»Man skal være tro mod det hus, man bor i«

En lys murermestervilla fra 1927 er renoveret med omtanke for de originale detaljer. Her har Nanna Meyer mikset nordiske designikoner, smaragdgrøn velour og varme træsorter for at skabe en rolig ramme om et familiehjem for fire.

Her i stuen er der både plads til at lege med LEGO på den store puf fra NTER og til dybe samtaler i sofaen fra Eilersen. Sidstnævnte er et af Nanna Meyers bedste køb. Sofaen er 15 år gammel og holder stadig både komforten og stilen. Den store statement-lampe, Vertigo, bliver produceret af franske Petit Friture og fås blandt andet hos Beau Marché. I familiens stue skaber lampen en imponerende wauw-effekt, som Nanna Meyer ikke vil være foruden. Hun har i det hele taget en forkærlighed for lamper, hvilket også ses på udvalget i hjemmet. Foruden Vertigo står der en bordlampe fra Design By Us i hjørnet og en Taccia-bordlampe fra Flos. Sofaen er omgivet af borde som Tulip-sofabordet fra den finsk-amerikanske designer Eero Saarinen og et sidebord fra C/RO Copenhagen. Den bløde velourstol, Julia Chair, er købt hos Christine Callsen. Fold sammen
Læs mere