommunikationsekspert Antoni Gutiérrez-Rubís professionelle øjne er den »trumpistiske« inspiration oplagt. Men det samme er et nært samarbejde med mere erfarne højrenationale partier i andre europæiske lande.
»Santiago Abascal (Vox' leder, red.) har nære forbindelser til ligesindede i Ungarn og Tjekkiet og blev modtaget som en regeringschef, da han for nylig besøgte Polen,« siger Gutiérrez-Rubí til Berlingske og fortsætter:
»Og når han pludselig fremsætter et provokerende forslag om at gøre det lettere at anskaffe sig våben og udvide grænserne for lovligt selvforsvar, er det næppe tilfældigt, at det sker, kort efter at Matteo Salvini har gjort det samme i Italien.«
WhatsApp, provokationer og indebrændthed
Under alle omstændigheder formår Vox-lederne særdeles effektivt at »oversætte« den internationale hjælp og inspiration til lokale forhold. Gutiérrez-Rubí peger på en række kommunikationstekniske trick som redskaber for en original analyse af, hvad der rumsterer i dele af den spanske folkesjæl:
Dygtig brug af de sociale medier, især Instagram, hvor Vox er klart størst blandt Spaniens politiske partier. Særdeles velproducerede videoer på både billed- og lydsiden fra møder og events, der er til for optagelsernes skyld snarere end omvendt. Konsekvent brug af WhatsApp som partiets vigtigste kommunikationskanal.
Held med via især WhatsApp-grupper at skabe en politisk undergrundskultur, der opererer under de traditionelle mediers radar og får sympatisører til at føle sig som en avantgarde og som del af noget hemmeligt og »frihedskæmperagtigt«.
Konsekvent satsning på konstant at fastholde opmærksomheden og derved tvinge især rivalerne på højrefløjen til at agere ud fra dagsordener dikteret af partiet. Også selv om forslag og signaler ofte må korrigeres eller opgives, fordi de er for langt ude eller ikke fungerer, hvilket følges tæt via en omfattende tracking.
Identificering af vælgergrupper, der føler sig krænkede i deres nationale stolthed, lokalpatriotisme, kulturelle identitet eller kønslighed, og som de øvrige partier ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på – såsom jægere, tyrefægterfans, fraskilte mænd, beboere i områder med stor indvandring og mere generelt spaniere, der går ind for én gang for alle at sætte de catalanske separatister på plads.
Skriget
Læg dertil en intens forherligelse af Spaniens stolte, imperialistiske fortid – fra »frihedskrigen« mod maurerne til erobringen af den nye verden – og opgøret med en »politisk korrekt« historieskrivning, og man har ingredienserne til et budskab, der ifølge meningsmålinger overbeviser ca. to millioner spaniere.
»Vox betyder stemme, men partiets politiske budskab og måden at fremføre det på er nærmere et skrig. Og når det handler om at mobilisere folk, der føler sig glemt og overset, er det effektivt at skrige,« konkluderer Gutiérrez-Rubí.
Kan det kalkulerede og ualmindeligt effektivt iscenesatte råberi omsættes til konkret politisk indflydelse på et rådvildt konservativt parti, der tidligere havde monopol på den spanske højrefløj? Det vil vise sig, når stemmerne er talt op på søndag.
