»Hvis du igen ser mig i en ny film, hvor alting eksploderer, er det fordi, jeg er gået fallit«

Ben Afflecks karriere blev bombet i stykker af hans meget omtalte forhold til Jennifer Lopez. Sidste år gjorde han comeback med hædrende omtale, og nu debuterer han som instruktør og vinker farvel til rollen som pretty boy.

Skuespilleren Ben Affleck har sat sig om på den anden side af kameraet i instruktørstolen med filmen »Gone Baby Gone«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto

Ben Affleck er kun en mand. Derfor lod han sig friste af verdens måske mest sexede kvinde. Han blev kæreste med latino-popdronningen Jennifer Lopez, de skulle giftes, opmærksomheden var enorm og de fokuserede på privatliv frem for karrierer, de blev sammen kaldt »Beniffer« og indspillede nogle af årtiets måske dårligste film.

Minderne fra gennembrudsfilmen »Good Will Hunting«, der indbragte Ben Affleck en Oscar, forsvandt i gossiptåger, og offentligheden konkluderede, at det måtte være samarbejdspartneren og barndomsvennen Matt Damon, der var hjernen og Affleck, der var pretty boy og flødebolle.

Men så gik »Bennifer« i opløsning – og Ben Affleck nød den mindre opmærksomhed. Han medvirkede i den smalle, men anmelderroste »Hollywoodland«, som indbragte ham prisen for bedste mandlige skuespiller ved sidste års filmfestival i Venedig.

Nu fortsætter han comebacket med sin instruktørdebut, »Gone Baby Gone«, der er baseret på en roman af Dennis Lehane, som også har skrevet forlægget til Clint Eastwoods Oscar-vindende »Mystic River«.

Det er med andre ord en ny Ben Affleck, Berlingske Tidende møder på det eksklusive Hotel Plaza Athénée i Paris. Som han selv udtrykker det:

»Hvis du igen ser mig i en ny film, hvor alting eksploderer, er det fordi, jeg er gået fallit.«

Det er der ikke noget, der tyder på, at han risikerer lige foreløbig.

Filmen og Madelaine-sagen
»Gone Baby Gone« er blevet overvældende godt modtaget af amerikanske kritikere, mens opmærksomheden i Europa har cirklet om, at nogle detaljer i filmen falder sammen med virkelighedens fireårige Madeleine McCanns forsvinden under en ferie i Portugal.

»Gone Baby Gone« handler nemlig om en pige, der bliver bortført, mens moderen er ude – og pigen, der bliver bortført, ligner Madeleine McCann på en prik og hende, der spiller den bortførte i filmen, hedder faktisk Madeleine i virkeligheden.

Det emne afviser Affleck dog at drøfte, og vi taler i stedet om hans skifte fra rollen foran kameraet til den bag ved kameraet, som han synes, har været hårdere end ventet:

»Hver dag på settet var jeg bange for, at folk ville fyre mig, fordi vi på en hel dag kun nåede at optage en halv scene og ikke en hel, som vi skulle ifølge planen. Jeg spekulerede hele tiden over, hvad der var meningen med det, jeg lavede: »Hvordan bliver det her godt, hvad giver det her et særpræg, hvor er de centrale pointer? Det er ikke exceptionelt. Der er ikke noget i den her scene, som er virkelig storartet.« Det var ren tortur – og en konstant søgen, hvor man kun en sjælden gang i mellem opdagede noget interessant. Jeg gik hjem fra arbejde hver dag og tænkte: »Hvad skabte jeg i dag, der var godt?« og så kastede jeg op på min hovedpude. Fik migræne, tændte og slukkede lyset. Vågnede op om morgenen og var bare flad,« siger han og punkterer så alvoren med et bredt grin:

»Se, det var så min instruktørdebut.«

Det gør han et par gange i løbet af interviewet; som om han hænger fast i vanen med at lave interviews til teenage-bladene. Han ligner også stadig en drengerøv. med nonchalant habitjakke, løse hørbukser og et bare hvide kondisko.

Han viser også nye sider: Mens hans tynde fingre piller i hans halvlange skægstubbe, forklarer han ambitionen, der er helt klar:

»Det var ikke nok at lave noget, der bare blev okay, solidt, på det jævne. Jeg ville lave noget, der blev fremragende,« siger han og fortsætter:

»Det føltes som en forfærdelig smerte, når jeg ikke troede på det. Jeg blev søsyg, hamrede hovedet mod muren, gik rundt i cirkler. Der var et vist spændingsniveau hele tiden. Men jeg gætter på, at når man bliver mesterinstruktør, fader det ud.«

Han forklarer, at netop det spændingsniveau også var en del af grunden til, at han i starten var tøvende med et kaste sig ud i rollen som instruktør.

»I sig selv er det et modigt skridt at begynde at instruere, og så er det også en helt ny rolle, som jeg aldrig har prøvet før, og ikke vidste hvordan jeg ville reagere på. Men min tilbageholdenhed skyldtes også, at jeg dels havde travlt med at spille skuespil og dels ikke følte, jeg havde det rigtige materiale før nu,« siger han.

Det rigtige materiale kom som sagt med Dennis Lehanes bogforlæg, der appellerede stærkt til Affleck:

»Det er en kompliceret historie. Den har moralske dilemmaer, og personerne er komplekse. På den måde er den usædvanlig, hvilket jeg godt kan lide, og så er det en afvisning af, at der findes en sort/hvid verden, hvor man kan diagnosticere mennesker som gode eller onde og dømme dem som så,« siger han og uddyber:

»Det er noget, jeg selv har haft en stor personlig modvilje mod hele mit liv, og da jeg læste den bog, ramte handlingen dén modvilje.«

Passer vi egentlig godt nok på vores børn?
Og selv om sammenfaldet mellem »Gone Baby Gone« og Madeleine McCanns forsvinden har fået megen omtale, er det faktisk kun rammen om selve fortællingen, som i højere grad stiller et universelt etisk spørgsmål.

Med filmens punchline, »Alle ønsker sandheden ... indtil de finder den«, udpensler den et dilemma i den måde, vi behandler vores børn på. Og det er noget, som ligger Affleck på sinde:

»Det var ikke så meget problematikken om et forsvundet barn, der fik mig til at lave filmen, selv om det er et vigtigt aspekt. Det var snarere den måde, som bogen stiller spørgsmålet om, hvor vidt vi virkelig gør nok for vores børn, der gør den interessant. Passer vi egentlig godt nok på vores børn og beskytter landets love virkelig børnenes tarv eller er det stadig forældrenes rettigheder, der tilgodeses? Og på den anden side kan det rigtige godt være forkert, også selv om man gør det med gode intentioner. Det er dét, min film handler om, og dét jeg vil have publikum til at tænke over,« siger han:

»TV og aviser fokuserer på de store sager, på de bortførelser, der er spektakulære, og overser således, at børn i det her rum eller rummet ved siden af måske bliver svigtet, misbrugt og trampet på. Men det er i lige så høj grad et problem, der burde have samfundets opmærksomhed. Derfor synes jeg, det er dobbeltmoralsk at skrige højt om en ting i fjernsynet og så samtidig fuldstændig overse tusindvis af mindst lige så alvorlige skæbner.«