Kommune vil betale for sag mod politiker for facebookopslag

Byrådsmedlem i Haderslev Mogens Rerup (EL) kan blive slæbt i retten for hård kritik af kommunalt ansatte.

Haderslev Kommune gør sig klar til at betale for, at en række kommunalt ansatte kan føre en civil retssag mod byrådsmedlem Mogens Rerup (EL).

Det skriver DR Syd.

Sagen kommer som følge af, at Mogens Rerup er kommet med hård kritik af ansatte på Facebook.

Borgmester Hans Peter Geil (V) bekræfter, at kommunen vil betale. Men han vil ikke kommentere yderligere på detaljerne, da det indtil videre har været ført som en lukket sag.

»Det er et signal til vores 5000 medarbejdere om, at man som offentligt ansat ikke skal tolerere at blive hængt ud på sociale medier,« siger borgmesteren til DR Syd.

Mogens Rerup har i mange år siddet med som bisidder eller partsrepræsentant, når borgere har været indkaldt til samtaler i jobcenteret i Haderslev Kommune.

I den forbindelse har han på sin facebookside flere gange kritiseret ansatte i jobcenteret og beskyldt dem for at bryde loven. Han har også bragt navnet på en af de ansatte.

Han skrev ifølge DR Syd blandt andet i et opslag om en medarbejder, at pågældende burde fjernes fra sin stilling, og "det er pinligt for Haderslev Kommune at have sådan en gående løs".

Mogens Rerup mener dog ikke selv, at han har overtrådt loven med sine ytringer.

»Allerede da jeg gjorde det første gang i 2014, vidste jeg, at det var lovligt.«

»Kommunen mener, det er moralsk forkasteligt, men det er ikke juridisk forkert. Jeg har alene objektivt beskrevet, hvad medarbejderen gør ved borgeren,« siger Mogens Rerup til DR Syd.

Hans Peter Geil uddyber over for Ritzau, at han tager afstand fra Rerups udtalelser. Han vil dog ikke dømme ham på forhånd.

»Vi har valgt politisk at tage afstand fra det. Vi har 5000 ansatte i Haderslev Kommunen.«

»Vi kan ikke bare lade stå til, at alle kan skrive og gøre, hvad de vil om offentligt ansatte. Og slet ikke når man er byrådsmedlem,« siger borgmesteren.

Det er Kommunernes Landsforening (KL), som har vejledt kommunen i at tilbyde at betale for søgsmål.

Kommunen ved endnu ikke, om der er nogen som faktisk vil føre sagen i retten, og Hans Peter Geil understreger, at kommunen ikke vil tvinge nogen.

/ritzau/