Kun en ud af 40 hjemvendte jihadister fortrød: »Charlie Hebdo-massakren var den smukkeste dag i mit liv«

Émilie König, berømt og berygtet som Ummu Tawwab, er ked af det. Den 33-årige franske konvertit fortryder, at hun som en af Islamisk Stats mest effektive propagandister hvervede op mod 200 unge landsmænd som soldater og burkabrude.

»Hun beder om forladelse af familie, venner og sit land, og vil gerne betale for sine forbrydelser i Frankrig,« sagde Königs 70-årige mor til Ouest-France, efter at den fremtrædende jihadist for et års tid siden blev anholdt af kurdiske militser i det nordlige Syrien. Men er det nu også rigtigt?

Angrer König og andre franske jihadister, der gerne vil hjem eller allerede er kommet det, oprigtigt deres forbrydelser? Eller venter de blot på bedre tider til igen at drage i hellig krig – som IS-soldater eller som terrorister?

Spørgsmålet melder sig med fornyet kraft, efter at Frankrig som et af de eneste vestlige lande har erklæret sig parat til at tage imod statsborgere, der sidder fængslet i det mellemøstlige land efter Islamisk Stats militære nederlag.

Og svaret er alt andet end opløftende. I hvert fald ifølge journalisten David Thomson, der i 2016 udgav bogen »Les Revenants« (Gengangerne) om hjemvendte jihadister.

»Jeg interviewede gennem seks år omkring 40 personer og føler mig kun sikker på, at en enkelt af dem rent faktisk har brudt med jihadismen som ideologi,« siger Thomson, der har forladt både Frankrig og sit tidligere stofområde pga. dødstrusler, til Le Figaro.

Eller som han formulerer det i sin bog: »De hjemvendte er ofte skuffede over deres oplevelser i Syrien, men stort set ingen af dem fortryder.«

Priser terror

Lena, som Thomson vælger at kalde en af sine interviewpersoner, er et godt – og uhyggeligt – eksempel på fænomenet. Den unge fransk-algeriske kvinde ankom i slutningen af 2014 til Syrien for at gifte sig med en fransk jihadist, hun havde lært at kende via sociale medier.

Da han efter nogle måneder faldt i krigen, og Lena afviste et nyt ægteskab, blev hun beskyldt for spionage og mishandlet både fysisk og psykisk, inden det lykkedes hende at flygte.

Trods de traumatiske oplevelser forsøgte hun to år senere igen at slutte sig til Islamisk Stat, denne gang i Libyen. Og hun priser uden omsvøb terror.

»Attentatet mod Charlie Hebdo ... Ah! Det var en af de smukkeste dage i mit liv,« siger Lena med et stort smil om angrebet på det satiriske ugemagasin, hvor 12 blev dræbt, og tilføjer:

»Jeg håber sådan på, at noget lignende vil ske igen, og at attentatet denne gang vil blive udført af en søster.«

»Blå kors« for jihadister

Det er således med god grund, at IS-medlemmer af »det svage køn« ikke længere slipper billigere end mændene. Også kvinderne interneres nu systematisk.

Men selv om samtlige de jihadister, Frankrig planlægger at transportere hjem, ender bag tremmer, løser det kun problemerne her og nu.

For før eller siden slipper de ud igen – alene i år vil omkring 30 have udstået deres straf – og hvad så?

En anden deprimerende konklusion efter læsning af »Les Revenants« er, at den franske regerings programmer for afradikalisering hidtil har været dundrende fiasko.

Adskillige af de jihadister, der som led i terapien stod frem i medierne og tog afstand fra Islamisk Stat, er efterfølgende draget i hellig krig igen.

»De taler til os med et forstående blik og bløde stemmer, som om vi var gamle alkoholikere. Det er helt til grin,« siger Lena om det program, hun blev tvunget til at deltage i.

Uforsonlig far

Fanger, som Thomson har været i kontakt med, forklarer, hvordan mange jihadister ryger under gårdturen og på andre måder forsøger at narre personalet til at tro, at de har lagt fanatismen bag sig.

»I virkeligheden er mindst tre fjerdedele af os klar til at tage afsted igen eller lave ting her i Frankrig,« indrømmer en af dem i bogen.

Men hvis de hjemvendte jihadister, som allerede befinder sig i landet, udgør en tikkende bombe, hvorfor så i alverden transportere endnu flere af dem hjem fra Syrien?

Argumentet fra regeringen og flere eksperter lyder, at alternativet er endnu værre. Nemlig risikoen for, at de »sættes ud i naturen« og måske alligevel vender tilbage til Europa for at begå attentater.

Dele af oppositionen samt – at dømme efter mediernes læserafstemninger – et stort flertal af franskmændene er imod. En splittelse, der rækker helt ind i Émilie Königs familie.

Mens moderen kæmper for hendes ret til at vende hjem og blive retsforfulgt i Frankrig, ser faderen anderledes uforsonligt på sagen.

»Hun gik sine egne veje, og nu er det for sent. Hvis hun er i Syrien, så lad hende blive der,« siger Jean-Bernard König til Ouest-France.