Et moralsk essay

En lille pige forsvinder i Boston. Måske er hun blevet bortført. Politiet leder selvfølgelig efter hende, men hendes tante hyrer for en sikkerheds skyld den unge lokale privatdetektiv Patrick Kenzie til at gøre det samme. Sagen kompliceres, da den forsvundne piges mor viser sig at være kriminel narkoman og har stjålet en større sum narkopenge. Måske er datteren blevet kidnappet som hævn? Meget tyder på det, men midtvejs i »Gone Baby Gone« tager handlingen en uventet mudret drejning, og pludselig er det en helt anden slags beretning, vi får fortalt – ikke så meget en kriminalhistorie som et moralsk essay om børns tarv og de voksnes ansvar. Dette knæk i både stil og tema gør mildt sagt »Gone Baby Gone« til en ujævn oplevelse, men filmen er ikke desto mindre en solid og habil instruktørdebut for skuespilleren Ben Affleck, der i de senere år ikke har haft voldsom succes med sin karriere foran kameraet og derfor nu klogeligt har placeret sig bag det. Ligesom Clint Eastwoods »Mystic River« er denne film baseret på en roman af Dennis Lehane, og det betyder, at den foregår i en flosset proletardel af Boston, og at dens tonefald er rugende melankolsk. Her er ingen sejrende helte og helhjertede happy endings, men en mørk og traurig beskrivelse af mennesker, som trods alle deres fejl og svagheder forsøger at gøre det rigtige. Eller tværtimod har travlt med at gøre det totalt forkerte. Tankevækkende på godt og ondt At handlingen i filmens anden halvdel virker tørt konstrueret og temmelig teoretisk er ærgerligt, for »Gone Baby Gone« har fra begyndelsen betydelige kvaliteter i sin livlige miljøskildring og nuancerede psykologi. Personerne er ikke stereotyper, men sammensatte figurer, og trods sin imponerende stædighed er Patrick Kenzie ingen Philip Marlowe – han spilles med dæmpet intensitet af Ben Afflecks talentfulde bror Casey Affleck, der også ydede en eminent præstation som den ulyksalige Robert Ford i Andrew Dominiks vældige western »Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford«. Blandt den nye films kvaliteter er desuden stærke præstationer af fejlsikre veteraner som Ed Harris (med paryk) og Morgan Freeman, ligesom det klæder historien, at Patrick Kenzies intelligente kæreste Angie (Michelle Monaghan) er lige så involveret i efterforskningen som han selv. Hende kan man kun beundre, mens det er sværere at beslutte, hvad man skal mene om den forsvundne piges afstumpede mor – er det synd for hende, og fortjener hun at få sit barn tilbage, eller er pigen bedre tjent med aldrig at se sin mor igen? Dette er det smertelige moralske omdrejningspunkt i »Gone Baby Gone« og afgjort værd at tage stilling til. Til gengæld må man så affinde sig med, at Ben Afflecks ambitiøse film ikke fungerer særligt tilfredsstillende som kriminalistisk underholdning – det gør »Mystic River« strengt taget heller ikke – men primært må opleves som en tankevækkende fremstilling af, hvor vanskeligt det undertiden kan være at gøre det bedste for et barn. Har Patrick Kenzie gjort det, da filmen slutter? Spørgsmålet står åbent og kan kun besvares individuelt af tilskuerne, hvad der trods filmens indlysende svagheder egentlig giver en ganske god grund til at se den.