Slut med de gratis reklamebægre

Iværksætter virksomheden



Freecups har opgivet at lave forretning på at levere gratis engangsbægre med

reklamer fra diverse sponsorer til danske virksomheder. I begyndelsen af marts i år blev selskabet sendt i likvidation, fremgår

det af en registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.



Freecups blev stiftet sidste år af iværksætterne

Casper Nielsen og Rasmus Brylle.



- Vi må konstatere, at markedet ikke var parat til et nyt udokumenteret medie som Freecups.

Vi har haft mange positive møder med potentielle annoncører, men har i sidste ende manglet de nødvendige ordrer,

siger Casper Nielsen til ErhvervsBladet.

Reklamer med kaffen

De to iværksættere er i dag tilbage i gamle stillinger

i reklamebranchen.



Freecups var et nyt reklame-medie. Mediet skulle med reklamer på engangsbægret til kaffe eller

vand sikre annoncørerne opmærksomhed hos medarbejderne ved de interne møder foran kaffemaskinen eller vandbeholderen,

eller ved frokostbordet og computeren.



Virksomhederne slap til gengæld for besværet og udgifterne til indkøb

af plasticbægre.



Den oprindelige plan var, at selskabet i november sidste år ville starte den gratis levering af

kopper med posten til interesserede virksomheder med mere end 10 ansatte. Men i oktober blev planerne udskudt. Interessen blandt målgruppen

var for lav, og det var kun virksomheder med i alt 6.000 ansatte, der ønskede at modtage gratis bægre med kreative budskaber.



-

Vi har lovet annoncørerne, at vi kan levere kopper til virksomheder med 15.000 medarbejdere. Så vi venter til målet

er nået, sagde Casper Nielsen til ErhvervsBladet i oktober sidste år.



Han konstaterede ved den lejlighed, at en lille

nystartet virksomhed ikke har budgetter til at tiltrække sig nok opmærksomhed gennem reklamer.



Freecups havde sidste

år fundet to annoncører til kopperne, hvoraf den ene var Yahoo. Sidstnævnte har også trukket sig ud af Danmark

i år.