En kedelig dom for forbrugerne

Microsoft skulle have haft ros i stedet for rekordbøde fra EUs konkurrencekommissær.

Kommentar

Mange vil juble med EUs konkurrencekommissiær Mario Monti i dag, når det i Bruxelles bliver officielt, at software-firmaet Microsoft får en bod, der lige præcis er så stor, at den sætter EU-rekord.

Men det bedste, der kan siges om den, er, at den heldigvis ikke er større end 1,6 pct. af Microsofts årsomsætning i Europa eller en endnu mindre andel af Seattle-firmaets opsparede kontantbeholdning, og at Monti & Co. dermed indirekte indrømmer, at så stor en sag er det altså heller ikke. For Microsoft må det ses nærmest som en irriterende fartbøde.

Det ville have klædt Monti, populært kaldet Super Mario, endnu bedre, hvis han og hans kolleger var nået til den konklusion, at Microsoft ikke skulle have en bøde, men ros i lange baner.

Boden gives for, at Microsoft skal have optrådt monopolagtigt ved at pakke ekstraprogrammer som Outlook Express og Media Player sammen med styresystemet Windows XP.

For den almindelige forbruger svarer det nærmest til, at Henry Ford i sin tid havde fået en bøde, dengang han satte lygter, stænkklapper og vinduesviskere på sine biler som standardudstyr - til skade for producenter af den slags tilbehør, som hellere ville sælge direkte.

Konkurrencevogterne lider af den tvangsforestilling, at store firmaer altid er onde, men ironien er, at konkurrencevogternes kolleger som embedsmænd er standardiseringsfolk, der frygteligt gerne ville have magt til at gøre som de dygtigste firmaer: Gøre nye produkter anvendelige og tilgængelige for flest mulige til en lav pris.

Systemer uden samarbejde
Lidt ældre PC-brugere kan huske dengang for 15-20 år siden, hvor der fandtes en halv snes nogenlunde lige udbredte styresystemer og lige så mange systemer for henholdsvis tekstbehandling, regneark og præsentation - og systemerne aldeles ikke kunne arbejde sammen.

Bill Gates fortjeneste er, at han først narrede det gamle monopol IBM til at tillade Microsoft også at lave et IBM-kompatibelt styresystem, så computerne kunne arbejde sammen.

Derefter gik han hurtigt derefter i gang med at lave Office-pakken, hvor de mest udbredte programtyper fik ensartet brugerflade, så man kunne klippe-klistre tal og tabeller rundt mellem enkeltprogrammer, og WordPerfect, Lotus 123 osv. røg på IT-museet.

Bill Gates helt privatiserede standardiseringsråd satte gang i PC-salget - og priserne bare faldt og faldt, selv om de blev ved med at følge Moores lov om fordoblet kapacitet hver 18. måned. Gordon Moore var i sin tid med til at grundlægge chipgiganten Intel.

Senere kom internettet buldrende med Netscape som den første udbredte browser. Den var gratis, og det koncept mente Microsoft ikke, at Netscape kunne have monopol på, så de lavede deres egen, gratis browser, der som alle andre Microsoft-produkter snart fik markedsandel på den flotte side af 90.

Alternative muligheder
Nu er det så mest Media Player, det handler om. Her har Microsoft igen stjålet markedsandelene fra firmaer som Real Player, der deler deres software ud gratis. Og Microsoft har igen gjort det ved at lave det bedste produkt, men i øvrigt findes der på dette område stadig masser af - gratis - konkurrenter, der virker fint sammen med Windows XP.

Man behøver bare at se på antallet af eksisterende software-firmaer eller antallet af konkurrenter, der sagsøger Microsoft, for at kunne konstatere, at det faktuelt er ukorrekt at påstå, at Microsoft har monopol.

Der er masser af andre muligheder for forbrugere, der vil have andre systemer - f.eks. det sejlivede Apple, der har sin egen trofaste fanskare, eller det lovende Linux, der har været på vej i mange år, og f.eks. har det fremragende, men ikke helt sandfærdige salgsargument, at det er gratis.

Det er Microsofts styresystem og programpakker som bekendt ikke, men deres produkter bruges alligevel fortsat på over 90 pct. af alle personlige computere af forbrugere, der altså har et frit valg.

Europas forbrugerorganisationer er desværre ikke på barrikaderne for Microsofts ret til at blive ved med at tilbyde produktforbedringer. Forbrugerorganisationerne er i stedet reelt allesammen styret af statsansatte embedsmænd, der pr. automatik tror, at de forsvarer forbrugerne ved altid at være imod de dygtigste.

Hvor ville det have været velgørende, om Mario Monti som konkurrencekommissær i stedet for at jage Microsoft havde talt til konkurrenterne: »I får en bøde for at trætte os unødigt. Tag jer dog i stedet sammen og lav noget, der er enklere og bedre end det, Microsoft kommer med.«

Historien er fuld af monopoldomme, men den er heldigvis endnu mere fuld af historier om forretningsfolk, der kommer med nye, mere smarte løsninger, som vender totalt op og ned på markeder og vælger mere eller mindre indbildte monopoler.

Risiko for overhaling
Det er ægte konkurrence, som vi heldigvis ser meget af - se bare luftfarts- og telefonindustrien i disse år - eller IT-branchen, hvor f.eks. Nokia på ingen tid er blevet verdens førende mobiltelefonproducent, og Microsoft altså stadig med historiens alen er et særdeles ungt selskab med en stifter, der endnu ikke er fyldt 50 år og stadig lider under den virkelighedsnære risiko for, at nogen pludselig en dag overhaler ham med produkter, forbrugerne hellere vil have.