Franske statsfinanser får ny chef

Det bliver tale om et meget markant stilskifte, når den lille, lynhurtige og meget populære Nicolas Sarkozy overtager det franske finansministerium efter den vrantne træmand Francis Mer. Men problemerne er de samme. Og de er store.

PARIS

Nicolas Sarkozy er en lille mand cirka på størrelse med Napoleon. Til gengæld er hans ambitionsniveau cirka lige så stort som den selvkronede kejsers.

Men inden Sarkozy kommer til at fuldende drømmen om at herske over den franske republik, skal han nu prøve kræfter med et stærkt udvidet finansministerium, hvor hastesagerne hober sig op.

Forgængeren Francis Mer efterlader sig nemlig et statsunderskud af uhyrlige dimensioner.

Underskuddet for 2003 blev på 4,1 pct., og løbet er for længst kørt i forhold til 2004, hvor franskmændene også kommer til at overtræde den europæiske stabilitetspagts højeste tilladte maksimum på 3,0 pct. af BNP.

Derfor bliver det Nicolas Sarkozy, der får til opgave at skrue en finanslov for 2005 sammen. Jacques Chirac har højt og helligt lovet, at man til den tid vil være under tre pct., men Frankrigs euro-partnere skal næppe gøre sig for store illusioner om, at det bliver Sarkozy, der for alvor spænder franskmændenes livrem ind.

Den stærkt liberalt orienterede Sarkozy, der er søn af ungarske indvandrere, vil først og fremmest afstemme sin politik med Tyskland, og så vil dogmatikere i Bruxelles, Den Europæiske Centralbank, Holland og Østrig sikkert få lov til at hyle lige så meget, de har lyst.

Til gengæld kan man ikke udelukke, at Sarkozy vil gå lidt anderledes til værks, når det gælder de mange sager om statsstøtte til franske virksomheder, som har bragt hans forgænger, der kom fra den permanent kriseramte stålindustri, på kollissionskurs med EU-Kommissionen i Bruxelles.

Under alle omstændigheder får Sarkozy, der også får arbejdsministeriets traditionelle opgaver under sig, nok at se til med de franske fagforeninger, der er stærke i en række af de virksomheder, som står for at skulle privatiseres.

Den helt store sag i den forbindelse er elektricitetsgiganten EDF, der har de mest forkælede offentligt ansatte i hele landet.

Elektricitetsarbejderne har korte arbejdstider og lav pensionsalder, som udelukkende synes begrundet i det faktum, at den kommunistiske fagforening CGT igen og igen har presset en eftergivende virksomhedsledelse, der har levet af billig atomkraft.

Stilskiftet i det franske finansministerium bliver også i høj grad synligt i den forstand, at fru Sarkozy - Cécilia, der er næsten et hoved højere end sin mand - med stor sikkerhed flytter ind i ministerens forkontor, hvor hun vil være den nærmeste af de tætte rådgivere.