Det blev en rigtig balletfest. Regnen drillede lidt, men da dansen gik i gang, brød solen igennem, og der var nok at skinne på, da Den Kongelige Ballet for femte gang bød på sæsonåbning i fri luft på Kastellet. Omkring 10.000 tilskuere, fordelt på pladsen foran scenen og tappert kæmpende for at holde sig fast på bastionernes skråninger, viftede ivrigt med dannebrogsflag og råbte hurra, for det var August Bournonvilles 199-års fødselsdag. En glad Frank Andersen var konferencier og lovede os en stor Bournonville-sæson, hvor alle de bevarede balletter kommer på scenen op til Den tredje Bournonville Festival i juni. På Kastellet fik vi i lørdags forførende haremsdamer fra anden akt af »Abdallah« og en smældende reel fra »Livjægerne på Amager« i Karin Betz' kønne, enkle kostumer i klare farver. Det tegner godt for Anne Marie Vessel Schlüters nyopsætning.
Til februar passerer vi 100-årsdagen for Harald Landers fødsel, og også han skal hyldes. Eftermiddagen på Kastellet åbnede med Harald Landers »Festpolonaise« i pas de deux-udgaven, som han skabte til Toni Lander og Flemming Flindt. Den er både virtuos og svær, men Gudrun Bojesen og Thomas Lund har den elegance og tekniske overlegenhed, der skal til. I glitrende hvidt drejede, snurrede og sprang de. Aldrig anstrengt og med en danseglæde, som nåede helt op i den blå himmel. Også fra Harald Landers hånd - og som en kontrast til den fejende »Festpolonaise« - dansede Caroline Cavallo, Kenneth Greve og tre sylfider den romantiske passage fra »Etudes«.
Fra »Anna Karenina«, som var sidste sæsons store satsning, dansede Gitte Lindstrøm og Mads Blangstup med stor lidenskab et af de voldsomme kærlighedsmøder mellem Anna Karenina og fyrst Vronsky, mens herrekorpset var både ryttere og heste i den effektfulde væddeløbsscene fra samme ballet.
Åbne og udfordrende
Men Den Kongelige Ballet vil andet end stå på tå. »Vi er folkelige, moderne, åbne og udfordrende,« forsikrede Frank Andersen og demonstrerede det ved to koreografier af den unge Louise Midjord. Først hendes charmerende, let glidende »Baschert« danset af Cecilie Lassen og Nikolaj Hansen som to unge, der ikke rigtigt kan finde ud af, hvor meget de holder af hinanden, og så en premiere på »Lord knows, I can be strong«, hvor scoopet var bandet Swan Lee, live på scenen i samspil med Det Kongelige Kapel. Koreografien, danset af Cecilie Lassen og Byron Mildwater som par over for Silja Schandorff, var bugtet og slyngende, ind imellem med strejf af det akrobatiske. Moderniteten i nummeret tog kegler, men koreografiens finere detaljer var svære at se, når man sad helt oppe på Prinsessens Bastion.
I modsætning til operafesterne i Søndermarken er ballettens problem jo, at vi helst skal kunne se. Storskærmen hjælper gevaldigt, men Thomas Koldings muntre scenografi med de store danserskikkelser, der var underholdende at se på, mens vi ventede, distraherede lidt på skærmbilledet, da dansen gik i gang.
Intet kan imidlertid distrahere Gert Henning Jensen fra operaen, der muntert trængte sig på og sang italiensk tarantel, O solo mio og »Te voglio bene assai«. Sidstnævnte er Teresina og Gennaros kendingsmelodi i »Napoli«, og de kom på scenen i Gudrun Bojesen og Kristoffer Sakurais skikkelser og dansede til. Det var muntert. Det var musedansen fra »Nøddenækkeren« også. Generøst spillede Det Kongelige Kapel, og eftermiddagen sluttede selvfølgelig med ballettens varemærke: tredje akt af »Napoli«.Der er lagt op til en flot sæson, og vi glæder os.
