Lykke Friis: Da Christian Eriksen samlede verden

Analyse: Fra klubber og fans verden over strømmer det ind med varme tanker og ønsker om god bedring til Christian Eriksen. Selv det britiske kongehus melder sig i koret. Pludselig er det, som om Eriksen har samlet verden.

Christian Eriksens landsholdskolleger slog ring om ham og fulgte ham ud fra banen. På dette tidspunkt var Eriksen ved bevidsthed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det skulle have været den største fodboldbegivenhed på dansk jord nogensinde.

Hvor stort et EM på hjemmebane er, gik for første gang op for mig i november 2016. DBU havde bedt mig om at være konferencier til en seance i Den Sorte Diamant, hvor logoet for København som EM-værtsby skulle afsløres. Ligesom alle andre værtsbyer skulle Danmark vælge en bro, da fodbold kan forbinde og krydse barrierer. Valget faldt som bekendt på Olafur Eliassons cirkelbro.

Selvom vi den novemberdag kun skulle koncentrere os om logoet, var der fluks dømt EM-feber. Pokalen var fløjet ind, flere 1992-drenge var til stede og naturligvis også den daværende landstræner, Åge Hareide. Nu skulle Danmark bare kvalificere sig. Det måtte ikke glippe.

»If you cannot beat them, host them« skulle ikke blive en dårlig udgave af Uffe Ellemann-Jensens geniale sætning fra 1992.

Og det lykkedes, ikke mindst takket været Christian Eriksens præstationer på banen.

Festen blev udskudt

Danmark fik sit EM på hjemmebane. Men så ramte coronaen, festen blev udskudt, for så bare alligevel at kunne blive afholdt – som en slags fejring af, at hverdagen så småt begynder at vende tilbage. Og så efter 43 minutter syntes det hele forbi. Christian Eriksen kæmpede for sit liv, landsholdsspillerne slog ring om ham, mens mange af os på tribunerne kæmpede med tårerne, angsten og rådvildheden. For hvad er egentlig passende at gøre i sådan en situation? Ingen sange eller kampråb fra det ellers store fodboldkartotek syntes at passe.

Svaret blev tavshed og stirren ned i telefonerne; kun afbrudt af forsøg på at finde ét eller andet, man kan sammenligne den groteske situation med. Fly, der med ét taber flyvehøjde, »terrorkampen« mellem Frankrig og Tyskland i 2015 eller et voldsomt trafikuheld, hvor man ikke kan undgå at se et medmenneske kæmpe for sit liv. Nærmest kommer én foran mig:

»Jeg har det lidt som på Orange Scene i 2000, da Pearl Jam spillede. Der, hvor jeg stod, vidste vi, at der var sket noget forfærdeligt, men ikke hvad.«

Op til EM har jeg brugt ufattelig meget tid på at nærstudere de mange coronaregler, der omgiver denne turnering. Regler for, hvordan kan man kan komme ind på stadion. Regler for, hvornår man kan rejse som roligan – med eller uden coronapas. Og regler for, hvornår en kamp skal rykkes eller aflyses, hvis coronaen rammer en landsholdslejr. Ja, selv hvad der sker, hvis dommeren får corona aftenen før kickoff, har jeg fået styr på. Men hvad reglerne egentlig er, når en spiller pludselig falder om på banen og i værste fald dør, er der ikke nogen omkring mig – trods betydelig UEFA-erfaring – der lige kan svare på.

»Finnerne skal jo også videre. De har jo ikke hjemmebane som os. De skal spille i Skt. Petersborg onsdag,« bemærkes det tørt.

Lige på det tidspunkt forekommer det også totalt underordnet. Og tiden står fortsat stille. Men som en løbeild bag mig kommer den forløsende nyhed endelig. Eriksen er på hospitalet og stabiliseret. Og så starter, hvad der for mig altid vil være soundtracket for sommeren 2021: De finske fans råber »Christiaaaan«; og vi svarer med »Eriksen«. Få minutter inden det skrækkelige minut tæt ved hjørneflaget var stemningen ellers en ganske anden: »Gå nu hjem i jeres sauna,« lød det på vanlig kæk roligan-manér.

Inden meldingen kommer om, at kampen skal fortsætte, er alle i vildrede. Er det overhovedet forsvarligt at spille, og er fodbold nu ikke ligegyldigt?

»De spiller, hvis Christian Eriksen siger, de skal gøre det. Det vil være i hans ånd som den store sportsmand, han er,« mener én at vide.

»Nu skal de vinde for Eriksen,« brøler en anden.

Anden halvleg foregår i trance

De finske fans' klappen ad landsholdet vil jeg aldrig glemme; det samme gælder landstræner Kasper Hjulmands nærvær over for sine spillere. Men anden halvleg foregår nærmest i trance. Hver gang bolden nærmer sig området på den langside, hvor Eriksen faldt om, kan jeg mærke ubehaget vende tilbage til kroppen. Så hvordan kan spillerne overhovedet spille?

Kort tid efter må anfører Simon Kjær forlade banen. Og da Pierre-Emile Højbjerg brænder straffesparket, forekommer det næsten som det eneste udfald i en helt igennem umenneskelig situation. I hvert fald bagefter. For da han sparker, når jeg at tænke: »Pierre-Emile scorer; han er hærdet efter i en ung alder at have mistet sin far til kræft.«

Tilbage i lejligheden på Frederiksberg skal chokket lige fortage sig; det samme skal spændingerne i nakken. Men så kommer alligevel lettelsen. Eriksen har vundet sit livs vigtigste kamp, hans holdkammerater slog ring om ham, og de ellers så kølige finner udviste en fornem empati. Og bare et hurtigt scroll på telefonen dokumenterer, at fodbolden fortsat kan forbinde og slå bro.

Belgiens Romelu Lukaku dedikerer sine mål i Skt. Petersborg til holdkammeraten Eriksen, Englands træner, Gareth Southgate, aflyser sit pressemøde i London, og det tyske landshold lader sig fotografere foran et billede af Christian Eriksen. Og fra klubber og fans verden over strømmer det ind med varme tanker og ønsker om god bedring. Selv det britiske kongehus når at melde sig i koret, inden jeg slukker telefonen. Pludselig er det, som om Eriksen har samlet verden.