Politikere er »rystede« efter ny kritik af Bramsen: »Forsvarsministerens dømmekraft er meget, meget dårlig«

Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt, kritiserer forsvarsminister Trine Bramsen (S) for hendes manglende reaktion på rapporterne fra de danske soldater i Afghanistan. De Konservative ser heller ikke med milde øjne på sagen.

Forsvarsminister Trine Bramsen var i sidste uge i samråd om hendes håndtering af evakueringen fra Afghanistans hovedstad, Kabul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har det ikke let. Hun møder på ny kritik fra flere sider, blandt andre fra Venstres og De Konservatives forsvarsordførere, Lars Christian Lilleholt og Niels Flemming Hansen.

I forrige uge kunne Berlingske gengive indholdet fra 11 ugerapporter, som de danske soldater indsendte fra Afghanistan. De fortalte en noget anden historie fra Afghanistan i ugerne op til, at Taleban rykkede ind i Kabul, end den historie, den danske regering fortalte offentligheden i forbindelse med evakueringen af Kabul.

På et samråd i fredags gav Trine Bramsen udtryk for, at hun hverken havde set ugerapporterne eller var blevet informeret om indholdet i dem.

Det fik tirsdag formanden for Veteranalliancen, Claus Stenberg, til at kritisere ministeren i skarpe vendinger. I Berlingske forklarer han, at han ikke tror på forsvarsministeren, da hun forklarede, at hun ikke kendte til indholdet i ugerapporterne.

»Det ville jo betyde, at vi har en forsvarsminister, der ikke holder sig orienteret om, hvad der foregår på hendes resortområde. Når man som soldat er udsendt i den skarpe ende, så er det mindste, vi kan forvente, at politikerne er bare en smule opmærksomme på, hvad vi laver,« siger talsmanden for Veteranalliancen, og han forstår overhovedet ikke, at en forsvarsminister kan få sig selv til at sige offentligt, at hun ikke vidste, hvad soldaterne skrev hjem fra den sidste tid i Kabul.

Det er foruroligende

Det får Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt, til at kritisere Trine Bramsen. Han anerkender kritikken fra Veteranalliancen og Claus Stenberg. Ifølge forsvarsordføreren er det mangel på respekt for Danmarks udsendte, når Trine Bramsen ikke har styr på fakta.

»Jeg synes, det er foruroligende, og det viser jo, at forsvarsministerens dømmekraft er meget, meget dårlig,« siger Lars Christian Lilleholt.

Han erkender dog, at nogle militære ugerapporter er vigtigere end andre, men ugerapporterne op til Danmarks tilbagetrækning fra Afghanistan burde ligge på ministerens bord.

Fredag sidste uge blev forsvarsminister Trine Bramsen kaldt i samråd om sagen. Samrådet blev ikke afsluttet, og derfor vil Lars Christian Lilleholt fortsætte samrådet, så ministeren kan komme med en »ordentlig forklaring«.

»Vores tillid til forsvarsministeren kan ligge på et meget lille sted,« siger Lars Christian Lilleholt.

Hos De Konservative ser man heller ikke med milde øjne på sagen.

»Jeg synes, det er rystende, at vi har udsendte, som laver nogle rapporter, der ikke bliver læst af ministeren,« siger De Konservatives forsvarsordfører, Niels Flemming Hansen.

Han synes, det er himmelråbende ringe håndteret af forsvarsministeren og sammenligner det med, hvis en chef for en butik ikke har styr på, hvad der foregår i den.

»Jeg kan kun udtrykke min skarpeste kritik af, at hun ikke har styr på sin butik. Jeg forstår ikke, hvordan regeringen kan leve med det,« siger han.

I De Konservatives optik bør det have konsekvensen, at forsvarsminister Trine Bramsen går af – og gerne inden forhandlingerne om det næste forsvarsforlig.

Men først og fremmest håber Niels Flemming Hansen, at det snart bliver meldt ud, hvornår samrådet kan fortsætte.

»Så kan vi komme til bunds i sagen. Ikke bare for os politikeres skyld, men også for alle medarbejderne i Forsvaret,« siger han.

Berlingske har i forbindelse med kritikken fra Veteranalliancen forsøgt at få en kommentar fra Trine Bramsen.