Det er aldrig for sent at starte forfra

John Lennon var i Thy, da 60erne blev til 70erne. Besøget påvirkede én kvinde mere end nogen anden, og hun er i fokus i en ny forestilling på Teater FÅR 302. AOK har mødt skuespiller Vibeke Hastrup, der står alene på scenen.

»Man ved jo aldrig, hvilken vej, det er, man skal gå. Det er ikke noget med at gå hen og købe et kort – Det er at træde ud i mørket,« siger Vibeke Hastrup. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
I Toldbodgade i Indre By i en ganske almindelig københavnsk opgang ligger et af byens utallige små teatre. Så tæt ved Nyhavn at en skinger replik fra den lille scene må give genlyd langs Nyhavns udendørsserveringer.

FÅR302 hedder teatret, der uden sammenligning med restaurationer over det ganske land har egnsspecialiteter på menuen. Forstået på den måde, at ethvert stykke er knyttet op på en bestemt del af Kongeriget.

Denne gang er vi havnet så langt fra hovedstaden, som det vel nærmest er muligt, når Thy er udgangspunkt for historien om Anne, der bliver opslugt af en illusion. En legende på verdenskortet, nemlig John Lennon, »spiller« en hovedrolle, og tilsammen danner landsdelen og rockrevolutionæren ramme for stykket med den mundrette titel, Lennon i Thy.

Historien er inspireret af virkeligheden og forædlet i fantasien. John Lennon har rent faktisk været i Thy, men hovedpersonen i forestillingen er opstået i den kunstneriske friheds uforpligtende land.

»Man kunne mærke, da vi var i Thy og besøge nogle af de mennesker, der mødte ham, at han har betydet rigtig meget for dem. At vi så har lavet en historie om en kvinde, der simpelthen har baseret sit liv på det møde, det er så noget andet. Her er parallellen til spørgsmålet om, hvad man vil med sit liv. Og hvilke handlemuligheder man har,« siger skuespiller Vibeke Hastrup, da AOK møder hende knap en uge før premieren på »Lennon i Thy«.

Vibeke Hastrup spiller stykkets eneste rolle som kvinden Anne. Hun møder John Lennon under det månedlange besøg, og her starter en besættelse, som kan sammenlignes med mangt en teenagepiges idoldyrkelse af tidens popikoner. Bare mere omfattende, besættende og langvarig. I 30 år er den i mellemtiden afdøde eksbeatle hovedperson i teaterstykkets hovedpersons liv. Hun holder foredrag om koryfæet som en måde at holde ham i live på. Ved at få andre mennesker til at komme og høre om ham.

»Det handler om en kvinde, som i den grad er groet fast. Og som er meget ensom. Da hun møder John Lennon, er det første gang, hun møder et menneske, der taler til hende. Og det bliver hun så forblændet af, at hun går og venter på ham.«

Foyeren på Teater FÅR302 ligger i en hævet kælder, scenen er i »stuelejligheden« og kontoret er overbo.

Vibeke Hastrup sidder længst nede og fortæller med albuerne på bordkanten om sig selv og karakteren Anne. Og ikke mindst om lighederne mellem de to.

Sammen med instruktør Frede Gulbrandsen begyndte hun midt i august med at skrive stykket. Da hun skal til at fortælle om tilblivelsen går døren fra gaden op, og instruktøren træder ind.

»Må jeg fortælle, hvad vi gjorde den 17. september?,« spørger Vibeke Hastrup henvendt til ham med et smil på læben. Frede Gulbrandsen gør ikke modstand.

»Der startede vi forfra... Historien manglede simpelthen sjæl.«

Rammen for stykket var stadig den samme, men fokus skulle flyttes fra John Lennon fra Liverpool til Anne fra Thy. Instruktøren og skuespilleren valgte improvisationen som værktøj til at genskabe forestillingen. I ti dage improviserede Vibeke Hastrup fire timer om dagen i rollen som Anne, og et hold unge piger sørgede hver dag for at båndoptagelserne af seancerne blev skrevet ud ord for ord.

»Når man improviserer, er man slet ikke klar over, hvor mange sandheder man får sagt,« siger Vibeke Hastrup, og båndudskrifternes utallige ord – meninger, udsagn og snak – bliver da også benyttet flittigt, da stykket i løbet af perioden tager sin endelige form.

Det at starte forfra med stykket har mange paralleller til hovedpersonen Annes udvikling gennem stykket. Hvor det bliver nødvendigt at give slip og begynde livet på ny uden John Lennon som et spøgelse hængende over hovedet.

»Anne forsøger ikke at være et offer. Hun siger, at hun er ligeglad med at være til grin. Men hun er bund, bund, bund ked af det. Når man er ked af det og går i den her offerrolle, så bliver man også behandlet sådan.«

Den følelse kan Vibeke Hastrup sagtens leve sig ind i. For også i hendes liv har det været nødvendigt at give slip med to forliste ægteskaber i bagagen og et huskøb, der ikke kunne lykkes. Hun siger, at hun på tidligere tidspunkter i sit liv har mistet sin udstråling og i stedet fået »indstråling«.

»Jeg tror at man som menneske er nødt til at vide, at når der er meget modstand på det, man har gang i, så er det fordi, det er forkert. Så er man nødt til at sætte sig ned, trække vejret og mærke efter »hvad har jeg af andre muligheder?«. I stedet for at blive ved med at løbe ind i den samme mur.«

Stykket fortæller samme historie. Her er John Lennon selvsagt Annes besættelse, som hun ikke kan slippe.

»Hun bliver ved med at holde fast i, at han lever. At han er der for hende. Og det er jo løgn.«

Foran scenen på Teater FÅR302 er seks polstrede bænkerækker. Det er alt. Scenen er ikke hævet, og på den måde er udøver og betragtere i gensidig øjenhøjde.

Annes skæbne forløses først på denne scene – Ikke i interviews op til premieren. Men der kommer i hvert fald et vendepunkt for den stakkels Lennon-forgabte karakter.

»Hvis ikke man lærer af livet, så sker der nogle gange nogle voldsomme ting, som tvinger én til at lære,« siger Vibeke Hastrup og efterlader nysgerrigheden om Annes skæbne tilbage.

Den 49-årige skuespiller betegner sin anden skilsmisse som sit eget livs vendepunkt.

»Det var et stort chok, selvom jeg bagefter tænkte, at det selvfølgelig aldrig var gået – Jeg var gift med en meget yngre mand. Pludselig en dag rejste han sig op og sagde farvel.«

Den kommende tid forsøgte Vibeke Hastrup give slip på sin kærlighed og acceptere, at det var slut. Også i et håb om, at han ville komme tilbage, når hun gav kærligheden fri. Men det gjorde han ikke.

»Så tænkte jeg fandeme nej, jeg har også et valg. Og det tog jeg.«

Vibeke Hastrup virker ikke til at fortryde livets op- og nedture. Ligesom hun heller ikke mener, at Annes besættelse udhules til en tom illusion når eller hvis drømmen om John Lennons kærlighed brister.

»Det arbejde, man har lavet, er jo aldrig spildt, ligegyldigt hvilken vej man er gået. Det kan godt være, at det har taget lang tid, og man er blevet ældre i mellemtiden. Men det er aldrig spildt, for det er jo en erfaring, du har med dig.«

Efter begyndelsesvis at være blevet udråbt til et stort skuespilstalent, derefter de magre år, hvor familielivet blev højprioriteret og rollerne var færre, er der langt til den »genfødte« Vibeke Hastrup, som nu både spiller roller på film, i tv-serier som Forbrydelsen, indtaler utallige og underviser i kropssprog og kommunikation.

»Jeg er meget gladere og meget stærkere. Jeg ved nu, hvem jeg er, og hvad jeg har at byde på. Men jeg har da også dårlige dage. Jeg kan sagtens være usikker. Heldigvis og tak for det, for ellers holder man jo op med at søge.«

Hvad: Lennon i ThyHvor: Teater FÅR302, Toldbodgade 6, 1253 Kbh. KHvornår: 5. - 24. november. Mandage til fredage kl. 20 samt lørdage kl. 17 Hvordan: tlf. 33 11 20 04Hvor meget: 110 kr. Unge under 26 år: 45 kr.