En hård nat

Film: »Mala Noche« Gus Van Sant er bedst kendt for »Good Will Hunting«, der i 1998 vandt ham en Oscarnominering, men hans vigtigste bidrag til nyere amerikansk film er hans skildringer af unge outsidere – og misbrugere i forskellige henseender – som »My Own Private Idaho« og »Elephant«, der i 2003 fik Guldpalmen i Cannes.

Foto: Scanpix
Som et forstudie til disse – og en oplevelse i sig selv – er »Mala Noche«, hans debutfilm fra 1985, et vigtigt værk i Van Sants filmografi. Baseret på en selvbiografi af den homoseksuelle digter Walt Curtis udspiller »Mala Noche« sig i Portland, hvor den rodløse Walt forelsker sig i den smukke, illegale mexicanske immigrant Johnny, som bliver en besættelse for ham. Filmens kerne er det afhængighedsforhold, der opstår mellem heteroen Johnny og hans ven Roberto og Walt, der tumler med sit begær og rollen som den hvide mand. Filmet i sort og hvid i et råt, regnvådt Portland er »Mala Noche« en nuanceret kærlighedsnovelle fortalt i kornede negativer. Mest for fans af Van Sant, men efter 22 år stadig en imponerende debut.