Hvem skal være Byens Bedste 2021? Nu kan du sende os dit bud

Byens Bedste er tilbage med mere appetit på København end nogensinde før. For 20. gang kårer Berlingske det bedste København har at byde på! Her er årets 15 kategorier, men hvem skal nomineres?

Nu kan du indstille din favorit som Byens Bedste 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kylie Cheung
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

København, hvor har vi savnet dig!

Efter en periode med et mennesketomt, livløst og coronaramt København, vender byens puls tilbage. Det samme gør Byens Bedste.

Lysten til en vibrerende omfavnelse fra Københavns liv og ånd har aldrig været mere til stede i københavnernes bevidsthed. Efter mere end et år i coronadvale er København klar til at give, og vi er klar til at tage imod.

Men hvem er det, der gør byen værd at bo i, får den til at swinge og bugne af leben? Hvem skal løbe med priserne som Byens Bedste 2021? Det kan du være med til at afgøre, når den store Byens Bedste-afstemning finder sted i august.

Hvem skal juryen holde øje med? Tip os her - og læs beskrivelser af katergorierne under indstillingsmodulet.

Her følger kategorierne for Byens Bedste 2021, og i boksen herunder, kan du tippe os med dine favoritsteder og oplevelser i København, som du mener fortjener en nominering.

Kategorier i Byens Bedste 2021

 

Byens oplevelser

Byens Bedste Oplevelse
Københavnere har tilbragt usædvanlig meget tid i byen det seneste år, hvor København til gengæld har været i coronachok. Men selv i en delvis nedlukket by har der været masser af gode oplevelser for de opfindsomme – det kan være både nye og gamle. Hvilken fortjener titlen som byens bedste?

Byens Bedste Museum
Moderne eller klassisk. Konkret eller abstrakt. Stort eller små. København rummer det hele, når det kommer til museer. Hvilket museum er det bedste?

Kunst

Byens Bedste Galleri
Det er ikke kun byens museer, der byder på store kunstoplevelser. Københavns galleriscene boomer med alt fra kendte, etablerede gallerister til yngre pionerer. Men hvem rykker mest lige nu? Og hvem fortjener at løbe med sejren som byens bedste?

Byens Bedste Kunstudstilling
Perioder med nedlukning har ikke forhindret kunsten i at finde vej til københavnerne – hverken på de store museer eller ude i byrummet. Men hvem har gjort det allerbedst på et tidspunkt, hvor kunsten har haft trange kår?

Gastronomi

Byens Bedste Frokost
Smørrebrødet har i den grad fået et comeback på den københavnske madscene, hvor der er rig mulighed for at vælge mellem den klassiske højtbelagte og diverse nyfortolkninger. Men hvilken restaurant har i særdeleshed fundet formlen til det perfekte måltid midt på dagen?

Byens Bedste Takeaway
Takeaway fik en helt ny betydning i 2020, hvor mange restauranter sadlede om og leverede ud af huset. Det er nu din forlængede arm i køkkenet, og det kan sagtens serveres for ungerne eller gæster i en snæver vending – uanset om man er til vegansk eller kødorgie. Kvaliteten er høj i København.

Byens Bedste Bar
Er det vin, øl, cocktails eller noget helt fjerde smagsløgene foretrækker, er der masser af muligheder for at nyde de våde varer i København. Alt lige fra brune værtshuse til fornemme cocktailbarer har et højt niveau i byen. Men hvilke er de bedste?

Byens Bedste Restaurant
Konkurrencen er benhård i København, hvor det gastronomiske niveau for længst har sat os på verdenskortet. Men hvor går værtskab og måltid i særlig grad op i en højere enhed? Og hvilken restaurant fortjener at løbe med titlen som byens bedste?

Musik

Byens Bedste Musikoplevelse
Coronaen var hård ved musikbranchen og livemusikken, men alligevel har musikken fundet vej til danskerne via særlige omveje. Men hvad har været den bedste oplevelse i musikkens verden?

Litteratur

Byens Bedste Litteratur-oplevelse
Litteratur fylder ikke kun noget bag hjemmets fire vægge. Også ude i byen er der basis for at dykke ned i en verden af gode fortællinger med læsekredse, bogcafeer og forfatterarrangementer. Men hvor får man den bedste litteraturoplevelse i København?

Scene

Byens Bedste Forestilling
Teatrene har trods en hård skæbne under corona budt på et hav af forskellige forestillinger. Nogle har været elektroniske, mens andre er blevet vist frem for et begejstret publikum. Hvilken forestilling har været den bedste?

Byens Bedste Scene
Der er scenerne i de store sale, og i de bitte små. Der er dem under åben himmel, og dem på midlertidige placeringer. Der er dem med de skrå brædder og dem med musik for fuld udblæsning. Men hvilken scene er Byens Bedste?

Arkitektur

Byens Bedste Arkitektur
Ny arkitektur skyder op i et væk. Noget rager op, andet er under jorden, og en del lægger man knap nok mærke til. Ikke alt fortjener hæder, men noget gør. Hvem skal løbe med prisen for Byens Bedste Arkitektur?

Byens Bedste Byrum
En bænk med plads til gode samtaler, en grøn oase eller en boldbane, hvor pulsen kan komme op. København er fuld af byrum, og nye kommer til i et væk. Men hvor er det lykkedes at skabe de bedste åndehuller til københavnerne?

Skærm

Byens Bedste Filmoplevelse
Er det biografens stilhed og omsluttende mørke, der virker bedst? Er det film under åben himmel i en park på et tæppe, eller er det filmvisningen med oplæg og talks? Hvor får man de bedste oplevelser fra filmens verden i København?

De endeligt nominerede udvælges af Byens Bedste-juryen, der i år består af Berlingskes egne kulturprofiler: Gastronomiredaktør Søren Frank, sceneredaktør Jakob Steen Olsen, skærmredaktør Sarah Iben Almbjerg, arkitekturredaktør Holger Dahl, bylivsredaktør Katrine Irminger Sonne, kunstredaktør Birgitte Ellemann Höegh, musikredaktør Michael Charles Gaunt og litteraturredaktør Søren Jacobsen Damm.