Har du tjekket din el-app: »Det er nu, du skal sætte kogevasken over«

Lige nu er prisen på el den laveste i lang tid, og gaspriserne er også faldet efter sidste uges gaslækager i Østersøen. Er energikrisen på retur?

At følge med i elprisen er ved at udvikle sig til lige så stor en folkesport som at tjekke benzinpriser og planlægge kogevasken efter prisen. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du er en af den utallige danskere, som har installeret en app for løbende at følge med i elprisen, vil du have bemærket, at onsdag ser ud til at blive en bemærkelsesværdig dag. Elprisen ser nemlig ud til at blive lavere, end hvad vi har set i lang tid, og holde en gennemsnitspris på lige under to øre pr. kilowatt-time.

Samtidig er gasprisen faldet til det laveste niveau siden udgangen af juli, da Rusland for første gang for alvor skruede ned for gasleverancerne.

Men det betyder ikke, at energikrisen er ved at gå i sig selv, forklarer Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent og energianalytiker hos brancheorganisationen Green Power Denmark.

Hvis vi begynder med elprisen, så har det set rigtig godt ud i dag (tirsdag, red.) og kommer også til at gøre det i morgen.

»Prisen er lav, fordi det blæser rigtig meget i Nordeuropa i disse dage. Det kan de også mærke på prisen i Sverige og Tyskland,« forklarer Kristian Rune Poulsen.

»Man skal ikke stoppe med at spare, for vi er ikke ude af energikrisen endnu. Men man kan få ordnet nogle af de projekter, der kræver meget strøm. Det er nu, du skal sætte kogevasken over,« tilføjer han.

»Vi er trådt ind i den mørke halvdel af året«

Derimod skal vi vænne os til en situation i den kommende vinter, hvor prisen på el vil falde markant de dage, hvor det blæser, og ellers ligge på tre til fire kroner pr. kilowatt-time plus afgifter og nettariffer.

Der vil derfor fortsat være al mulig god grund til dagligt at holde øje med elprisen og tilrettelægge sit forbrug efter, hvornår på dagen elprisen er lavest.

»Vi er trådt ind i den mørke halvdel af året, hvor vi har et større behov for el. Samtidig sker der en række ændringer i prisen, fordi Folketinget har besluttet at sænke elafgiften sidst på året og på samme tid har meldt en stigning og en kraftig justering af eltariffen, så den vil være fem gange højere i spidsbelastningsperioden fra klokken 17 til 21 sammenlignet med om natten,« siger Kristian Rune Poulsen:

»Derfor skal man nyde de perioder, hvor det blæser, og prisen er lav, men overordnet set vil det være sådan, at jo mere man sænker sit elforbrug, jo mere sparer man på pengepungen, og jo mere gas sparer vi.«

Gaspriserne falder, men er stadig ekstremt høje

Gasprisen falder også i øjeblikket og ligger lige nu på omkring halvdelen af niveauet ved udgangen af august i år, da gasprisen satte rekord.

I sidste uge tog gasprisen et hop opad, da de to russisk-tyske gasrørledninger ved Bornholm sprang læk efter omfattende sabotage, og Rusland samtidig truede med at lukke for den sidste smule gas til Europa via rørledninger gennem Ukraine og Sydøsteuropa. Men de seneste dage er prisen faldet igen.

Men heller ikke her er der jubel at spore hos energianalytikeren hos Green Power Denmark.

»Gasprisen ligger godt nok på det laveste niveau i over to måneder, men der er jo stadig tale om nogle uhørt høje priser. Selv med de nuværende priser er der tale om en tredobling af forbrugernes pris i forhold til før den russiske invasion af Ukraine,« siger Kristian Rune Poulsen.

Ifølge ham er prisen faldet de seneste to måneder, fordi markedet er blevet en smule beroliget af at se, at det faktisk er lykkedes europæerne at spare betydeligt på gasforbruget og samtidig få fyldt lagrene til vinter.

»Der er ved at være opstået en erkendelse af, at vi er et meget godt sted. Samtidig ser vejret de næste par uger ud til ikke at blive så koldt. Det betyder, at det ser ud til, at vi kan trække tidspunktet lidt for, hvornår vi begynder at trække på gaslagrene,« siger Kristian Rune Poulsen.

Vejret – ikke Rusland – afgør nu prisen

Herhjemme taler tallene deres tydelige sprog.

Danskernes gasforbrug udgør lige nu halvdelen af forbruget sidste år og blot en tredjedel af forbruget på samme tid 2019.

Danskernes forbrug af gas er nu på halvdelen af sidste års niveau og kun en tredjedel af forbruget på samme tid i 2019. Fold sammen
Læs mere

Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg var de europæiske gaslagre 88 procent fyldte i lørdags, hvilket er mere, end lagrene har været fyldt i gennemsnit på dette tidspunkt af året de seneste fem år.

Det har sammen med udsigt til højere temperaturer end ventet fået prisen på gas til at falde.

Ifølge Kristian Rune Poulsen ser vi ind i en vinter, hvor vejrudsigterne vil blive fulgt endnu tættere end tidligere.

»Hvor vi før holdt øje med, om russerne lukkede for gassen eller ej, er det nu – efter at russerne stort set har stoppet gasforsyningerne til Europa – spørgsmålet om, hvordan vejret udvikler sig, der kommer til at bestemme, hvilken retning energipriserne bevæger sig, og om vi kommer til at mangle energi.«