En adonis blandt stationcars

Alfa Romeo 159 Sportwagon er en smuk løsning på et gammelt problem, og nu kommer skønheden også indefra - takket være tyskerne

Alfa Romeo 159 Sportswagon. Fold sammen
Læs mere

Italienske Giugiaro har skabt støbeformen til Alfa Romeo 159 Sportwagon og kan dermed føje endnu en succes til samlingen. Bilen var ventet med spænding på udstillingen i Geneve sidste år. Siden er antallet af fotografiske gengivelser sikkert løbet op i millioner, og enkelte eksemplarer har vi set suse forbi i synsfeltet i den tid, den har været på det danske marked.

Men helt tæt på primadonnaen kommer man kun ved at låne bilen i nogle dage. Så kan man vågne op til den om morgenen og vende sig om efter den, når man har parkeret den ved kantstenen. Man kan studere medtrafikanternes reaktioner og høre, hvad venner og familie synes om udseendet af denne fyrige italiener. For det er ikke så ligetil at skabe en stationcar med selvstændigt design, når den skal baseres på en sedan. Mislykkede eksempler kan ses hos forrige generation af Renault Laguna og Peugeot 306. Mere vellykkede eksempler er Volvo V40/V50, Audi A4 Avant, BMW 3 Touring, Saab 9-3 Sport Combi og Mercedes C-klasse. Men naturligvis også forgængeren Alfa Romeo 156 Sportwagon, hvis linjer på mange måder fortsætter i 159'eren. Dog falder taglinjen ikke lige så coupé-agtigt mod hækken som i forgængeren. Men indtrykket af dynamik bliver delvist bevaret ved at fastholde den kileformede vinduesudskæring.

Bagdørene er lige som i 156'eren ikke slagne kopier af sedanmodellens. Det giver mulighed for at anbringe C-stolpen præcist over midten af karrosseriets bagerste hjuludskæringer, hvilket skaber indtryk af god tyngde til baghjulene og dermed sportslige køreegenskaber. Desværre er denne detalje ikke gentaget i 159'eren. C-stolpen er ført længere fremad, hvilket desværre giver bagvognen lidt for meget tyngde. Til gengæld svulmer de bagerste skærmkasser op og tilfører mere spændstighed. Det samme gør det korte udhæng, der lige som i 156'eren ikke er større end på sedan-udgaven.

Lidt bedre bliver det også af, at Giugiaro har valgt at synliggøre bagdørenes håndtag, der i 156'eren lå skjult ved C-stolpen. Meningen var at forstærke 156'erens coupé-agtige udtryk, men heldigvis er de igen komme til syne. Vi synes detaljen var en gimmick, som en Alfa ikke behøver at ty til. Dens grundlæggende design er fuldt ud i stand til at sætte konkurrenterne til vægs.

En 159 Sportwagon er faktisk lige så sportslig at se på som sedan-udgaven. Det samme er ikke tilfældet for konkurrenterne - og slet ikke for den langt dyrere Jaguar X-type Estate.

Skønhed kommer indefra, siger man om mennesker. Når det gælder biler er det ofte omvendt, men i Alfa'en ligger der også noget smukt og gemmer sig under det smækre karrosseri. For eksempel en bundsolid undervogn, der egentlig var tiltænkt som underlag for en 7-personers SUV. Men tyngden giver en fremragende kørekomfort, og hjulophængene holder perfekt styr på hjulvinklerne. Dertil kommer et skarpt styretøj og en lidt hårdt arbejdende, men kraftfuld Opel-motor på 2,2 liter og 185 hk. Interiøret er klart bedre end i forgængeren, men trods tyskernes indflydelse på bilen er det ikke lykkedes at komme helt af med irriterende detaljer, som i diplomatiske vendinger hedder »Alfas sjæl«.

For eksempel er bundmåtten kun fæstnet til vognbunden i det ene hjørne. Vi oplevede to gange, at den forskød sig fremad og klemte speederen fast. Andre eksempler er sædevarmens knapper, der er placeret på sædehjørnet, hvor man ikke kan se dem, og gearstangen, der spærrer for udsynet til en del af klima-anlæggets betjeningspanel. Sådanne små skævheder synes vi ikke burde forekomme i en i øvrigt fremragende bil til 417.000 kroner.

Alfa Romeo 159 2,2 JTS Sportwagon

Type: Italiensk fire-dørs stationcar med forhjulstræk og motor foran på tværs

Sikkerhed:

Daglig brug:

Ejerglæde:

Værdi for pengene:

Alt i alt:

Pris med levering: 478.970 kr.

Årlig ejerafgift: 5500 kr.

Mål (l/b/h): 466/183/142 cm.

Bagagerum: 405 liter

Egenvægt: 1490 kg.

Motor: 2,2, R4, 16 ventiler.

Ydelse (hk/omdr): 185/6500

Moment (Nm/omdr): 230/4500

Topfart (km/t): 222

0-100 km/t (sek.): 8,8

Forbrug (bl. kørsel, km/l): 10,5

Standardudstyr bl.a.: 7 airbags, abs, esp, isofix-beslag, fjbetj. centrallås, aircondition, varme i spejle, elruder for, varme i forsæder, multijusterbart læderrat og førersæde, 16-tommer stålfælge, RDS-radio med cd-spiller, kørecomputer.