Den har efterhånden fået mange former, den hundredårige badeanstalt. Havnebadene har udspringsplatforme tegnet som spidsen af et skib. Badebroer kan bygges som Sydens promenader og søbade som skalformede konkylier. Men den traditionelle badeanstalt har også stadig sin plads. Træforter ved kysten mærker, hvordan flere higer efter at glide ud i det skvulpende kolde vand fra en stige eller i et hop – gerne året rundt.

»Du hopper bare ud, og så er du allerede på dybt vand. Det er en måde at være i landskabet på. Du får alt det komfortable, som de har på italienske og franske rivieraer, plus en eksklusivitet, fordi det ikke er alle, der kan være der,« siger Pernille Stensgaard, forfatteren bag bogen »Det gamle bad og havet«, som netop er udkommet.

Bogen rummer et portræt af Charlottenlund Søbad. Et af Danmarks ældste af slagsen, der for to år siden var så ombejlet, at der opstod en venteliste til selve ventelisten til den lille, sorte nøglebrik, som giver adgang til den våde oase nord for København uden for den offentlige åbningstid og året rundt. I dag har det populære søbad 3.250 medlemmer, og ventelisten er der stadig.

At bade er at leve

Det er ikke kun i Charlottenlund, at folk flokkes om at få adgang til faciliteterne, når havbadene lukker for offentligheden. Det trender i hele landet, hvor nye brugere nogle steder skal igennem særlige ritualer. På den gamle badeanstalt Helgoland optager man for eksempel ikke nye i vinterbadeforeningen Det Kolde Gys uden at have lært dem op i foreningens hilsepligt og gæstepolitik. Sådan er det også på Den Permanente i Aarhus, hvor Vikingeklubben Jomsborg holder til, fordi der for det første ikke er plads til, at tusindvis hver især tager gæster med, og for det andet fordi, gæsterne kan være ødelæggende for fællesskabet og normerne.

»Det bliver reguleret, og folk bliver underlagt et fælles regelsæt, som man synes bedre om end det, der er på stranden. Nogle af de mest irriterende ting bliver stoppet. Radioer, skrigende børn, hunde og mobilsnak. Det er jo strengt forbudt. Det er blevet et mere meditativt sted, hvor der skal være ro på alle mulige planer. Badeanstalten er røget med på den yoga-agtige bølge, hvor der skal være noget sakralt over det,« siger Pernille Stensgaard.

De første danske badeanstalter dukkede op i 1800-tallet. Oprindeligt blev de opført for at adskille kønnene. Mænd og kvinder badede så langt fra hinanden som overhovedet muligt – enten forskellige steder eller på forskellige tider. Det var også fast arbejde ved hver ny sæson at dække de kighuller, der var boret ind til damerne af kåde mænd. Samtidig blev badebroen mellemleddet mellem mennesket og naturen, der gjorde det muligt at bade under ordnede forhold. De første danske badeanstalter dukkede op i 1800-tallet. I begyndelsen var de få og for eliten, men med tiden kom der flere og flere badeanstalter, og de fleste blev mere folkelige, da søbadene blev for dem, som ikke havde råd til at rejse ud om sommeren.

Men i løbet af 1920erne fik danskerne øjnene op for den langt mere frie og løsslupne badning ved stranden. Kønsopdelingen på »anstalten« blev betragtet som sippet. Ordet lugtede af disciplin og afretning, og havbadene var efterhånden også afskallede og tangede at se på. Det var heller ikke en tid, hvor der var rent badevand på dagsordenen. Fra 1960erne og årtierne frem tog byernes forurening af vandet til. Øresund blev til »Pløresund«, og det betød, at badeanstalter og havnebade lukkede på stribe. I 80erne var de eneste overlevende langs hele den sjællandske kyst Helgoland på Amager og Charlottenlund Søbad.

»Det var simpelthen gået så inderligt af mode. Øresund var skideulækker, og folk begyndte at tage på charterrejse i stedet for,« siger Pernille Stensgaard.

Bad i hver en havn

Vandet blev dog rent igen, og bølgen vendte. Og i kølvandet på det renere vand, dukkede et andet fænomen også op. Havnebadene. De er efterhånden et must i hver en havneby. Aalborg har et, og Aarhus får snart sit første. Frederikshavn og Faaborg er også med på moden, ligesom mange københavnere har erstattet turen til Øresund med en tur i havnen. I byerne er badeanstalten for de mange, og antallet af svømmeglade brugere vokser år for år. I juli slog havnebadet på Bryggen sågar ny rekord. 10.096 gæster sprang i vandet på en weekend. Det er 2.000 flere end den mest besøgte weekend sidste år.

Populariteten udspringer blandt andet af, at flere bor i byen og samtidig forventer at have naturen lige ved hånden, fortæller byhistoriker ved Aarhus Universitet, Mikkel Thelle.

»Der er blevet bygget nye kvarterer i havneområderne, hvor husene står i vand, og man kan gå ud og tage sin kajak direkte fra sin egen bagdør, som om man boede i Venedig. Drømmen om at være i byen og i vandet samtidig tror jeg er meget stærk hos både byplanlæggere og hos dem, der vil betale for at have adgang til vandet,« siger han.

Det er dog langtfra kun et byfænomen, påpeger ekspert i byplanlægning, Holger Bisgaard.

»Der er jo kommet en trend med at bade tæt på, hvor man bor, uanset om man bor i byen eller ej. Man dyrker sin krop på en helt anden måde i dag, end man gjorde tidligere. Hele den bevægelse og dyrkning er der mange, som mener, skal være lige i nærheden af, hvor man er her og nu, og det skal helst være en lillebitte smule farligt. Badeanstalterne bliver samlingspunkter, som bidrager til det liv, folk efterspørger.«

I takt med den stigende popularitet er nøglen til en badeanstalt blevet mere end bare en nøgle. Det er adgangen til eksklusivitet og sundhed. Adgangen til en særlig livsstil, hvor man værner om klubånden og traditionerne. Hellet i dagligdagen, der er fri for travlhed og krav om at være på. Sådan er det på de ældste badeanstalter, og det er en svær balance. For hvordan håndterer man, at omverdenen bliver mere og mere interesseret i det lille mekka, man har været en forening om at skabe?

Ved Charlottenlund Søbad måtte man for nogle år siden gå drastisk til værks og anskaffe sig en karruseldør, der kun lukker én person ind ad gangen. Simpelthen fordi der blev snydt for mange nysgerrige ikke-medlemmer ind på det gamle søbad uden for sommersæsonens offentlige åbningstid.

For udover at være udtryk for en sundhedsbølge, der de seneste år er skyllet ind over landet, er badeanstalten et sted, hvor vi giver os selv ro – og lov til at være uperfekte, fortæller Pernille Stensgaard.

»Især hos kvinderne har jeg hørt nogle sige, at de ser damebadet som et reservat for kvindekroppe, der ikke er perfekte. Her kan du være i fred med dine deller, din appelsinhud, dine ar og dine knyster uden hele tiden at være en del af konkurrencen om at være ung, slank og fast.«

Derfor er damebadet på Charlottenlund Søbad tit fyldt til randen. Faktisk klager kvinderne ofte over, at de mangler plads, fortæller Pernille Stensgaard. Til sammenligning er mændenes fløj næsten tom at se på. Men de, der bader her, gør det for at få fred. Fred fra virvaret af mennesker på fællesfløjen.

For her indfinder roen sig først, når horderne af skrigende unger og teenagere med trådløse højttalere har pakket badetøjet ned for vinteren. Som Erik Jerichau, formand for Charlottenlund Søbad fra 1985 og 18 år frem, altid sagde, når sommeren var slut:

»Det er nu rart at blive sig selv igen.«